Alternative finansieringer vinder frem

Som startup er man i dag ikke længere afhængig af, at banken vil give et lån eller at den rigtige millionær kommer forbi med millionindsprøjtningen. Trendsonline.dk har kigget nærmere på fire kommende alternativer til gammeldags investeringer.

Bag crowdfunding-sitet Booomerang.dk, som mange nok allerede har stiftet kendskab med, står Michael Eis. Han har igennem nogle år givet iværksættere mulighed for at finansiere deres idéer gennem donationer fra almindelige mennesker. Michael Eis har dog siden erfaret, at visse projekter ikke lader sig realisere med de muligheder, som Booomerang.dk kan give iværksætterne. Han anslår, at projektstørrelserne lige nu begrænser sig til et omfang af 75 – 90.000 kroner, hvilket for visse startups vil være alt for lille en budgetstørrelse.

Derfor har han nu et nyt projekt på vej, der skal gøre det lettere for disse startups at finde den rette investering. Projektet har fået navnet Crowdinvest og adskiller sig fra Booomerang.dk på et væsentligt parameter, Crowdinvest bliver en aktie crowdfunding platfom (Equity Crowdfunding) og betyder, at at investorene får en andel af startuppet.

“Der er flere projekter, der ikke passer til Booomerang.dk og som har brug for mere risikovillig kapital. Der skal Crowdinvest spille en rolle. Jeg tror også, at den formel passer bedre på Danmark end for eksempel Boomerang.dk, for her kan man sige, at investoren rent faktisk får noget igen.” tweet

Michael Eis er netop ved at samle det rigtige team omkring Crowdinvest, da der i modsætning til Booomerang.dk vil være et noget større krav til iværksætternes pitches, og her vil Crowdinvest forsøge at støtte iværksætterne så godt som muligt. Derfor har launchdatoen fået lov at strække sig lidt endnu. Egentligt havde Michael Eis håbet, at det kunne ske allerede i april, men han erkender nu, at der nok går to-tre måneder endnu, inden sitet kan launches.

“Jeg har ikke noget imod at vente. Det skal være helt rigtigt og have den rigtige timing, når vi launcher. Vi sidder lige nu og arbejder med nogle startups, der skal ligge klar med deres pitch, når vi går i luften. De pitches arbejder vi virkelig igennem, for de to første skal bare sidde i skabet med det samme,” siger Michael Eis. tweet

På Crowdinvest vil potentielle investorer skulle betale minimum 1000 kroner, hvis de ser potentiale i virksomheden. Det minimum er blandt andet sat, da der nu er tale om andele, hvilket der følger en række udgifter med for virksomheden.

Find kronerne til din app
Endnu et alternativ til et lån i banken er den danske afdeling af Appsfunder. Den går i luften i en meget snarlig fremtid og er målrettet personer med en idé til en særlig app. Her kan iværksættere vælge kun at søge efter investeringer i Danmark eller brede den ud til et globalt publikum.
Hvis projektet bliver til noget, kan iværksætteren enten vælge at belønne sine støtter med et eller andet, der giver værdi eller se investeringerne som et lån, der skal betales tilbage. Hvor meget, der skal betales tilbage, afgøres af donationens størrelse. Og betalingen kommer med det samme app’en er klar i App-store.

“Så snart den er i App-store, og begynder at tjene penge, får investoren sine penge tilbage,” siger Kenneth Kammersgaard, der er direktør af den danske afdeling af Appsfunder. tweet

“Det fungerer nemlig sådan, at lånene betales af, før man som startup begynder at tjene penge. Og for en investor betyder det, at der er stor sandsynlighed for at få sine penge tilbage hurtigt. Og den første investor får først sine penge.” tweet

Kenneth Kammersgaard ser Appsfunder som en god løsning for begge partner – og særligt som investor har man kun to risici at bekymre sig om. Nemlig iværksætteren bag og om app’en sælger.

