Arkiver

Nyheder

Tagdel.dk – en ny platform for sociale løsninger

tagdel.dk

Tagdel.dk er et nyt initiativ, der skal være en medvirkende faktor til at løse forskellige samfundsudfordringer i fællesskab. Fredag aften er der launchparty for sitet.

Tagdel.dk, der vil være et socialt site for samfundsmæssige problemløsninger, er klar til at sparke døren ind til danskernes bevidsthed. Fredag aften markeres det med et launchparty, hvor 470 personer har meldt deres ankomst på facebook.

Initiativet er et selvstændigt udviklet projekt under KPH (Københavns Projekthus), men er udviklet i samarbejde med virksomheden Aion.
Idéen bag kommer dog fra Stefan Tholstrup Schmidt og Simon Holmgaard, der, efter de blev færdige med at studere, så et samfund, der stod over for mange udfordringer, men som havde meget få muligheder for at folk kunne løse dem i fællesskab.

“Samtidigt så vi, hvor meget tid folk brugte og hvor meget indhold folk skabte på facebook og tænkte, hvor produktivt det ville være, hvis folk brugte lige så meget energi på at bidrage til at skabe bedre løsninger på vores samfunds udfordringer. Et socialt medie hvor folk havde direkte adgang til at hjælpe med at løse udfordringer virkede derfor som en rigtig god idé,” fortæller Simon Holmgaard.

Ikke kommercielt
Som bruger på Tagdel.dk har man tre muligheder; at oprette udfordringer, finde løsninger sammen og føre dem ud i livet. De muligheder gælder både for borgere og organisationer, der har hver sin type profil.
Både Tagdel.dk og KPH er begge non-profit organisationer, og sitet er da heller ikke møntet på at skulle levere løsninger på kommercielle problemer.

“Udfordringer, forslag og kommentarer må ikke have karakter af kommerciel annoncering på Tagdel.dk. Men alle løsninger udviklet på Tagdel.dk kan bruges af alle. Der er ikke nogen, der har patent på idéer og løsninger udviklet på sitet. Lige nu er der for eksempel et forslag om at producere et billigt mikropissoir til brug under Distortion Festivalen – den idé kan enhver gribe og producere, hvis de vil,” fortæller Simon Homlgaard.

Selvom sitet først holder officiel launch-party i morgen, har det dog været kørende i en lille uges tid. Mandag den 11. marts klokken 14.00 gik Tagdel.dk i luften og der er allerede liv, udfordringer og debat på sitet, men der er stadig et stykke op mod målsætningen for Tagdel.dk.

“Vi går efter at få godt 10.000 brugere i løbet af de næste tre måneder, selvom det nok er højt sat. Det er dog ikke et bestemt antal brugere, der betyder mest for os – vi er mere interesserede i engagerede og aktive brugere,” forklarer Simon Holmgaard.

Lanceringsfesten finder sted på KPH VOLUME klokken 19.00 fredag den 15. marts.

Skriv et svar