Egmont investerer millionbeløb i handelsplatformen Everclassic.com

Everclassic.com tager kampen op mod de traditionelle auktionshuse og peer-2-peer platforme, som den traditionelle platform DBA.dk, og de vil sætte skarpt fokus på klassikernes sentimentalitet samt kvalitet, og planerne stopper ikke ved det danske marked. Nu vil Egmont være med og investerer i den danske iværksætterplatform. Af Pia Ella Elmegård

Handelsplatformen er endnu under et år gammel og startet af kunst- og møbelentusiasten Rasmus Warnke Nørregaard, der også har en fortid i netop Lauritz.com, som han nu udfodrer med Everclassic.com.

Efter kort tid kom Peter og Jacob Kam med om bord som hhv. medstifter og investor, og nu offentliggjorde teamet bag Everclassic.com, at Egmont er blevet investor i handelsplatformen.

“Der er et utal af områder hvor vi kan samarbejde og sammen skabe super relevant indhold. Deres erfaringer med alt fra app-udvikling til international ekspansion vil komme os til gode. Egmont er på ingen måde en sovende investor. De er generøse i uddeling af deres erfaringer og dette kommer til at bidrage stærkt til vores vækstmål,” siger Rasmus Warnke Nørregaard om deres nye investor og samarbejdet der venter.

Læs også: Ny handelsplatform vil tage kampen op mod Lauritz.com og DBA.dk

Egmont satser på danske iværksætterkræfter

Egmont Publishing melder om en høj interesse for indretning blandt de danske forbrugere, der er særligt glade for Egmont magasinerne RUM og BoligLiv.

”Vi synes, at konceptet bag everclassic.com er rigtigt, og vi ser fine muligheder i et samarbejde. Ikke mindst fordi de to hovedkræfter bag sitet er stærke iværksættere med gode ideer, som matcher vores brands,” udtaler Peter Schrøder, Digital direktør ved Egmont, i en pressemeddelelse fra Egmont.

Peter Schrøder har desuden tidligere været investeringsansvarlig i det nu lukkede Partnerkapital i Vækstfonden, der foretog investeringer sammen med business angels. Peter Schrøder har blandt andet investeret i den danske iværksættervirksomhed Capevo, der laver digitale indberetnings- og selvbetjeningsløsninger og blev opkøbt af KMD i 2014.

Tidligere i år har Egmont annonceret investering i den danske edtech app Skriv og Læs af iværksættervirksomheden WriteReader, og før det et opkøb af kendis-mediet Realityportalen.dk, der har fat i reality-nichen i Danmark og dækker reality-kendisser, bryster, intriger og sex, der er begyndt at fylde mere og mere i TV-fladen og i de danske stuer.

Læs også: Egmont investerer millionbeløb i edtech startuppet WriteReader

Egmont er Danmarks største mediekoncern, når man tager målestokken på deres 30 lande og 6.600 medarbejdere. Udover magasiner som Euroman og ALT for damerne, bevæger mediekoncernen sig også inden for TV, biografer, computerspil, forlag og undervisning –  og så ejer koncernen også delvist nogle filmselskaber som eksempelvis Zentropa.

Derudover har Egmont sponsoreret Startupbootcamp og vandt en Host of the year pris, på baggrund af en meget aktiv deltagelse i startupbootcamp programmet.

Læs også: DEMO DAY gav publikum sceneshow og startups med resultater

egmont_banner_everclassic_1200x450

Everclassic.com får hjælp i kampen mod plastikmøbler og Ilva-lamper

I første omgang skal Everclassic.com bruge investeringen fra Egmont til at give brugerne mulighed for auktioner og for at tilgå handelsplatformen fra en smartphone.

“På den korte bane skal investeringen bidrage til lancering af auktioner og en App til smartphones. Derudover ligger der masser af forskellige konceptudvidelser klar, som skal færdigudvikles og lanceres,” siger Rasmus Warnke Nørregaard til Trendsonline.dk.

“På den længere bane, som dog ikke behøver at være så lang, skal samarbejdet bane vej for en international lancering.”

Iværksættervirksomheden har rykket hurtigt siden lanceringen sidste år, men har ikke ændret meget på konceptet siden da. Sidste sommer sagde idémanden om konceptet for møbel og kunstplatformen, at det handler om klassikere med sjæl.

”Vi er ligeglade med, om det er en kendt- eller ukendt designer, om tingene koster 30 kroner eller 30.000 kroner. Krystalglas fra 60’erne, tidstypiske teakmøbler, madam blå kander og andre finurlige effekter er velkomne. Men plastikmøbler, Ilva-lamper og andre ikke klassiske ting skal finde et andet sted at blive solgt. Man kan sige, at alle vores effekter har sjæl og historie.”

Rasmus Warnke Nørregaard har i mange år arbejdet i auktionsbranchen, blogger om kunst og møbler, og er også kendt fra programmet “Sæt pris på dit hjem” på den danske tv kanal TV2. I dag fungerer han som CEO for Everclassic.com, der nu har fået et ekstra skub fremad med platformens nye investor og samarbejdspartner i Egmont.

De vil ikke ud med investeringssummen, men afslører at det ligger i millionklassen.

everclassic_team

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

  1. jens@jckp.dk'Jens Pedersen said:

    Hvorfor skal investeringssummen holdes hemmelig?

    Mit spørgsmål er ikke udtryk for uberettiget nysgerrighed, men lidt åbenhed om investeringens og ejerandelens størrelse vil kunne give andre iværksættere en ide om hvor meget/lidt en investor vil betale for en given ejerandel, og dermed også lidt mere realistiske forventninger hvis man selv på et tidspunkt skal forhandle med en investor.

    Og da Everclassic er et ApS vil enhver alligevel kunne gå ind på cvr.dk og se ændringerne i kapitalen.

Top