Arkiver

Nyheder

Spotify-investor skyder penge i dansk vagtplanlægningsværktøj

Vagtplanlægningsværktøjet Planday har netop fået et tocifret millionbeløb fra venturefirmaet Creandum, som tidligere har investeret i Spotify, Fitbay, Vivino og Autobutler, der i dag alle nyder international succes. Nu skal Planday samme vej. Firmaet er klar til at rulle ud i England og senere USA.

Planday, som har udviklet et online vagtplanlægningssystem til alle typer af virksomheder, som benytter sig af en fleksibel arbejdsstyrke, har i dag offentliggjort, at de har fået investering fra venturefirmaet Creandum til at vækste endnu mere.

Creandum er tidligere kendt for at investere i danske digitale iværksættervirksomheder som Fitbay, Vivino og Autobutler, som Trendsonline.dk tidligere har skrevet om.

christian brøndum
”Vi er vokset organisk siden første dag og har tjent penge hele vejen, men vi havde behov for ekstra kapital til at sætte fart på vores geografiske ekspansion. Derfor gik vi på markedet efter venturekapital. Her fandt vi en investor, der udover at kunne finansiere vores vækst også er utrolig kompetent til at løfte startups til næste niveau,” siger Christian Brøndum, der er CEO for Planday.

Planday’s software-as-a-service har gjort det muligt for virksomheder at håndtere vagtplanlægning, vagtbytte, HR og løn online og mobilt af personalet – i stedet for at klare det fysisk på medarbejdertavler og regneark.

Klar til internationale markeder

Det går godt for det Gazelleprisvindende startup, og allerede indtil nu i 2014 har virksomheden ansat syv nye medarbejdere. Founderne begyndte derfor i 2013 at vende blikket mod udlandet, og Planday gik derfor ind på det norske marked og kigger nu mod de engelsk-sprogede markeder.

”De helt åbenlyse fordele ved det engelske og amerikanske marked er, at de har rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som vi kan markedsføre vores løsning over for. Mange af disse virksomheder vil inden for de næste år droppe regnearkene og vælge moderne software i stedet. Vi vil være det system de vælger, da vi har rigtig god erfaring med at holde på kunderne, når de tager vores system i brug. Med kapitalen fra Creandum kan vi lige præcis tage disse skridt langt hurtigere end vi ellers ville have kunnet og dermed har vi en reel chance for at komme vores udenlandske konkurrenter i forkøbet,” siger Christian Brøndum.

Kræsen investor

Creandum mødte første gang Planday, da virksomheden præsenterede sin forretningsidé i Silicon Valley i efteråret 2013. Herefter fulgte kontakt i Danmark og et par måneders due dilligence, hvor alt vedrørende økonomi, produkter, konkurrenter, salgsstrategier og personale blev endevendt. Planday slap gennem det lille nåleøje hos Creandum, som hvert år bliver præsenteret for over 600 forretningsidéer, men investerer kun i et ganske lille antal af de bedste idéer.

”Vi har en meget stærk tro på, at Planday-teamet har det, der skal til for at gøre firmaet til en global succes. De har allerede en solid kundebase med rigtig mange loyale kunder og har bevist, at de kan skabe vækst og tjene penge samtidig. Der er et enormt marked i software, der kan lette arbejdet for virksomheder og det har vi allerede stor erfaring i. Det gjorde Planday til en oplagt virksomhed for os at investere i,” siger partner, Johan Brenner fra Creandum.

Planday er netop nu ved at rekruttere deres første engelske medarbejdere, og pga. kapitaltilførelsen forventer firmaet også at sætte et flag ned i den amerikanske jord allerede i begyndelsen af 2015.

Læs mere om Planday på Trendsonline.dk her.

Læs mere om Creandum på Trendsonline.dk her og læse et interview med Martin Hauge fra Creandum her.