Billettos direktør Henrik Teisbæk, løb sidste år med prisen som Årets Væksteventyrer – og det er ikke uden grund. Billetto er nemlig vækstet og på rekordtid blevet et af Nordens største medier for kulturoplevelser.
Iværksætterdrømme
Henrik Teisbæk har, siden han var barn, haft en iværksætter i maven og har derfor aldrig været i tvivl om, at det var den vej, han skulle gå. For fire år siden blev drømmen en realitet, da han og hans partnere lancerede deres første startup, Billetto. Siden er det blevet til flere, blandt andet firmaet Bloggers Delight, der har udviklet sig til at blive et af Danmarks største blognetværk.
Fingeren på kulturpulsen
Idéen til Billetto opstod da Henrik Teisbæk og hans partnere faldt over en undersøgelse, der viser, at en meget stor del af alle billetter sat til salg ikke bliver solgt. Sammenholdt med det faktum, at vi danskere i gennemsnit ser fjernsyn 3,5 timer om dagen, satte den lille gruppe iværksættere sig for at få danskerne ud af stuerne og ud til alle de kulturelleoplever, landet er fuldt af. Midlet skulle være en ny billetportal, hvor måden at sælge billetter skulle gribes an på en helt ny måde.
”Det som driver mig mest er det faktum, at Billetto faktisk er med til at påvirke, hvordan folk oplever kultur” siger Henrik Teisbæk til Trendsonline.dk.
I dag har billetplatformen udviklet sig til en farvepalet af kulturelleoplevelser, der byder på alt fra chokoladekurser til rockkoncerter og med et dagligt nyhedsbrev og portalens kalenderopbygning, er det gjort nemt for brugeren at have fingeren på kulturpulsen.
London, London, London
Det er ikke kun i Danmark, Billetto vil have kulturen på dagsordenen. Januar sidste år åbnede firmaet en afdeling i Europas kulturmekka, London, hvor billetportalen i dag har hovedkontor. Henrik Teisbæk spår en lys fremtid for Billetto i London, for som han siger, er det altid lørdag i London. Englænderne bruger langt mere tid på kultur end danskerne, men det betyder også flere konkurrenter for Billetto. Det er dog en udfordring Billettos direktør gerne tager.
England er ikke det eneste land billetportalen indtog sidste år. I 2013 udvidede Billetto også til Norge og Sverige og særligt Sverige har taget platformen til sig.
Billettos fremtid
Fremtiden ser lys ud for Billetto. Årets første seks måneder vil fokus fortsat være på England, Sverige og Norge. Men Billetto drømmer om nye eventyr. Det kræver dog en funding-runde at få startkapitalen på plads. Men med ny kapital i ryggen, vil Billetto kunne indtage nye relevante markeder i Europa. Henrik Teisbæk har særligt et godt øje til Tyskland, hvor han ser et interessant eventmarked.
Trendsonline.dk siger stort tillykke med Årets Væksteventyrer prisen og ønsker Henrik Teisbæk og Billetto god vind med deres nye kontor i London og den fremtidige vækstrejse gennem Europa.