Freightlane er nyt dansk startup indenfor transportbranchen, som udvikler et intelligent fragtsystem, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at indhente tilbud på fragtopgaver baseret på deres individuelle behov. Bag Freightlane står tre kandidatstuderende, der har baggrund som iværksættere indenfor e-handel og IT-sektoren. De tre har nu fået tildelt støtte af Fonden for Entreprenørskab til at arbejde videre med deres idé.
Freightlane har det mål at ændre, hvordan små og mellemstore virksomheder køber fragt og transport i fremtiden.
”Vores vision er at alle virksomheder, ikke kun store virksomheder, har nem adgang til at sende gods til den rette pris og på det rette tidspunkt, uanset om de sender en palle en gang om året, eller har ugentlige forsendelser fra Kina” udtaler Jesper Asmussen.
For at gøre det muligt arbejder teamet på at udvikle et intelligent system til først at vejlede kunden om hvilken fragtløsning, der vil være den optimale for en given forsendelse, og dernæst matche dette behov med de bedste kompetencer indenfor fragtbranchen.
”Ikke nok med at vi sikrer, at kunden får det optimale fragtprodukt, der matcher kundens individuelle behov. Vi sikrer også, at kunden får den bedste pris, da opgaven sendes i udbud blandt flere udvalgte fragtfirmaer, der får mulighed for at byde ind på opgaven.” tilføjer Jesper Asmussen.
Idéen til projektet kom, da iværksætterne på egen hånd oplevede, hvor besværligt det var som en lille kunde at importere varer fra Kina, som Martin Maglebjerg forklarer:
”Vi havde behov for at importere et mindre parti varer fra en leverandør i Kina, men da jeg gik igang med at arrangere forsendelsen, oplevede jeg hvordan, vi som en mindre kunde uden erfaring med import, havde svært ved at finde den rette speditør til opgaven og forhandle en ordentlig pris.”
Hjælp til iværksættere
De tre iværksættere mener, at deres service adresserer en reel problemstilling hos mange af landets små og mellemstore virksomheder, og især hos nystartede iværksættere. Martin Maglebjerg uddyber:
”Vi oplever, at der er en masse iværksættere og mindre virksomheder, der har lyst til at importere varer fra Asien, men hvor kompleksiteten i at arrangere forsendelsen og fortoldningen, forhindrer dem i at udnytte dette potentiale. Denne barriere, vil vi meget geren være med til at nedbryde.”
Holdet bag freightlane.com har arbejdet med idéen i mere end 12 måneder. Det sidste halve år har fokus været på at udvikle et avanceret IT-system, der gør det muligt automatisk at matche en forsendelse med de fragtfirmaer, der er bedst egnet til at håndtere opgaven. Med den finansielle støtte fra Fonden fra Entreprenørskab, bliver det muligt at fremskynde udviklingen og der arbejdes nu intensivt på en lancering til juni 2013.
Hos Trendsonline.dk ser vi frem lanceringen i juni, og ønsker Freightlane held og lykke!