Arkiver

Content Partnere

Tech-toolbox: Sådan sammensætter du dit team i dit startup

Som startup er det afgørende, at du har det helt rigtige team til at bakke dig op. Men hvad er det rigtige team, og hvordan sammensætter du det? Marcel Fuursted fra Brokerprint og Shaun Gunaratnam fra Dealsites.dk fortæller om deres erfaringer i forhold til teams, og serieiværksætteren Toke Kruse fra regnskabsprogrammet i Billy’s Billing kommer med gode råd.

De fleste kan nok blive enige om, at det er vigtigt at have et godt team. Ofte kan det være svært at drive et startup alene, og derfor vil de fleste på et tidspunkt begynde at lede efter det rette team til sit startup.

Toke Kruse, CEO hos online regnskabsprogrammet Billy’s Billing, og manden bag den populære bog ’Den geniale iværksætter’, mener at det gode team gør forskellen:

”Teamet gør forskellen på din succes og fiasko, og hvis ikke man har de rette folk omkring, slår du aldrig igennem. Man plejer at sige, at B-team hyrer B-folk (eller det, som er værre), mens A-team hyrer nogen som er lige så gode som dem selv, eller endnu bedre!”

Men hvad er et godt team, og hvordan finder du det?

Netværk og netværks netværk

”Et godt team for mig er nogen, jeg kan have det sjovt med, fordi det er nogen, jeg kommer til at tilbringe rigtig mange timer med,” fortæller Marcel Fuursted

Marcel Fuursted er CEO i Brokerprint, som er en online printerportal. Han har tidligere haft problemer med at finde det rigtige team, og han lærte på den hårde og dyre måde, hvor vigtigt det er med et godt team. Han havde fundet grådige medarbejdere, som gerne ville have en masse – men ikke var villige til at arbejde for det.

”Hvor jeg tidligere egentlig bare har taget rub og stub, og hvad jeg lige syntes, virkede som nogle gode gutter, har jeg det sidste halve år koncentreret mig om at finde nogen, der har det sjovt, med det de laver, og derfor også er villige til at lave det.”

Han ved, at det kan være svært at finde nogen, som brænder lige så meget for ens startup, som man selv gør. Løsningen for Marcel Fuursted blev at finde sit team i sit netværk og også i netværkets netværk. I dag ser han netop det som noget af det mest vigtige, når der skal samles et godt team:

”Jeg tror det er ekstremt vigtigt, at man i en opstartsfase leder efter folk, der er i sit netværk. Fordi det at skulle gå ud og motivere og finde en, som måske bliver din ven, og måske kommer til at brænde lige så meget for et koncept, som du selv gør, det er ikke til, hvis det er en, du skal til at starte helt forfra med – altså en du ikke kender noget som helst til, andet end hvad han har skrevet i sit CV,” forklarer han.

Afdækning af kompetencer
Shaun Gunaratnam fandt også frem til sit team i sit netværk. Shaun Gunaratnam er CEO for Dealsites.dk, som er en genvej til deals. Der lå et velovervejet strategisk setup forud for hans valg af team, som består af et webbureau på tre mand. Han har været opmærksom på at få sikret sig kompetencer inden for de mest basale og fundamentale områder i sin virksomhed.

”I mit tilfælde, nu har jeg en onlinevirksomhed, der er det jo selvfølgelig vigtigt, hvis man ikke selv har kompetencerne, at have en udvikler, der kan udvikle produktet, og måske en grafiker. I mit tilfælde har jeg en udvikler, en grafiker og en SEO-mand,” fortæller Shaun Gunaratnam.

