I 2012 investerede Freeway ApS i flere nye forretningsområder og projekter. Ét af disse projekter var Secondsale.dk, en secondhand markedsplads til børn og mødre. Efter godt 2 år på markedet lukker siden nu ned, da projektet har vist sig at være økonomisk urentabelt. Af Christina Klavsen
SecondSale startede op i januar 2013. I en e-mail udsendt d. 21. februar til alle registrerede brugere oplyser SecondSale, at de nu lukker ned den 6. marts. SecondSale drives af firmaet Marketplaces ApS med hovedsæde i Freeways hovedkontor i Viborg. Stifter af SecondSale er Morten Borg, som er tidligere stifter af Arto.
Læs også: Freeway har succes med vækst og nye forretningsområder
Projektet viste sig mere omfattende end forudset
Efter godt to år har stifter Morten Borg måtte sande, at projektet ikke var økonomisk bæredygtigt. Han begrunder afviklingen med, at det var svært at at få selve forretningsmodellen til at give mening rent økonomisk:
”Forretningsmodellen, med eget betalingssystem og forsikringsordning, viste sig simpelthen at være for administrativ tung til, at det kunne betale sig.”
Samtidig peger han også på uoverskuelige økonomiske og tidsmæssige omkostninger forbundet med at holde markedspladsen kørende.
“De økonomiske og tidsmæssige omkostninger til jurister, godkendelser, overholdelse af regler m.v. blev mere omfattende end ventet,” siger han.
Pres fra konkurrenter og udviklingen i markedet
Valget om at have sit eget betalingssystem viste sig at give bagslag, da udviklingen i markedet her har betydet, at andre steder eksempelvis kan tilbyde kunderne en hurtigere betaling.
“Samtidig er der ny konkurrence fra bl.a. mobilbetalinger, der yderligere udvander konceptet,” afslutter Morten Borg.
Fortsat håb for markedet
Udover SecondSale forsøger også Lopply, at få danske forældre til at handle med det brugte legetøj. Virksomheden lancerede tilbage i 2012 og havde dengang planer om at indtage det amerikanske marked.
Endelig er der Reshopper, som meddeler, at de lige nu får flere tusinde brugere om måneden, og at der oprettes over 100.000 varer hver måned. Reshopper lancerer til marts en længe ventet app til Android.
Læs også: Danske Reshopper vil lade dig shoppe med en baby på armen