Denne artikel er en del af vores content-partner program om PR og medier og er lavet i samarbejde med MyPressWire. MyPressWire er et full-service pressebureau for erhvervslivet. De kan hjælpe startups med at udfærdige og formidle alle typer af budskaber på en lang række platforme. Læs mere på deres hjemmeside – klik her
Som startup kan pressemeddelelser have afgørende betydning for, om man får den rette eksponering i medierne. Men hvordan laver man egentlig en effektiv pressemeddelelse? Christian Birch, CEO for eTilbudsavis, fortæller om sine erfaringer med pressemeddelelser, og René Hjetting fra MyPressWire giver gode råd til, hvordan man laver en effektiv pressemeddelelse.
De fleste startups har udsendt pressemeddelelser, eller i hvert fald overvejet at gøre det. Men det kan være svært at finde ud af, hvordan man skal bygge pressemeddelelsen op, hvad man skal skrive, og hvem man skal sende den ud til. Men det er vigtigt at fokusere på PR og markedsføring, for som vi skrev i sidste MyPressWire content-partner artikel, hænger et startups succes i høj grad sammen med, om de formår at komme ud i medierne.
eTilbudsavis’ erfaring med pressemeddelelser
eTilbudsavis er en efterhånden velkendt webtjeneste, der finder tilbud nær dig, og dermed gør shopping både billigere og mere overskuelig. Trendsonline.dk har interviewet eTilbudsavis’ CEO Christian Birch, som har en del erfaring med pressemeddelelser, som har været et vigtigt redskab for eTilbudsavis:
”eTilbudsavis har brugt 0 kr. på markedsføring. Det eneste der har båret os frem sådan rent eksponeringsmæssigt, det er i virkeligheden måske tre ting: 1) pressemeddelelser, 2) App Stores og 3) word of mouth”, fortæller Christian.
Sidst eTilbudsavis udsendte en pressemeddelelse var julen sidste år. Her var temaet en app, der kunne finde den billigste julefrokost. Noget som måske virker som en mærkelig kombination:
”Noget jeg tror, der er vigtigt, det er at finde den her overskrift, som er catchy, men som også rummer en eller anden kontrast – en eller anden modsætning i sig. Man kan sige det med app og julefrokost, det giver ikke umiddelbart nogen mening, men det gør, at det vækker en interesse hos modtageren.” Udtaler Christian.
At vække interesse hos modtageren er første skridt, men det i sig selv er ikke nok. Det er ifølge Christian også vigtigt, at man har noget at sige. Selvom de hos eTilbudsavis i udgangspunktet sender pressemeddelelser ud så ofte som muligt, så er det ikke for en hver pris:
”Det er en anden ting, som vi også synes er ret vigtigt: at når vi kommer ud med de her ting, så er det også fordi, at der er et eller andet dybt i det – at det ikke er ligegyldige ting, vi sidder og sender ud hele tiden.” Siger Christian.
Selvom eTilbudsavis har gode erfaringer med pressemeddelelser, så ser Christian også udfordringer, hvis pressemeddelelsen skal være effektiv.
”Det er altid en udfordring at finde ud af, hvordan man skal skrive det og vinkle det i forhold til situationen lige nu. Og så er det også altid en udfordring, hvornår man skal sende det ud, så det ikke drukner i mængden.”
Udover timing og vinkling mener Christian også, at det er rigtig vigtigt at undersøge, hvad mediernes agenda er og forsøge at ramme den:
”Der er jo rigtig stor forskel. Hvis nu vi vil have erhvervsartikler, så er det noget med, hvordan det går med firmaet, og nu har vi fået investorer med, og beskriver det meget ud fra det med tal og hvordan er udviklingen gået. Men hvis vi ville prøve og ramme noget, der skulle i morgen-tv, så vil det ofte være en meget mere forbrugermæssig vinkel og på vores produkt”. Forklarer Christian.
Ha’ noget på hjerte
Generelt må man sige, at Christian Birch fra eTilbudsavis har godt styr på, hvordan man konstruerer en effektiv pressemeddelelse. I hvert fald er René Hjetting fra Pressebureauet MyPressWire meget enig med ham:
”Jeg synes det er vigtigt, at man har noget at fortælle først og fremmest, at man har en nyhed. Den anden ting det er, at man sætter sig ind i det, medierne gerne vil sende ud til, hvad de skriver om, så ens nyheder matcher med de medier, man sender til eller ringer til.”
Især vægter René højt, at man har noget på hjerte, at der rent faktisk er tale om en historie, som er en nyhed. Det må ikke være et reklamebrev eller andet, som man forsøger at kamuflerer som en pressemeddelelse. Samtidig er det også vigtigt, at man ikke forsøger at fortælle for meget på én gang:
”Og så skal man også passe på, at man ikke fortæller flere nyheder i en nyhed, men at man kun holder sig til én. Hvis man nu f.eks. har fået ny direktør, eller man er fusioneret med en anden virksomhed, eller man lancerer et helt nyt produkt eller noget andet.”
Man skal bruge tid på sin nyhed
En ting er, at man sætter sig ind i de medier, man ønsker at komme i – noget andet er, at finde frem til disse medier. René understreger, at det i den forbindelse er vigtigt, at man er meget målrettet:
”Jeg synes, man skal være meget målrettet, når man sender ud. Handler det eksempelvis om landbrug, så sender man det til landbrugsmedier og ingen andre. Det handler om, at man jo ikke skal sende noget ud til journalister, som ikke skriver om dit emne. Så vil du egentlig bare genere dem. Derfor skal du være målrettet, og selvfølgelig behandle journalisten med respekt.”
Noget andet som måske umiddelbart, virker som en selvfølge, er, at den pressemeddelelse der udsendes, ser ordentlig ud. Den skal være max være en A4-side, og derudover skal den være professionel og uden fejl:
”Når man laver en pressemeddelelse, skal man sørge for, at den ser ordentlig ud, der skal ikke være stavefejl eller tastefejl. Man skal bruge tid på sin nyhed, for den der sidder i den anden ende, bruger også tid på dig. Man skal være seriøs, ikke bare lige prøve, man skal virkelig være seriøs. Forklarer René”
Dette var nogle erfaringer og gode råd fra Christian Birch fra eTilbudsavis og René Hjetting fra MyPressWire om den effektive pressemeddelelse. Der er mange muligheder for at få gratis eksponering og give dit startup endnu mere traction. Så god fornøjelse med den effektive pressemeddelelse!