Arkiver

Nyheder

Velux fonden støtter blinde-app med 1,7 millioner kroner

Appen Be My Eyes ser nu ud til at kunne realiseres, efter at gruppen bag har modtaget en donation fra Velux fonden på 1,7 millioner kroner.

Siden Startup Weekend i Aarhus i 2012 har en gruppe frivillige arbejdet videre med app’en “Be My Eyes”, der skal forbinde seende og blinde i  dagligdagen. Problemet har dog været at finde den fornødne finansiering til at realisere projektet. Gennem Dansk Blindesamfund har gruppen tidligere modtaget 50.000 kroner, mens en crowdfunding kampagne indbragte omkring 37.000 kroner. Penge, som gruppen har sat stor pris på, men som ikke rakte til at føre app’en ud i livet. Men det er der nu lavet om på, efter at Velux fonden har valgt at støtte projektet med alle 1,7 millioner kroner, som Be My Eyes ansøgte om.

 “Jeg har altid troet på projektet, for behovet er der, men problemet har været at skaffe pengene. Når man laver et social-økonomisk projekt, så kan man ikke bare lige låne pengene i banken, så nogen gange har jeg da tænkt; “Gud ved, om nogen synes, det er så god en idé, at de vil trække pungen op af baglommen”. Så derfor er vi meget oppe at køre over Velux fondens donation,” siger formand Hans-Jørgen Wiberg.

Nu skal fokus ændres

Donationen betyder også, at holdet af frivillige nu kan skifte fokus fra at finde penge til at realisere produktet.

“Det, vi gør nu, er, at vi skal finde et firma, der kan lave det for os. Så nu indleder vi en åben dialog med de potentielle virksomheder. Det er vigtigt, at vi finder den helt rigtige til at løse opgaven,” forklare Hans-Jørgen Wiberg.

Derudover skal gruppen fortsætte deres bestræbelser med at finde brugere – både blinde og seende. Idéen er nemlig, at en gruppe frivillige seende brugere skal stå standby, når de har tiden, og hjælpe de blinde i deres dagligdag og agere øjne for den blinde.