Arkiver

Nyheder

Debat: Det perfekte startup-team

Velkommen til vores helt nye område på Trendsonline.dk, som vi kalder debatpanelet. Denne del af sitet er Content Partner indhold. Her vil du finde en række artikler, som bliver skrevet sammen med folk fra startupmiljøet, der vil startupmiljøet det bedste og samtidig støtter op om vores medie Trendsonline.dk. Sammen med debatdeltagerne vil vi med dette nye initiativ bringe endnu flere artikler ind på sitet med det klare fokus, at det er emner, man har lyst til at debattere.
LarsAndersen

Hvem ansætter man som den første, når man pusler med at starte en virksomhed? Dét og flere andre spørgsmål forsøger Trendsonline.dk at få svar på i denne første paneldebat.

Når man står på tærsklen til at træde ind i en ny tilværelse som iværksætter, er det naturligt at have spørgsmål rumsterende i hovedet. Derfor har Trendsonline.dk inviteret sit nydannede panel bestående af Lars Andersen, General Partner fra SEED Capital og Jacob Bratting Pedersen JacobBrattingPedersen1 Partner i Northcap til at forklare, hvad de mener, er essentielt, når du pønser på at gå startup-vejen.

Ledelse, salg og udvikling er vigtigst

Fra begge paneldeltageres side lægges der stor vægt på, at man har de rigtige folk, når man starter sin virksomhed.

”Det er vigtigt, at man tænker i baner af, at det idéelle startup-team skal dække kernedisciplinerne i seed-stadiet, dvs. som minimum ledelse, salg og udvikling. Andre kernefunktioner som f.eks. finans kan godt hægtes på senere,” forklarer Jacob Bratting Pedersen, som er partner i Northcap.

”Der, hvor rigtig mange startup-teams fejler, er i form af at få kommerciel traction på løsningerne. Der er simpelthen ikke nok fokus på salg i teamet. Mit råd er derfor, at man altid sikrer sig, at der er en sales manager med om bord i founder-teamet, og at vedkommende er godt incentiveret.”

Ligeledes forklarer Lars Andersen fra SEED Capital, at man skal sørge for at dække sig ind, så man har alle fornødne kompetencer repræsenteret i teamet.

”De teams, vi ser, har ofte en stærk forståelse for det tekniske eller for det kommercielle. Derfor handler det ofte om at styrke det aspekt i teamet, der er mindst udviklet. Det er naturligvis ekstremt situationsafhængigt, hvad der er udfordringen i de enkelte cases. Når vi laver sådanne undersøgelser af teamet, har vi meget fokus på personlige egenskaber som drive, intellekt og ikke mindst evnen til at eksekvere.”

Den første ansættelse

For Jacob Bratting Pedersen er en af de klare prioriteter, at man skal sørge for at have en sælgerkapacitet i sit team.

”Hvis en sales manager ikke er en del af founder-teamet, så er det her man skal ansætte den første. Jeg ser mange, som gør den fejl, at de ansætter forholdsvis uerfaren sælger til at starte med, da der ikke er råd til de tungere profiler,” forklarer han og fortsætter:

”Mit råd er, at man gennem incentivering med både equity og løbende bonus får en tungere salgsprofil med om bord. Han skal være af en kaliber, så man kan bygge et ordentligt salgsteam op omkring vedkommende og med den rette coaching og ledelse, kan det team godt bestå af mere uerfarne profiler. Men der skal være en tungere profil til at vise vejen.”

I SEED Capital råder man dog til først at kigge på ledelsen.

”Som udgangspunkt skal man starte oppefra og ansætte en dygtig CEO. Som førnævnt er det ofte, at vi møder teams med en udviklet forståelse for enten det tekniske eller det kommercielle. Når man ansætter, er det derfor vigtigt at kende ens svagheder og styrker, sådan at man på bedst mulig vis kan styrke virksomheden. Det handler altså om at bringe de kompetencer i spil, som man ikke selv besidder,” forklarer Lars Andersen.

Soloridt er ikke anbefalet

Fra begge paneldeltagere bliver det understreget, at det er foretrukket, at der står et team bag et startup. Igen er udgangspunktet kompetencesikring.

”Der skal nok være eksempler på det, men jeg kan ikke lige komme på nogen. Der er ingen tvivl om, at man øger sandsynligheden for succes ganske dramatisk ved at være et team. Der er selvfølgelig et max, da alle gerne skal have en meningsfuld ejerandel, men op til 5 founders er normalt ikke noget problem,” siger Jacob.

Mangfoldighed i founder-gruppen er også noget, de slår et slag for hos SEED Capital.

”Hos SEED Capital foretrækker vi altid, at teamet består af mere end en person. Opstartsfasen er sindssygt vigtig, og det er essentielt, at man har flere kompetencer i spil, sådan at virksomheden kan komme godt fra start,” siger Lars Andersen.

”Vi er så heldige, at vi har en del serieiværksættere, som har været igennem møllen før. Man kan godt mærke, at de har prøvet det før og har en masse erfaringer at trække på. Tech-økosystemet modnes hele tiden, og vi oplever derfor en rigtig god udvikling af folk, der har prøvet det før. Det er selvfølgelig dejligt med serieiværksættere, men endnu vigtigere er det, at teamet består af nogle folk, som kender den branche, de begiver sig ud i.”

Nu er vi klar til at høre din kommentar

Hvordan er dit team sammensat? Hvem var den første, I hyrede? Hvad ser du som den vigtigste person? Er du enig i, hvad Lars Andersen og Jacob Bratting Pedersen siger i denne artikel? Skriv din mening nedenfor og lad os sammen hjælpe hinanden til at forme det perfekte team.

2 kommentarer

  • Det er helt sikkert rigtigt at teamet er altafgørende, når det kommer til hvorvidt man opnår succes med sin startup og det er slet ikke dårligt tænkt at lave en SWAT analyse på sig selv, for at finde “fejl og mangler”:).

    Mit indtryk er dog at man oftest kommer længere, hvis man kigger sig om i netværket, før man ligger sig fast på en bestemt ide, istedet for først at finde ideen og derefter teamet. Når jeg kaster mig over et nyt projekt, tager jeg udgangspunkt i de kompetencer og ressourcer, jeg har bedst adgang til igennem mit eget netværk.

    Det er selvfølgelig ærgerligt at ligge gode ideer på hylden, for at gå efter mere “lavt hængende frugter”, men det gør også at jeg ikke ender i “hvis jeg nu bare fandt en der gad at investere en million i mit projekt”-fælden.

    Mit bedste råd er derfor at se på hvad du har og hvad der gør dig unik. Find de kompetencer der findes hos dig selv og i dit netværk og udvid det løbende. Find den ide, som ingen kan eksekvere lige så godt som dig og du er kun en helveds masse hårdt arbejde fra at opnå succes 🙂

Skriv et svar