Arkiver

Content Partnere

Tech Toolbox: Interview med Jesper Dannemann fra Human Time

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er bragt til verden i samarbejde med Microsoft BizSpark. Programmet der kan hjælpe din startup og er et tre årigt forløb, der giver adgang til Microsoft produkter, netværk og meget mere, se mere på Bizsparks hjemmeside

Human Time A/S udvikler og implementerer it-løsninger. Målsætningen er at skabe omkostningsbesparende løsninger for deres kunder på et juridisk og etisk korrekt grundlag. Trendsonline.dk har interviewet virksomhedens ene founder, Jesper Dannemann, som har fortalt om bl.a. Human Time og deres produkter.

Foruden Jesper Dannemann står også Peter Dagø bag projektet. De arbejdede tidligere sammen i revisions- og rådgivningsfirmaet Deloittes skatteafdeling, hvor Peter var chef for Jesper. De har arbejdet sammen lige siden, og før Human Time A/S har de også startet andre virksomheder, som senere er blevet solgt:

”Vi har arbejdet sammen i mange år, og det var naturligt, fordi vi arbejder godt sammen. Vi var færdige med et gammelt projekt og skulle finde et nyt og kaste os over” fortæller Jesper.

Det nye projekt blev Human Time A/S og udgangspunktet for deres nye virksomhed er ganske simpel, forklarer Jesper:

”Vi er en it-virksomhed, som leverer nogle produkter. Vi har pt. tre produkter, som vi har fået udviklet til vores kunder. Og så sælger vi til dem på et licensbasis. Og så har vi selvfølgelig også noget undervisning og løbende dialog og support med de her kunder. Det er meget basic.”

Teknologien bygger primært på Microsoft-platformen, og Microsoft BizSpark har været en stor hjælp for Human Time A/S:

”BizSpark har været en god mulighed for at komme i gang. Hvis vi ikke havde haft BizSpark, så havde vi ikke kunne ekspandere så kraftigt, omkostningerne havde simpelthen været for store. Vi har ikke brugt det sociale så meget, det har mere været adgangen til licenser. Det har vi været rigtig glade for!” siger Jesper.

Fingeren på pulsen
Det var på ingen måde en tilfældighed, at Jesper og Peters næste projekt blev Human Time A/S. Det var en velovervejet beslutning:

”Vi kunne ligesom mærke på markedet på det tidspunkt, at whistleblower-systemer ville være det, som var upcoming, og det er også det, som vi kan se i øjeblikket. Der er utrolig mange virksomheder, som efterspørger det. Siden da er vi også kommet med andre spændende produkter som elektronisk dokumenthåndtering og et rekrutteringssystem”, fortæller Jesper.

På deres Human Times hjemmeside beskriver de Whistleblower-systemet som en it-løsning til bekæmpelse af svindel, korruption og manglende overholdelse af etiske spilleregler i private og offentlige virksomheder. Løsningen overholder lovgivningen inden for persondataområdet og opfylder kravene i Sikkerhedsbekendtgørelsen.

Udbyttet for de virksomheder der anvender Human Times whistleblower-system, er en større sandsynlighed for, at det bliver opdaget, hvis der opstår uregelmæssigheder i deres virksomhed, forklarer Jesper:

”Man kan nå at tage hånd om det internt og eventuelt undgå, at den økonomiske kriminalitet udvikler sig. Man kan få afdækket det i god tid og sikre sig, at det ikke udvikler sig i offentligheden og så i stedet for tage vare om det internt. Det er nogle væsentlige ting både økonomisk, men også PR-mæssigt.”

Jesper Dannemann og Peter Dagø har formået at have fingeren på pulsen, hvad angår it-løsninger, men de er bevidste om, at man som nystartet virksomhed må se fremad. Jesper mener, at man hele tiden skal revurdere sin strategi, så den passer til det kunderne og omverdenen efterspørger:

”Når man har en ny virksomhed, så skal man prøve nye ting af hele tiden, så man har skiftende fokus på forskellige ting. Selvfølgelig har man fokus på det, man er i gang med lige nu, men man skal jo også holde øje med, hvad der rør sig i horisonten. Man kan ikke bare have en gruppe af 20 medarbejdere, der har fokus på én ting.”

Jesper forklarer, at det derfor også er vigtigt både at fokusere på ens kerneområder men også nye ting. Man må se på inputtet fra kunderne og se om det matcher, med hvad man udbyder.

Vejen til succes er benhård
Selvom Human Time A/S med bl.a. deres Whistleblower-system har formået at ramme plet i forhold til, hvad kunderne efterspørger, så er de ikke kommet sovende til deres succes. Som mange andre nystartede virksomheder, har der været udfordringer på vejen:

”Det er altid en udfordring at komme ind på et nyt marked og starte op fuldstændigt fra bunden af. Det tager jo altid et stykke tid at komme i gang og få afholdt de rigtige møder. Det er en lang proces med at få kunder, så der er sådan en inkubationstid. Men det er jo et tidsspørgsmål for enhver ny virksomhed. Man skal arbejde benhårdt for det”, fortæller Jesper.

I forhold til det at skabe vækst i virksomheden er strategien klar. Jesper forklarer, at de vil gøre det, som de hele tiden har gjort: Nemlig at tage direkte kontakt til kunderne og holde møder med dem. For nyligt er de også begyndt at tage kontakt til forskellige mulige partnere, som det kunne være interessante at samarbejde med.

Afslutningsvis spurgte vi Jesper om, hvordan han synes fremtiden for Human Time A/S ser ud. Til dette svarede han:

”Som jeg ser det, så ser det rimeligt lyst ud, netop fordi vi har valgt nogle produkter, hvor markedet har været med os – specielt på Whistleblower-delen har der været stor fremgang. Der ligger allerede en masse ansøgninger til godkendelse hos Datatilsynet, og der er en del virksomheder, som allerede er blevet godkendt. Tager man CSR-brillerne på, så kan man se, at det er noget, som der er stor fremtid i. Det har været stort i USA et i stykke tid, og nu er det også begyndt at sprede sig til Europa.”

Lige nu arbejder Human Time A/S primært i Danmark, men længere ude i fremtiden vil de også ekspandere til udlandet.

Trendsonline.dk siger tusind tak til Jesper Dannemann for interviewet, og vi vil følge udviklingen i Human Time A/S.

[styled_box title=”Content-partner” color=”white”]Denne artikel er en del af vores content-partner program og er bragt til verden i samarbejde med Microsoft Bizspark. Programmet der kan hjælpe din startup og er et tre årigt forløb, der giver adgang til Microsoft produkter, netværk og meget mere, se mere på Bizsparks hjemmeside[/styled_box]

Skriv et svar