Det danske startup Tradeshift, som vi har fulgt siden 2010, se vores indlæg med Tradeshift, har i dag landet en investering på 400 millioner kroner.
“Det er i dag, med stor fornøjelse, at jeg kan meddele, at Tradeshift tager et kæmpe skridt fremad mod at udvide vores globale fodaftryk og vores mission om at forbinde hver enkelt virksomhed på planeten. Vi har dannet et strategisk partnerskab og lukket en investering på 75 millioner dollars fra Singapores Scentan Ventures”, udtaler CEO og co-founder Christian Lanng i en pressemeddelelse.
De har lige rundet 500.000 brugere, men præcist hvor mange, der er betalende kunder, vil de ikke ud med. Med den nye investering ligger Asien som et lukrativt marked, og som Christian udtaler, har de allerede planer om at åbne et kontor i Tokyo.
“Vi har brugt en masse tid på at finde den helt rigtige partner, der vil kunne flytte Tradeshift til the next level. Her taler vi ikke kun om en investering, men også vores globale ekspansionsstrategi. Scentan Ventures har en klar forståelse af vores vision og er i synk med vores ambition om at forbinde hver enkelt virksomhed på planeten på én fælles, åben platform”, siger Christian Lanng.
Det har længe været på tegnebrættet, at vi skulle lave et interview med Christian Lanng, og denne nye runde sætter tyk streg under, at vi skal eksekvere og få sat det i kalenderen. Så glæd dig til at høre hele historien om Tradeshift. Stort tillykke til Tradeshift og det danske startupmiljø.
3 kommentarer