“Men Danmark er så lille, at man ret hurtigt kan finde vedkommende og en fælles bekendt på LinkedIn og af den vej finde ud af, hvilken type vedkommende er. Dernæst, så kan man jo gøre meget selv for at hjælpe app-salget på vej – for eksempel ved at anbefale sit netværk og eventuelle egne kunder til at købe app’en.” tweet

Den globale afdeling af Appsfunder har ind til videre (på et års tid, red.) fundet finansiering til otte apps, hvoraf de fire nu er at finde i App-store. Her har den bedst sælgende af de fire allerede betalt 70 procent af sine investeringer tilbage.
I den danske afdeling vil der være plads til apps-projekter af alle størrelse, og donationsmulighederne vil findes i tre versioner. 100 kroner, 1000 kroner og 5000 kroner, hvor de største investeringer naturligvis får flest penge tilbage – henholdsvis 60, 90 og 120 procent.

Svensk spiller rykker ind
Svenske FundedByMe og deres equity crowdfunding platform lanceres nu også i Danmark, efter at sitet har set en del trafik fra Danmark på sin platform. Derfor er der nu skabt et team dedikeret til det danske marked.
Her er der tale om en model, der svarer meget til den klassiske crowdfunding platform, der tilbagebetaler investeringer igennem gaver eller pre-orders.
Den danske afdeling vil blive en integrereret del af virksomheden Volcano Concepts, der i forvejen afholder start-up arrangementer og arbejder i spændingsfeltet mellem de kreative brancher og traditionel industri.

”FundedByMe lapper et hul i den nuværende danske iværksætter scene i forhold til finansiering af projekter. Det bliver nu muligt at lade folk være med til at støtte og forme nye ideer. Det er ikke nogen stor hemmelighed, at finansiering af kreative ideer og startups er opad bakke og de traditionelle finansieringskilder vil gerne se resultaterne først. FundedByMe vil bryde isen i forhold til det klassiske investor- iværksætter forhold og skabe bæredygtige ideer, med socialt ansvar. Vi er stolte af et kunne være med til at bære danske ideer videre til nye højder,” udtaler Peter Mørk, CEO i Volcano Concepts. tweet

Mere end bare penge
Endnu en ny spiller på markedet skal findes i forlængelse af Trendsonline.dk. Her vil grundlægger Daniel Laursen lancere et projekt kaldet Labsonline, der skal give startups mere end bare investeringer at arbejde med.

“Crowdfunding, hvor man som bruger får ejerandele, er et område hvor der sker rigtig meget. Vi har gennem vores snak med serieiværksættere og startups fundet frem til sagens kerne, og det er faktisk ikke kun penge, der er det vigtige, det er lige så vigtigt, at det er kloge penge. Her kommer vi med en model, hvor vi matcher earlystage projekter med de rigtige folk, der også har et lille beløb til mikroinvestering”, siger Daniel Laursen og fortsætter. tweet

“Vi er tidligt i forløbet og er ved med at teste konceptet af. Derfor har vi arrangeret en event, som vi har inviteret ti business angels og serieiværksættere med til, hvor vil vi co-create på konceptet og komme frem til en model, der virker for alle” tweet

En af dem, der deltager ved denne event, er Peter Arbs, der blandt andet er investor i Conferize.

“Der er rigtig mange dygtige iværksættere derude, der har rigtig meget erfaring og som gerne vil hjælpe unge iværksættere. De har ikke tidligere vidst, hvordan de skulle gøre dette, men med Labsonline giver det dem mulighed for at hjælpe dem med et lille beløb og samtidig rådgive dem,” siger han. tweet

Der er derfor ingen grund til at opgive modet som startup, hvis banken siger nej. Fremtiden ser i hvert fald interessant ud med de alternative investeringsmuligheder – selv på et mindre marked som det danske.

Update: 23. marts, 2013 – kl. 11.43

Skrevet af

Læs også

Top