Arkiver

Nyheder

Samkørselsplatformen GoMore når 200.000 brugere

GoMore er en platform til samkørsel og privat biludlejning. Tjenesten har nu rundet 200.000 brugere.

Eventyret så dagens lys helt tilbage i 2005, da Matias Dalsgaard og Søren Riis studerede filosofi i Tyskland. De oplevede, at samkørsel blev brugt flittigt af tyskerne, og besluttede sig for at bringe fænomenet til Danmark. Siden da har GoMore ekspanderet til Norge og Sverige, men nu har de ramt 200.000 brugere på kernemarkedet hjemme i Danmark.

Læs også: Jesper Buch investerer i GoMore

Sigter på fem millioner brugere

matias_dalsgaardJeg er glad for, at så mange danskere bruger GoMore. Vores grundlæggende idé er, at vi skal udnytte vores eksisterende ressourcer bedre, når det kommer til transport. Idéen er ikke ny, men den er først blevet praktisk mulig i løbet af de seneste år i takt med at sociale medier og mobile platforme er blevet udbredt,” siger medstifter Matias Dalsgaard, der i dag er direktør for GoMore.

Matias fortæller, at han ikke ser nogen grund til at tjenesten ikke skal kunne vokse til fem millioner danske brugere. Antallet vokser i hvert fald støt, med 15.000 nye brugere om måneden.

Nye mobile apps på vej

GoMore startede med samkørsel og har siden udviklet en løsning til privat biludlejning, der bygger på den allerede etablerede brugerbase. I sidste måned lancerede de også et leasing koncept, hvor man kan lease en bil og udleje den gennem samme platform.

Læs også: GoMore lancerer leasingkoncept

Det nye fokus hos GoMore er mobil. Der findes allerede en iPhone app, men en forbedret version er på vej. En helt ny Android version vil følge lige i hælene på den.

På længere sigt er planen, at danskerne altid skal tjekke GoMore på mobilen, når de har et transportbehov eller har mulighed for at tilbyde et lift,” siger Matias Dalsgaard.