Arkiver

Nyheder

Freightlane lancerer cloud baseret logistiksystem

Hos Trendsonline har vi tidligere skrevet om det nye IT-startup Freightlane.com, som arbejder mod at ændre fragtbranchen for små og mellemstore fragtkunder ved at tilbyde en intelligent platform til indhentning af tilbud på transportopgaver. Siden vi sidst skrev om de tre iværksættere har de arbejdet hårdt på at færdiggøre motoren i systemet og opbygge et netværk af fragtleverandører, der tilbyder globaldækning.

Efter en lang udviklingsperiode har Freightlane i dag lanceret deres intelligente fragtplatform. Systemet er målrettet små og mellemstore virksomheder og gør det let og hurtigt at indhente tilbud. Systemet matcher kundens unikke behov med relevante fragtfirmaer, blandt mere end 100 tilknyttede leverandører, som byder for at vinde opgaven.

Der har været travlt til det sidste, da mange uforudsete udfordringer har risikeret at udskyde lanceringen. Men som en af stifterne, Jesper Asmussen udtaler:

”Vores mål har været at lancere et funktionelt system til d. 3 juni, og det er lykkedes. Udover mange sene nattetimer, så har det betydet at vi undervejs har måttet fokusere benhårdt på kun at udvikle tiltag som understøtter vores kerneydelse. Vi har f.eks. haft features som SMS notifikation på tegnebrættet. Disse features er vi blevet nød til at udskyde til fordel for at levere et system, som vejleder kunden om tilgængelige fragtmuligheder, er simpelt at bruge og øger kundens forhandlingskraft.”

Startskuddet til udvikling af et online logistiksystem
Jesper forklarer hvordan det nuværende system skal fungere som prof of concept, hvor en række antagelser om markedet skal testes. Derudover giver systemet et udgangspunkt for at indlede en tæt dialog med kunder og fragtleverandører.

”Det vi har lanceret nu, er en fuld funktionel service, men vi er meget opmærksomme på, at det er nu, at vi skal ud og snakke med vores brugere samt potentielle kunder om hvad vi kan gøre for, at systemet opfylder deres behov.”

Her er det tydeligt, at Freightlane gerne vil fortsætte og styrke det arbejde som f.eks. tradeshift.com har gjort for at forsimple tidskrævende forretningsprocesserværet på tværs af virksomheder. Jesper uddyber:

”Lige nu håndterer vi kun den del af processen der omhandler forhandling og bestilling af fragt. I sig selv kan det lede til store besparelser i tid og penge for små og mellemstore virksomheder, men hvis vi skal gøre en endnu større forskel for SME’erne, så er det nødvendigt at vi bevæger os i retning af et integreret system som forsimpler og effektiviser virksomhedens logistik processer fra start til slut på tværs af virksomhedens supply chain.”

Internationale Ambitioner
Lige nu fokuserer det nye startup på at lancere i det danske marked, men på sig har selskabet internationale ambitioner. Jesper forklarer hvordan det derfor også har været tænkt ind i systemudviklingen og forretningsmodellen:

”På system siden er vi langt i forhold til at muliggøre en fremtidig international lancering. Vores kerne er fra start udviklet til at kunne håndtere flere sprog og forskellige valuta, samt kommunikation mellem kunder og fragtleverandører i forskellige lande. Ligeledes har vi på netværkssiden flere operatører, som via deres internationale dækning, vil gøre en internationalisering nemmere.”

Fokus i virksomheden er derfor nu på at etablere et advisory board, der kan være med til at drive udviklingen og skabe en organisation, der på sigt vil være bygget til en international skalering.