CareWare 2013 Innovation er et event med fokus på at fremme innovation og iværksætteri indenfor velfærdssektoren – arrangementet foregår d. 10-12. april 2013. Det er et event der kan hjælpe startups udover rampen. Trendsonline.dk har interviewet Sussi Bianco som er en del styregruppen, der har stået for begivenheden. Idéen er, at CareWare 2013 Innovation skal være et forum, hvor aktører inden for velfærdsområdet får mulighed for at skabe et netværk og skabe nye aktiviteter og samarbejder.
Sussi fortæller, at det hele kom sig af spørgsmålet: Hvordan tænker man stort fra start og vækster som iværksætter? Egentlig er det en længere historie:
”For at gøre en meget, meget lang historie kort, så troede jeg, at det skulle være et landsdækkene projekt inden for velfærdsområdet med alle regioner involveret. Og så efter et langt stykke tid fandt jeg ud af, det skulle det nok ikke, for så går der pludselig politik i tingene”. Forklarer Sussi.
Hun forklarer, at regionerne ikke har tradition for at samarbejde om den slags ting, så derfor var det svært at komme videre med idéen. Men Sussis indsats havde ikke været forgæves:
”Det gode ved det var, at jeg havde snakket rigtig meget med nogle folk fra Aarhus Kommune – borgermesterafdelingen og erhvervsafdelingen. Deres iværksætteransvarlige medarbejdere synes, at det lød som en rigtig god idé.” Siger Sussi og fortsætter:
”Aarhus Kommune havde samtidig noget, der hedder CareWare-konference, som viser den nyeste teknologi indenfor velfærdsområdet. Vi blev enige om, at det kunne være rigtig spændende, hvis jeg kom med i styregruppen der. Vi ville lave et selvstændigt spor indenfor innovation og iværksætteri på konferencen.”
Sussi har nu siddet i styregruppen i 1,5 år, og lige før jul blev iværksættersporet ved CareWare-konferencen endeligt besluttet og finansieret.
CareWare 2013
I forhold til selve arrangementet fortæller Sussi, at de gerne vil have ansøgninger fra flere forskellige miljøer:
”Vi vil gerne have ansøgninger fra alle de bedste og mest innovative ideer fra hele landet både fra studerende, iværksættere og forskningsmiljøerne, som er inden for velfærdsområdet. Under konferencen d. 10-12. april i år, får man mulighed for, at profilere det man laver, og har tid med alle de besøgende på konferencen. ”
Som de skriver på deres hjemmeside, så er det en mulighed for at udstille nye idéer, koncepter eller prototyper og få feeedback fra besøgende og branchefolk. Sussi ser CareWare 2013 Innovation som en enestående mulighed for de deltagende:
”Vi kan skabe et ret unikt netværk med beslutningstagere inden for det her område, som måske kunne være kommende kunder.”
Udover muligheden for at profilere sin idé og skabe et netværk, er der naturligvis også præmier. Man kan vinde Innovationsprisen, som går til den mest spændende og nytænkende ide, og Iværksætterprisen går til det mest lovende iværksætterteam med en bedste ide.
Sussi fortæller, at de nøje har overvejet, hvad præmien skulle være, foruden æren i sig selv:
”Vi vil gerne give dem, som har de bedste ideer endnu mere, fordi det tit ender det med, at nogen har en god ide, men at få den hele vejen til markedet og få den til at vækste og udfylde sit potentiale, det er rigtig svært.”
Derfor er præmien et mentorteam af topkompetente folk, der med deres viden, erfaring, og netværk støtter vinderne i at gøre deres ideer til virkelighed.
Sussi forklarer, at det er særligt svært inden for velfærdsområdet, hvor der er mange regler og regulativer, patenter etc., og at det derfor er meget svært at komme ind som nystartet. Til gengæld er det også et kæmpe vækstområde med mange gode muligheder for at blive en succes. Derfor tænkte styregruppen og deres samarbejdspartnere over, hvad der skal til for at komme ud over rampen.
”Efter en snak med studerende og iværksættere, kom vi frem til, at det bedste vi kan give dem er et MentorTeam. Ikke tilfældige mennesker, men nogen som ved noget om den idé, som vi udnævner som vinder. Både med investorer, virksomhedsledere og nogen som i det hele taget ved noget om hele det game med godkendelser, patenter og alt sådan noget.” Fortæller Sussi og fortsætter:
”Vi har prøvet at sige, hvor er stopklodserne for, at den gode ide bliver til virkelighed. Vi trækker i forbindelser og netværk for at gøre noget, så ideerne kan blive realiseret i den virkelige verden.”
Fra fysiske til teknologiske produkter
Vi spurgte Sussi om, hvilke projekter hun anså, som de mest optimale for at deltage i konkurrencen:
”Det mest optimale projekt er måske det, som vi ikke lige havde set komme. Det ligger der jo i at være innovativ… Det dækker meget bredt fra fysiske produkter til teknologiske produkter. Og så kigger vi også på de der skøre ideer, der kommer. Men det er klart, at det skal være en virksomhed, hvor vi kan se, at det kan sælge”.
Hvis det lyder som noget for dig, så er der stadigvæk mulighed for at tilmelde sig CareWare 2013 Innovation. Se mere på den officielle hjemmeside og følg med i de seneste nyheder her CareWare 2013 på Facebook.
Opdateret d. 11/2 2013