Arkiver

Nyheder

Historien om Ladies First netværket

Dette er et uddrag af et indlæg på Ladies First, skrevet af co-founder af Ladies First netværket Alexandra Balshøj. Du kan læse hele artiklen her, og desuden læse om netværket her.

I torsdags mødtes jeg med Maria, som er den ene af de to dejlige damer som jeg har startet Ladies First med. Udover at drikke kaffe og catch’e op, snakkede vi om alt det, der er sket siden vi startede Ladies First i august 2012. Både med netværket og med os alle tre livsmæssigt – hvilket selvfølgelig også har haft indflydelse på netværket.

Ladies-first-Alexandra

Vi synes det var tid til en lille fortælling om den tid vi har været igennem siden vi startede Ladies First i 2012 og et par ord om planerne for 2014.

Torsdag d. 23. august 2012 mødtes jeg med Maria på Café Drudenfuss i Aarhus. Hun var netop vendt hjem fra et halvt år i San Francisco og hun spurgte, om jeg havde lyst til at være med til at starte et nyt netværk for unge, karrieremindede kvinder med krudt i røven. “Sådan nogen som os” sagde hun, og fortalte at den tredje stifter Marie allerede var med på idéen.

For at gøre en længere kaffesamtale om behov, motivation og værdier kort, kan det siges at jeg sagde ja samme aften, og at vores fælles ønske blev at skabe et netværk for unge foretagsomme og karriere-mindede kvinder. Der skulle ligge en entreprenøriel tankegang til grunds, men vi ville lægge vægt på foretagsomhed mere end på iværksætteri, og derved åbne op for både studerende, iværksættere og kvinder i job.

Med netværket og dets aktiviteter ønskede vi at inspirere og motivere unge kvinder til at sætte mere i værk og forfølge deres ideer og drømme.

Planen var, at vi i løbet af aftenen, natten og den efterfølgende morgen skulle nå at finde på et navn. Fredag eftermiddag skulle facebookgruppen nemlig være oprettet. Jeg tror ikke rigtig nogen af os kan huske, hvorfor det lige skulle være fredag eftermiddag. Men når man er begejstret skal man smede jernet… er det ikke sådan man siger?

100 medlemmer på en weekend

Navnet blev Ladies First, og facebookgruppen blev som planlagt oprettet fredag eftermiddag.

Vores koncept viste sig at ramme et større behov end vi lige havde regnet med, og fra fredag eftermiddag til søndag aften fik vi 100 medlemmer i gruppen. Det var vi vidst alle sammen lidt paffe over. Lige dele ustyrlig begejstring og kilden i maven. Måske kunne det her gå hen og blive stort…

Ladies-First-i-Politikken

Første netværksmøde blev holdt på HeadQuaters d. 19. september, og her dukkede der mellem 60 og 70 kvinder op for at opleve giraffen. Det var en helt fantastisk og meget spændende følelse at skabe noget så hurtigt, der ramte et uopfyldt behov hos så mange mennesker. Af samme grund valgte vi at oprette vores afdeling i København allerede i januar 2013.

Her ramte vi 100 medlemmer på kun 12 timer med hjælp fra en håndfuld seje københavner-ladies!

Tre liv tager tre forskellige former

Det næste halve år voksede netværket både i Aarhus og København stødt, og vi afholdt flere succesfulde events med god og konstruktiv respons. I denne periode skrev Maria og jeg vores specialer og blev færdige med tre måneders mellemrum i marts og juni.

Efter sommerferien var situationen, at vi alle tre var på vej derudaf – i tre forskellige retninger. Maria i et fedt (og tidskrævende) job, Marie i en spændende og intens praktikstilling og mig på jagt efter mit drømmejob.

Det ville være misvisende at kalde mig rigtig jobsøgende på dette tidspunkt. Jeg var nærmere undersøgende og nød at have tid til at arbejde igennem på Ladies First. Så næsten al den tid, hvor jeg egentlig “burde” sidde og skrive ansøgninger til de jobs som ikke altid tændte mig helt, blev brugt på at udvikle og arbejde på nye idéer og planer for netværket.

