Trendsonline.dk i Stockholm # 4 – Martin Hauge, Creandum

Dette er den sidste i rækken i vores Stockholm-artikelserie – og vi slutter naturligvis af med manér! Da vi var i Stockholm for at snakke med vores svenske kollegaer, sneg der sig også en nordmand ind. Martin Hauge er general partner i venturekapitalvirksomheden Creandum, hvor han bl.a. har ansvaret for det danske marked – han har desuden boet i hele Skandinavien, og har derfor et indgående kendskab til alle tre landes startup-økosystemer.

Martin Hauge er partner og en af fire ejere af Creandum, som er en traditionel venturekapitalfond. Creandum forvalter ca. 250 mio. euro fordelt på tre fonde. Den nyeste fond er på 135 mio. euro, og det er ikke mere end et par måneder siden, at vi her på Trendsonline.dk bragte nyheden.

Creandum investerer i virksomheder inden for tre områder: 1) hardware, 2) software og 3) internet consumer. Alle tre kategorier er interessante for Trendsonline.dk, men vi skriver mest om software og internet consumer, og her er Spotify et rigtig godt eksempel.

”Vi var faktisk den første investor, der gik ind i Spotify. Det er jo lidt af strategien her at gå tidligt ind i selskaberne, hvor der er et stadie af meget risiko, men hvor vi ser, at der er et stort potentiale. Og når vi investerer, i modsætning til en del andre som investerer i virksomheder, så kompenserer vi den høje risiko med, at der også er et stort upside i selskabet,” fortæller Martin Hauge. tweet

Når Creandum foretager investeringer, vurderer de ud fra tre faktorer: team, produkt og marked.

”Vi leder efter et team, som vi tror, har et langsigtet perspektiv, og er interesseret i at bygge noget stort. Ikke kun for at tjene 20 mio. kr. og spille golf i Spanien, men som er interesseret i at lave en rigtig stor virksomhed. Vi leder efter produkter, som du kan kalde game changers,” fortæller Martin Hauge. tweet

Med game changers mener han innovative produkter, der løser store problemer på en ny måde. Han anser bl.a. danske Vivino som et godt eksempel på en game changer. Desuden er markedet for vin rigtig stort, og det er også meget afgørende.

”Når jeg siger team, produkt og marked, så er det måske markedet, som er det allervigtigste. Der må være et stort marked. Et stort marked der er moden for ændringer,” siger Martin Hauge. tweet

Forskelle i de skandinaviske start-økosystemer
Martin Hauge har et indgående kendskab til alle tre skandinaviske startup-økosystemer. Det skyldes, at han er norsk af oprindelse, har boet 10 år i Danmark, og lige nu bor i Sverige. Han har været med i Creandum siden 2004, og flyttede i 2006 fra Danmark til Stockholm med sin familie.

”Det er sådan, at det svenske økosystem er ældre og mere udviklet end det norske og det danske. Det som legaliserer det svenske startup-miljø, det er jo, at Sverige allerede har fået sine rollemodeller. Og selvom Janus Friis var dansk, så var Skype på mange måder et svensk selskab, med Nicklas Zennström, etableret her i Stockholm. Og der har været en række selskaber, som på en måde har nået den tærskel, som vi kalder billion dollar niveau – altså fået en værdi over 1 milliard amerikanske dollars. Og når det sker, så får man en situation, hvor unge mennesker, dygtige mennesker, de søger hen mod denne type af virksomheder. Det er endnu ikke sket i Norge og i Danmark,” forklarer Martin Hauge og fortsætter: tweet

”Når vi møder unge mennesker, som er kommet ud af skolen her i Sverige, så vil du ofte høre, at deres ’favourite place’ at arbejde, det er ved Spotify, Klarna, QlikTech – disse stjerneselskaber. I Danmark så ville du mere høre, at det er Danske Bank, McKinsey, Mærsk og den type virksomheder. Og det fortæller lidt om, hvordan startup-miljø har udviklet sig. Jeg tror, det kommer til at ske i Norge og Danmark også, men det er bare ikke sket endnu.” tweet

Der er flere faktorer der afgørende for, at Sverige er foran sine skandinaviske naboer, hvad angår startup-økosystemet. Martin Hauge mener bl.a., at det skyldes, at det startede tidligere i Sverige, samt at det svenske marked er større end det danske og det norske, og derfor har et svensk firma et større hjemmemarked at udvikle sig på.

