Dansk vind-teknologisk virksomhed børsnoteret i London

Det offentliggøres i dag, at selskabet Windar Photonics børsnoteres på AIM London Stock Exchange i jagten på vækst. Værdiansættelsen af selskabet ved børsnoteringen lyder på godt og vel 370 millioner kroner. Af Pia Ella Elmegård

Windar Photonics står bag WindEye™, som med avanceret laserteknologi måler vindretning og vindhastighed foran vindmøllerne, sådan at energiproduktionen optimeres og slid reduceres, ved at rotoren positioneres rigtigt i forhold til vinden.

Martin Rambusch er CEO af den danske iværksættervirksomhed, der nu er børsnoteret på AIM London Stock Exchange.

Smidigt fra idé til prototype til faktura og børsnotering

Windar Photonics udsprang fra DTU og har modtaget investering fra en række business angels. I 2011 investerede også SEED Capital i virksomheden, og de er imponerede over, hvor hurtigt virksomheden har formået at gå fra prototype til at være en global spiller inden for området.

NielsVejrupCarlsen_SEEDSEED Capital betragter Windar Photonics som et skoleeksempel på, hvordan man går fra ide til faktura.

”Parløbet mellem direktør Martin Rambusch og stifter Jørgen Korsgaard Jensen har fungeret ekstremt godt. Ledelsen fortjener et kæmpe skulderklap for den indsats, de har leveret. Det er rigtig godt gået, at det er lykkedes selskabet at blive børsnoteret på AIM,” siger Investment Director, Niels Vejrup Carlsen, som også er en del af Windar Photonics bestyrelse, og har høje forhåbninger for den danske teknologivirksomhed.

“Vi er positivt overraskede over, hvordan de er blevet modtaget på aktiemarkedet i UK, og glæder os til at følge den videre udvikling.”

Niels Vejrup Carlsen er også en del af bestyrelsen af både Blackwood Seven, investorplatformen DealCircle, delebilsplatformen GoMore og hjernetræningsappen Brain+, der vandt Accelerace Investor Day tidligere på året.

Small cap børs efterlyses

SEED Capital er den største venturefond i Danmark inden for pre-seed og seed segmentet, og administrerer både privat venturekapital samt offentlige midler, der giver dem mulighed for at investere i nystartede virksomheder i de tidlige faser. De private midler kan herefter investeres i de mest succesfulde virksomheder i efterfølgende investeringsrunder.

Op til børsnoteringen er det lykkedes Windar Photonics at rejse ca. 60 millioner kroner. SEED Capital finder det glædeligt, at markedet har vist virksomheden den tillid, en børsnotering kræver, men efterlyser et tilsvarende effektivt kapitalmarked i Danmark.

”Børsnoteringen af Windar Photonics er sket hurtigere, end vi havde forventet, og det er en læring, vi tager med os. At rejse kapital på denne måde er klart noget, vi vil overveje fremadrettet. Jeg kunne godt ønske mig, at Danmark havde en lige så velfungerende “small cap børs”. Det ville skabe store muligheder for mindre virksomheder,” siger Managing Partner i SEED Capital, Ulla Brockenhuus-Schack.

SEED Capital annoncerede i forbindelse med deres årsregnskab et overskud på 237 millioner kroner. Dette skal blandt andet ses i lyset af deres nyligt overståede salg af sports-trackeren Endomondo, som de ejede 40 pct. af.

SEED forvalter i dag ca. 1,8 mia. kr. og har omkring 70 selskaber i sin portefølje.

Skrevet af

Læs også

Top