Arkiver

Nyheder

Ideahunters formidler brugernes gode idéer til virksomheden

Ideahunters er et helt nyt crowdsourcing site, som belønner sine brugerne for at dele deres ideer med virksomheder. Det nye koncept er startet af tre unge fyre i Århus: Nico Landbo, Joachim Spangsberg Clemensen og Grzegorz Nowak.

Stigende efterspørgsel på idéer
Flere og flere virksomheder får øjnene op for den værdi, der ligger i idéudveksling og inddragelse af deres kunder, hvad enten det gælder strategi eller produktudvikling. Vi har talt med tre unge iværksættere fra Århus, der har set en mulighed, og har startet crowdsourcingsitet Ideahunters. Med fokus på innovation og idégenerering hjælper Ideahunters allerede deres første kunder.

Sådan virker det
Virksomheden stiller et spørgsmål på Ideahunters, hvorefter de unge iværksættere tilpasser en god beskrivelse til virksomhedens behov. Efterfølgende går deres brugere som de kalder ”Thinkers” i gang med at komme med idéer til spørgsmålet, for til sidst at blive belønnet, når perioden for projektet er ovre.

”Crowdsourcing bliver mere og mere attraktivt hos virksomheder. De synes, at det er interessant at få nye idéer direkte fra deres brugere, og høre deres mening om tingene”, udtaler Nico Landbo.

Kunden har altid ret
Når man etablerer og driver en virksomhed, er det afgørende at vide hvad brugeren eller kunden tænker og efterspørger. Det er en vigtig prioritering hos virksomheden, at de opnår kontakt til forbrugeren, og på denne måde får indblik i deres behov. Ideahunters fortæller, at de har fokus på at få idéer direkte fra virksomhedens omverden, kunder og målgruppe.

”Vi giver den enkelte virksomhed mulighed for at få idéer direkte fra deres målgruppe og idérige omverden, og det viser der sig at være en stor efterspørgsel på. Det er relevant for alle virksomheder at tilgodese kundernes behov, for i sidste ende har de altid ret”, forklarer Nico Landbo.

Det er en win-win situation
Ved hjælp af Ideahunters får brugerne mulighed for at påvirke virksomheden til at matche deres behov, og samtidig blive belønnet for deres arbejde. Det er en god mulighed, hvor begge parter får noget ud af det. Virksomheden har, efter perioden er overstået, en masse gode idéer de kan vælge mellem. I nogle tilfælde bliver det garanteret, at vinderidéerne bliver implementeret i en prøveperiode eller personerne bag idéerne bliver involveret i fremtidige processer.

ideahunter_how

Et godt team og lave omkostninger
Vi spurgte drengene bag Ideahunters, hvad de selv mente, de havde gjort rigtigt i startfasen. Drengene fremhæver selv et fokus på lave omkostninger og fokus på at samle et godt team som værende et stabilt grundlag for at starte en virksomhed som denne.

 ”Vi er fundet sammen i et godt team på tre iværksættere med hver vores kompetencer. Det har gjort at vi ikke skulle ud og outsource bl.a. programmering og design, hvilket kan trække tænder ud i en opstartsfase.”

Et kig ind i fremtiden
Fra lanceringen i Århus og 6 måneder frem, vil der blive udvidet til en masse nye byer. Drengene vil gerne kunne kravle før de kan gå, og satser på en større by ad gangen, men ambitionen er at blive en landsdækkende crowdsourcing platform.

”Vi starter ud i det lokale Århus, men konceptet har helt sikkert landsdækkende potentiale. Vi har store ambitioner og idéer med konceptet i fremtiden, men vi tager et skridt af gangen”, udtaler Joachim Clemensen afslutningsvis til Trendsonline.dk

Skriv et svar