Svenske investorer tænker stort
Et andet område hvor Sverige adskiller sig fra Danmark, er i forhold til investorer og risikovillig kapital. Her har de svenske investorer generelt et bredere perspektiv end de danske, mener Martin Hauge. Når de investerer, så er det ikke i Sverige eller i Danmark – så er det i en europæisk, global virksomhed.

”Da vi rejste vores nye fond, og Creandum vi investerer jo hovedsagligt i selskaber i Norden, men også uden for det nordiske område, når vi talte med investorer i Danmark, så var disse investorer kun interesseret i, hvad vi gjorde med investeringer i Danmark. Det spørgsmål, det får vi ikke fra svenske investorer. De har et meget bredere perspektiv på det punkt,” fortæller Martin Hauge. tweet

Ifølge Martin Hauge hænger det sammen med, at man i Sverige i større grad har indset, at det ikke er tilstrækkeligt at have succes på sit eget hjemmemarked. Vil man lave noget stort, må man ud af sit eget land.

Hos Creandum er de ærgerlige over, at de ikke fik nogen danske investorer med i deres fond – men de håber, at det kommer til at ske en gang i fremtiden.

Mere end bare kapital
Hos Creandum ser de ca. 500 virksomheder hvert år, ud af de 500 foretager de mellem tre og fem investeringer.

”Det er klart, nu har jeg snart arbejdet her i 10 år, og så har du set så mange selskaber, at du begynder at få en vis følelse af, hvad som kan lade sig realiseres med de forskellige teams – og hvad som ikke kan lade sig gøre. Det sker selvfølgelig, at vi tager fejl, men vores opgave er jo at blive dygtigere til netop det at se, hvad som er muligt at gøre til en succes. Og så hjælpe entreprenørerne,” fortæller Martin Hauge og fortsætter: tweet

”For noget af det vi siger, er, at vi ikke bare skal bidrage med kapital, vi skal også bidrage med kundskab og netværk og strategi over for de virksomheder, som vi investerer i”. tweet

Ved Creandum er alle, som er i investeringsteamet, personer som selv har erfaring fra opstart af virksomheder. Før Martin Hauge kom til Creandum, havde han stiftet flere selskaber i både Danmark, Norge og Sverige. Sidste selskab han stiftede var danske Creuna, som i dag er Nordens førende digitale bureau.

”Selv har jeg startet et antal virksomheder, jeg har erfaring i at sidde på den side af bordet, som entreprenørerne gør også. Og vi tror, det er vældig værdifuldt i dialogen med entreprenørerne,” forklarer Martin Hauge. tweet

Potentiale i det danske marked
I Creandum er det Martin Hauge, der har ansvaret for det danske marked, som han generelt ser et stort potentiale i.

”Danmark er lige nu et vældig interessant marked, der er mange spændende selskaber. Men det er også sådan, at Danmark er et lille marked, og for os bliver det ofte et spørgsmål om at hjælpe selskaberne med at komme ud af Danmark. Og sådan set ser vi jo, at mange entreprenører som vi møder på det danske marked, de ønsker finansiering til at flytte sin virksomhed ud af Danmark,” forklarer Martin Hauge. tweet

Det stemmer overens med, at en af Creandums danske investeringer, Vivino, netop er på vej til USA. Martin Hauge kunne desuden afsløre, at Creandum har flere danske investeringer i kikkerten, som formentligt kommer til at finde sted efter sommeren.

”Der er ting under opsejling på det danske marked. Akkurat nu har vi faktisk to selskaber, som vi kigger nøje på i Danmark. Og det ville forundre mig, hvis ikke vi kom til lave i hvert fald en af de investeringer,” afslutter Martin Hauge tweet

Vi takker Martin Hauge mange gange for et indsigtsfuld interview, og hos Trendsonline.dk er vi spændte på at se mere til Creandum fremtidige danske investeringer.

Læs også de tre tidligere artikler fra vores besøg i Stockholm:
Trendsonline.dk i Stockholm #1 – Aref Abedi, Jobylon
Trendsonline.dk i Stockholm #2 – Wilhelmina Douglas, iZettle
Trendsonline.dk I Stockholm #3 – Carl Fritjofsson, Wrapp

Skrevet af

Læs også

Top