Nyt udbryderspil kommer til Danmark

Du bliver låst inde i et rum og har 60 minutter til at slippe ud. Det er udfordringen i underholdningsspillet Mystery Escape, som nu kommer til Danmark. Konceptet stammer fra et computerspil, som nu kan spilles ’i virkeligheden’. Af Mia Grosen 

Mystery Escape handler om at samarbejde og løse mysterier. Et hold på 3-5 personer bliver låst inde i et rum, hvor de skal løse et mysterium og en række gåder for at slippe ud af rummet igen. De har en time til at klare opgaven og bliver hjulpet på vej af en ‘Game Master’, der følger med via et kamera i rummet og giver dem hints på en skærm via specialudviklet software.

Fra Computer til ’live games’

Mystery Escape hører under kategorien ’live escape games’ – et fænomen, der i øjeblikket spreder sig over hele verden og kan spilles i bl.a. Berlin, London, Chicago og Shanghai. Fænomenet stammer fra en række populære computerspil fra Japan, hvor spilleren befinder sig i et virtuelt rum og skal finde en række spor og koder for at komme ud af rummet.

Det er iværksætteren Stine Juul Hansen, der tidligere har startet den sociale madklub MadRouletten i Danmark, der Stine Juul Hansennu åbner Mystery Escape i København.

”Da jeg hørte om denne nye type underholdning, tænkte jeg at det kunne være sjovt at åbne i København. Spillet passer rigtig godt ind i tidens tendenser og danskernes trang til at udfordre sig selv og få autentiske oplevelser. Det er oplagt for alt lige fra julefrokoster, polterabender, teambuilding og turister på besøg i København,” fortæller Stine Juul Hansen.

Virtual reality – næsten

Mystery Escapes åbner med 6 rum i København. Opsætningerne kommer fra samarbejdspartneren i Paris, så den del af arbejdet er Stine Juul Hansen ikke inde over. Hun kan til gengæld koncentrere sig om at komme godt fra start forretningsmæssigt.

”Mystery Escape er en ny type underholdning, der giver en intens oplevelse. Mens man er i rummet, er man tvunget til at samarbejde, og man bliver fuldstændig opslugt af spillet og glemmer alt om tid og sted. Det er en ret unik kombination af live underholdning og computerbaseret teknologi – faktisk så tæt på virtual reality, som man kan komme,” fortæller Stine Juul Hansen.

Succes-koncept fra Paris

Spillene er utroligt populære i Paris, hvor der er rift om billetterne. Stine Juul Hansen glæder sig derfor til at introducere københavnerne for konceptet.

Mystery Escape spillet er udviklet af to franskmænd og er allerede gennemført af 20.000 spillere, siden det åbnede i Paris i foråret 2014.

Spillet handler om at løse opgaverne hurtigst muligt og samarbejde og udnytte holdspillernes evner. Opgaverne løses både ved hjælp af logisk sans, numerisk tæft og kreativ tænkning. Spillerne skal selv finde ledetråde og fysiske genstande i rummets indretning for at komme videre i opklaringen – eksempelvis skjulte koder og nøgler til hængelåse.

Mystery Escape åbner i løbet af forået i København. Tidspunktet og den præcise adresse er fortsat en velbevaret hemmelighed. Stine Juul Hansen vil snart komme med de første ledetråde, så nysgerrige og spillelystne sjæle kan begynde at gætte hvor, og hvornår det sker.

Følg projektet på https://www.facebook.com/mysteryescapedk

Skrevet af

Læs også

Top