Arkiver

Nyheder

Parkfinder finder parkeringspladsen for dig

Vi kender det alle sammen. Man er lige hastet ud af et møde og skynder sig tilbage til sin bil, som man har parkeret i nærheden. Og når man kommer tilbage til sin bil, hænger der en dyr hilsen i forruden fra et privatparkeringsselskab. Det var præcis den oplevelse, der fik tankerne igang hos det nye danske startup Parkfinder, der efterfølgende har sat sig for, at ændre den måde man finder parkeringspladser på og betaler for samme.

De to foundere kender hinanden fra Aalborg og har ved siden af deres studier altid haft mange ideer, men det var især to ting der satte fart under projektet; en hændelse på Gammel Kongevej hvor Anders Buus Andersen iagttog den ene person efter den anden, møde en parkeringsbøde med vrede, og selvfølgelig deres egne bitre erfaringer.

“Vi har altid talt om at starte en forretning, har altid haft gode ideer til forskellige projekter, og har nu for alvor kastet os ud i iværksætterlivet. Vi er begge uddannet fra Copenhagen Business School, men mangler dog lige at få skrevet vores specialer, fordi ParkFinder kom ind og forstyrrede vores fokus ret så kraftigt. Måske en dag vi kan skrive et voldsomt godt speciale om radikalt at ændre parkeringsbranchen!?”, siger Anders Buus Andersen til Trendsonline.dk og fortsætter,

“I starten mødtes vi en del for at diskutere strategi, muligheder og uddelegering af opgaver. Længere henne i processen var det nemmere at tage daglige stand-ups via Google Hangout, hvor vi blot gennemgik gårsdagens arbejdsopgaver, samt de opgaver vi hver især skulle have løst den pågældende dag. Vi har arbejdet på konceptuelt niveau med flere ideer, men vi fik klart bedst respons på vores ParkFinder-app og sammenholdt med den åbenlyse problemstilling omkring parkering, så har fokus, mere eller mindre, altid været på udviklingen af ParkFinder”.

Først København og herefter resten af landet
Teamet bag Parkfinder er i fuld gang med at udvikle app’en og har været ude og få customer validation rundt omkring i landet. I første omgang satser de på, at have København som test-by, men vil hurtigt udvide til byer som Aarhus, Aalborg og Odense, som de allerede er ved at indsamle data på.

“Vi har ikke lanceret app’en endnu, men alle vores brugerundersøgelser har påvist en stor interesse. Når vi eksempelvis har været ude og snakke med mulige brugere, så har vi faktisk flere gange opdaget at folk ikke ved, at de kan parkere billigere rundt om hjørnet, eller har sågar forklaret parkeringsreglerne til bilister, som har kvitteret med et stort tak og et: Skynd jer, at få færdiggjort den app”, siger Anders og fortæller,

“Da vi researchede muligheder for en parkerings-app i København, fandt vi hurtigt ud af, at de nuværende apps ikke har alle informationer, at de har begrænset brugervenlighed og som sådan fungerede mere som et opslagsværk end en app der leverer de relevante informationer på en væsentlig og brugervenlig måde. Som noget helt unikt arbejder vi pt. på, at tilbyde realtids informationer om ledighed i Københavns parkeringshuse.”

Bedre miljø og mindre trafik
I gennemsnit bruger en bilist 20 minutter på at finde en p-plads i større byer og derfor er Parkfinder interessant for både bilejere, men også for de private parkeringsselskaber og de relevante kommuner. Parkfinder giver de private parkeringsselskaber en forøget eksponering til et segment der er på udkig efter deres service. Ifølge Parkfinder vil app’en hjælpe kommuner med at nedsætte trafikken og den forurening den påfører de enkelte byer.

“Vi har lige indledt samtaler med forskellige interessenter indenfor parkeringsindustrien, hvor vi skal til at teste mange forskellige nye datakilder og få dem optimeret til brug i vores app. Vi har mange udfordringer i forhold til de data vi bruger. Der er ikke råd til fejltagelser, så vi bliver nødt til at have et pålideligt produkt når vi officielt lancerer.”

For at sikre at Parkfinder har det rigtige fundament, har de fra starten arbejdet meget strukturet med idé, koncept og eksekvering, og de har tidligt været ude at spørge forskellige segmenter, mentorer og andre, om deres ide.

“Vi har været gode til at arbejde struktureret med vores ide og koncept. Vi har dog været igennem mange diskussioner, hvor for eksempel simple segmenteringsøvelser tog væsentligt flere timer end hvad der virkede nødvendigt.”

“Men at få oparbejdet rutiner for eksempel omkring vores stand-ups, hvor daglige og ugentlige mål gennemgås, og at vi afholdt feedback-møder (retrospective) hver fredag, og det har virkelig hjulpet på vores effektivitet. At bruge ordet åbenbaring er måske voldsomt, men for mig har LEAN princippet indenfor startup virkelig hjulpet os med at være mere effektive og skabe hurtigere fremdrift.”, udtaler Anders Buus Andersen afslutningsvis til Trendsonline.dk.

Skriv et svar