Danskerne øger fortsat deres forbrug på nettet, som i 2014 rundede 73,5 mia. kr. fordelt på 132 millioner handler. FDIH e-handelsanalyses årsrapport 2014 viser, at især børnefamilierne er den mest købestærke gruppe når der handles på nettet.
Næsten en tredjedel (32 %) af børnefamilierne handlede på nettet mere end 5 gange hver måned i 2014, og især inden for varekategorien Tøj, Smykker og Sko. Varerne Tøj, Smykker og Sko er stadig de mest populære blandt alle aldersgrupper, mens Dagligvarer, Mad og Drikke er steget markant fra 2013 til 2014.
Tablet er danskernes foretrukne værktøj
Handlerne foregår oftere via mobiltelefoner og især tablets, som børnefamilierne brugte til mere end hver 5. handel (22 %), viser FDIH e-handelsanalyse for hele 2014.
”Mobiltelefonerne vinder generelt stærkt frem som søgeredskab for danskerne under 50 år, hvor man orienterer sig om varer og butikker, men man køber ikke så tit via mobilen endnu. Derimod er det tablets, der tegner sig som afløser for pc’erne, når købet skal foretages. Tabletten er ofte lige ved hånden, så en søgning efter en vare fører oftest til et køb af varen. Det stiller krav til butikkerne om at tilpasse hjemmesider og betalingsmetoder til de mobile enheder, især tablets, så købet gennemføres nemt og enkelt,” siger Annette Falberg, adm. direktør i FDIH.
Ved seneste køb brugte 18 % af kunderne tabletten til søgning, og 14 % købte varen. For børnefamilierne søgte 27 % på tablet, og 22 % købte via enheden.
De unge finder nye veje til butikkerne
De unge skiller sig ud, når de skal finde vej til en ny butik på nettet. Kun 35 % af de unge går via søgemaskiner som Google mod 44 % i gennemsnit for hele befolkningen. FDIH e-handelsanalyses årsrapport peger også på, at anbefalinger fra omgangskredsen spiller en større rolle i aldersgruppen 18-25 år end hos andre kundegrupper. 20 % af de unge fortæller, at deres seneste køb skete efter anbefalinger fra omgangskredsen mod 15 % i andre kundegrupper.
Prissammenligningssider, kendskab til fysiske butikker og sociale medier scorer også højere hos de unge i forhold til resten af befolkningen.
De unge markerer sig også på, hvordan de får leveret varen fra netbutikkerne. Hele 42 % benytter sig af leveringsmuligheden ’selvhenter’, hvor de selv henter pakken i en automat, en butik med udlevering, en postbutik eller lignende. Dog er ’selvhenter’-løsningen også populær hos resten af danskerne, da 32 % af dem vælger denne leveringsmulighed. I 2013 var det kun 21 % af danskerne, som valgte at hente deres pakker selv.
“Vi har i løbet af 2014 set, at stadig flere vil have deres pakke leveret til nærmeste posthus i stedet for privatadressen. Afhentningsstederne har i dag længere åbningstider og ligger tættere på kunderne end nogensinde før. Det har gjort det mere attraktivt at bestille den lidt billigere pakke til et posthus, hvor man kan tilrettelægge afhentningen, når det passer bedst ind i en travl hverdag”, siger Morten O. Nielsen, Kommunikationschef i Post Danmark.