Arkiver

BusinessNyheder

Opdag kvalitetsvideoer med Retelly

Retelly desktop siteRetelly

Det, der egentlig skulle have været en platform for egne videoproduktioner, endte med at blive en platform for online videoer, hvor kvaliteten sættes i højsæde.

Bag Retelly står de tre co-founders Mathias Arvedsen, Jens Krogshede og Kaave Pour. Med mindre end et år på bagen er de godt i gang med at markere sig som stedet, man søger hen, når man trænger til en pause fra daglgdagens strabadser. Retelly er alternativet til Youtube og Vimeo forbrug, hvor alle kan bidrage til den enorme database af indhold, men hvor kvaliteten ikke er garanteret. På Retelly kan brugerne føle sig sikre på, at de bliver præsenteret for videoproduktioner af et vis niveau. Foruden de tre founders består gruppen bag Retelly af ni editors, der er med til at udvælge indholdet, der skal på Retelly.

“Oprindeligt var idéen egentligt bare, at vi ville i gang med at lave videoproduktioner selv og havde brug for et portfolio site,” fortæller co-founder Kaave Pour.

“Men ret hurtigt fandt vi ud af, at mange af de tanker, vi selv gjorde os, allerede var derude. Det var bare svært at navigere i det, efter at Youtube efterhånden bare er blevet et opbevaringssite. Hvis man søger efter funny videos på Youtube, er det jo langt fra sikkert, at man rent faktisk finder en funny video. Så vi skiftede faktisk vores fokus ret tidligt til i stedet at fokusere på at kuratere indhold, der allerede lå derude.”

Dengang hed sitet Redlight, og hurtigt blev trafikken på sitet så voldsom, at grundlæggerne i stedet valgte at starte forfra og bygge det ordentligt op fra bunden. Det endte i september 2012 med Retelly, og allerede efter to måneder havde sitet omkring 100.000 sete videoer per måned.

Ikke et socialt site

Den hurtige fremgang, som Retelly oplevede allerede efter to måneder, er siden fortsat og betyder blandt andet, at det ikke længere blot er et site, der besøges af danskere, men i stedet et site, hvor 40 procent af de besøgende kommer fra udlandet. Holdet bag Retelly har da også mærket virksomhedernes interesse allerede og fået diverse tilbud for at inddrage deres videoer på sitet, men for holdet bag er det dog vigtigt, at det ikke er pengene, der afgør, hvad der skal på Retelly.

“Vi har fået en række tilbud, men materialet har simpelthen ikke være godt nok. Vi er afhængige af, at vores brugere har tillid til os, og derfor kan vi ikke bare gå på kompromis med kvaliteten,” siger Kaave Pour.

At Retelly ikke har taget imod tilbuddene endnu handler ikke om, at man ikke vil arbejde sammen med brands eller vise videoer produceret af virksomheder med et mål om at reklamere for sine produkter. Det skal bare være lavet godt nok til at brugerne kan blive inspireret af indholdet.

“Vi tror på, at brands i fremtiden skal lægge fokus om og bruge ressourcer på at lave kvalitetsvideoer, hvis de skal have værdi ud af deres reklame. Det går ikke længere bare at lave almindelige reklamer,” siger Kaave Pour.

Derfor vil Retelly heller ikke have problemer med at vise kommercielle videoer eller indgå i sponsorater eller samarbejder med brands. Så er spørgsmålet bare, hvordan brugerne skal kunne afkode, hvilke videoer, der er lavet af sponsorer, og hvilke der er udvalgt af redaktionen, fordi de har en høj kvalitet.

“Lige nu er vi ikke nået til det punkt, hvor vi skal bestemme os, hvilken retning vi skal gå i. Vi skyder lidt med spredehagl, men jeg tror på, at åbenhed er klart det bedste. Det vigtige er dog stadig, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten. Det er det, der skal gøre os store.”

Vejen til storhed for Retelly skal ske gennem tre veje. For det første skal der fortsat arbejdes på at udvikle sitet. Her skal der blandt andet laves en mulighed for at oprette brugerprofiler, men modsat mange andre sites, så vil der ikke blive tale om, at Retelly bliver et socialt medie.

 “Vi tror, at folk er ved at være lidt trætte af altid at være sociale og dele alting. Derfor tror vi mere på at lave personlige profiler,  som bare er brugernes egen. Det skal ikke være et socialt site, men et privat mellem Retelly og brugeren,” siger Kaave Pour.

Derudover arbejder holdet på at udvikle en iOS baseret app og har indgået et samarbejde med beOn og eksempelvis Roskilde Festival, hvorfra gruppen skal lave en række daglige webisodes om festivalen.