Ladies-first-founders

What to do?

Vi var alle opsatte på at Ladies First skulle fortsætte, men vi vidste også, at vi måtte finde en løsning på den udfordring, at vi ikke længere befandt os på samme sted.

Valget stod mellem at skrue kraftigt ned for blusset og køre Ladies First på et mindre niveau eller at omstrukturere vores måde at drive netværket på.

Efter et møde på Vesterlauget i september 2013, faldt valget på det sidste. Løsningen blev, at jeg blev ejer af netværket og dermed fik muligheden/ansvaret for at drive og udvikle netværket fremover.

Men det løste jo ikke umiddelbart min egen personlige udfordring med at finde tid til fuldtidsdrømmejobbet… eller måske gjorde det lidt alligevel.

For at gøre en længere, angstprovokerende, realitetsmødende historie kort, så valgte jeg i slutningen af september at sige nej tak til dagpengene og springe ud som dobbelt iværksætter.

Jeg startede simpelthen en konsulentvirksomhed op ved siden af Ladies First.

Virksomheden hedder BÜRO YAY og her hjælper jeg virksomheder og organisationer med alskens små og større opgaver indenfor branding, markedsføring, pr, konceptudvikling, oplevelsesdesign og netværksudvikling.

BÜRO YAY giver mig mulighed for at arbejde med min faglighed og mine andre interesser, smør på brødet og ikke mindst fleksibiliteten til at udvikle Ladies First og rykke på de nye idéer og planer som dukker op.

Her er vi nu

Jeg har selv skabt mine to drømmejobs med BÜRO YAY og Ladies First og krydser fingre for, at jeg kan blive ved lang tid endnu. Forhåbentlig indtil den dag, hvor den rigtige arbejdsgiver eller partner banker på døren, eller til jeg selv ønsker at søge nye veje og overlader Ladies First til en eller flere, der brænder ligesom meget for kvinder og foretagsomhed som jeg.

Jeg har et rigtig godt team af co-ladies omkring mig i Aarhus og et selvkørende super-team i København. Vejen ligger åben, og jeg glæder mig til de næste skridt.

Ladies-first-LynfabrikkenDet nye år kommer selvfølgelig til at byde på en række inspirerende og netværksopbyggende events i både Aarhus og København.

Herudover arbejder jeg på fulde drøn med at sammenfatte konceptet ‘Ladies First Business’, som bliver rullet ud for første gang fra februar.

Det bliver, til at starte med, én netværksgruppe i Aarhus med plads til 15 iværksætterkvinder (på sigt forhåbentlig mere end en og også i Kbh).

I Ladies First Business bliver der fokus på at skabe tættere relationer (end man ofte har mulighed for til vores åbne netværksmøder) så man i princippet får 14 ambassadører, der kan netværke for en, og som man kan sparre med.

Der vil blive afholdt månedlige, veltilrettelagte netværksmøder med inspirationsoplæg, fælles sparring, pitching osv.

Desuden får man som medlem en række fordele hos relevante samarbejdspartnere, eksponeret sin virksomhed på ladiesfirst.dk, 1-1 sparring og mulighed for at få hjælp til at finde en mentor.

2014 kommer desuden til at byde på konceptet Ladies:Talk, som bliver en række små video-interviews med foretagsomme kvinder, der vil blive produceret af de to dygtige co-ladies Amalie Vestergaard Olsen og Julie Alina Iwinski.

Siden starten i 2012 til og med 2013, har vi afholdt 21 events og fået ca 1600 medlemmer i Aarhus og Kbh til sammen. Det blev lidt større end 30 damer på en café!

/Alexandra

Dette er et uddrag af et indlæg på Ladies First, skrevet af co-founder af Ladies First netværket Alexandra Balshøj. Du kan læse hele artiklen her, og desuden læse om netværket her.

Skriv et svar