Shaun Gunaratnam har selv en salg- og marketingbaggrund, og med sit valg af team føler han sig godt dækket ind i forhold til de områder, han ikke selv har kompetencer inden for. Foruden det strategiske setup har det også været vigtigt for Shaun Gunaratnam, at han kunne fungere socialt med sit team og at de brændte for projektet og viste engagement og commitment. Den del har han opnået med samarbejdet, og han ser generelt mange fordele ved at have valgt et webbureau som samarbejdspartner. Bl.a. er det let at koordinere, fordi de andre i forvejen er et samlet team. Derudover ser han det som en stor styrke, at have alle kompetencer samlet in house:

”Så man er omstillingsparat. Vi lever jo i en verden, hvor trenden kan skifte måned til måned nærmest. Det går jo rigtigt stærkt derude. Så har man de her ting in house, så er man også klar til fremtiden i mine øjne.”

Men der er naturligvis kompromiser der må indgås, og det må man acceptere:

”Mit team er som sagt et webbureau, og selvom der er kæmpe commitment, og der er et engagement fra deres side, så har de jo selvfølgelig også nogle ting, som de skal prioritere for at de kan tilfredsstille andre kunder. Det er jo ikke nogen, der starter fra scratch af, og ikke har andet at se til ligesom mig,” forklarer Shaun Gunaratnam.

Gode råd
Toke Kruse mener, at et godt team består af en god leder, som forstår at samle de rette mennesker, med hver deres styrker og som kan komplimentere hinandens styrker.

”Et godt, stærkt, powerful team har en kombination af forskellige kvaliteter og for de fleste startups betyder det: Udvikleren, designeren og forretningsmanden. Hvor udvikleren skal udarbejde enten softwaren eller maskinen i produktet, skal designeren sørge for, at det ser godt ud og er anvendeligt. Forretningsmanden skal sørge for forretningsmodellen, det kommercielle og at virksomheden kan tjene penge og blive set i markedet,” fortæller Toke Kruse.

Du kan have en nok så god idé, hvis du ikke har det rigtige team hjælper det ikke meget. Derfor er det ifølge Toke Kruse vigtigt at de tre persontyper går i spil – ellers vil du ende med fx en super god idé (forretningsmanden), som er designet håbløst, fordi der ikke var en designer. Derudover kommer man til at bruge rigtig mange timer sammen, og hvis teamet ikke fungerer sammen, så bliver man trætte af hinanden.

Overvejelser og faldgrupper
Ifølge Toke Kruse er der visse overvejelser man bør gøre sig, når man skal i gang med at finde sit team. Det handler om at vide, hvilken slags virksomhed man gerne vil bygge op – er fokus på udvikling eller er det mere at arbejde med den gode idé, hvor man får udvikling udefra?

Derudover kan der også være nogle faldgrupper, når man leder efter et team. Det dur f.eks. ikke, hvis man ikke har afdækket, hvad man har brug for, og man ikke er opmærksom på, hvad de forskellige personers styrker er.

”Jeg har igennem min tid som iværksætter hyret alt for mange personer til mine teams, som ikke forstod ”sjælen” i firmaet og troede, at vi bare var en arbejdsplads, som betalte løn. Sådan er det sjældent i et startup. Her skal man brænde for det og give det en ekstra skalle ofte!” Forklarer han.

Generelt er Toke Kruse meget enig med Marcel Fuursted fra Brokerprint og Shaun Gunaratnam fra Dealsites.dk, når det handler om måden, man finder det rigtige team på:

”Ofte består det gode team af folk, som selv tager kontakt til dig eller personer, som du har arbejdet med igennem mange år. Det er svært at lave en kogebog over, hvad der virker og ikke – men hvis du kan finde nogen personer, som du klinger godt med og der også bliver bragt faglighed i spil, er du godt på vej,” afslutter Toke Kruse.

[styled_box title=”Content-partner” color=”white”]Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med Toke Kruse der står bag Billy’s Billing, Danmarks letteste regnskabsprogram, (du prøve i 30 dage helt gratis) og en række bøger. Grandma’s Secret Receipe er den nyeste og er en hurtig guide til, hvordan du gør din online forretning til en succes. Se mere inde på Billys Billing og Grandma’s Secret Receipe [/styled_box]

1 kommentar

Skriv et svar