Gæsteindlæg #2: Til tasterne venner – enden er nær!

I anden del af dette gæsteindlæg vil Rasmus Høegh Sørensen fra MCB rydde lidt op i antagelserne og give nogle håndgribelige inputs til at fange de besøgende både inden og efter de besøger din webshop. Af Rasmus Høegh Sørensen.

Hvad laver dine besøgende egentligt?
Der er meget at hente på at overveje, hvilken situation dine besøgende står i, når de lander på din shop. Her er nogle af de overvejelser du kan gøre dig.

– Hvor kommer dine besøgende fra?
– Hvilket medie kommer de fra? Mobil, tablet eller desktop?
– Hvordan tager dit site/shop sig ud på disse medier?

(Det er voldsomt ærgerligt at have skrevet rigtigt gode tekster, hvis de ligner p** på mobil og tablet)

Hvorfor besøger de netop dig?
-Hvad bliver der sagt om din forretning ude på nettet? (Tjek evt. Talkwalker ud)
– Er der et bestemt tidspunkt på dagen du ser særlig høj aktivitet?
– Er der nogle produkter eller landingssider som er særligt populære?
– Hvilke spørgsmål bliver oftest stillet på din chat/mail?

Alle disse spørgsmål er med til at give et billede af den situation som dine besøgende befinder sig i – og giver dig muligheden for at tilgodese dem.

Eksempel:
Har du fået det samme spørgsmål igen og igen på det seneste, måske fordi et bestemt emne indenfor dit forretningsområde har været i medierne, eller på anden vis i søgelyset? Så kan det være en ide at komme spørgsmålene i forkøbet/give en udstrakt hånd i form af eksempelvis en pop-up.

Situation: DR har haft et fokus på energibesparelse og især energisparepærer – som du sælger! Pludseligt springer din chat i luften med spørgsmål om lyskvalitet, farvegengivelse og om det virkelig kan passe, at LED pærer kan give det samme stemningslys som almindelige glødepærer.

Efter at have svaret på det samme spørgsmål 15 gange i træk, hiver du din telefon frem, laver en hurtig video med et speak fra dit eget hjem, hvor alle pærer selvfølgelig er LED, og forklarer hvordan lyset er helt det samme og hvilke pærer du specifikt har valgt.
Så uploader du videoen til din shop og smider et link i en pop-up på forsiden med teksten: “Giver LED pærer det samme behagelige lys som glødepærer? -Se videoen”. Nu når dine besøgende ikke engang at spørge, før du har svaret dem, og du har tilgodeset den situation som dine besøgende står i. I stedet for at brænde ud på chatten, har du givet dem et virkeligt indtryk af pærerne “in action” frem for blot at beskrive dem. For hvordan beskriver du egentligt lys?

Tip: I Google Analytics kan du se hvornår på dagen dine besøgende er mest aktive. Har du eksempelvis et peak i trafikken kl 7 om morgenen inden dagen for alvor begynder og 20.00 når familien har fået mad og der er ro i lejren – så er det vigtigt at du er til stede dér.

Hvis du fortrinsvist sælger produkter, som koster flere tusind kroner stykket, så er den potentielle kundes beslutningsproces ofte mere omstændig end for billigere varer. Måske skal partneren/chefen/organisationen/bankmanden tages med på råd. I disse tilfælde kan du gøre dine besøgende, og dig selv, en tjeneste, ved at gøre det nemt for den potentielle kunde, at dele det givne produkt med den/de andre beslutningstagere.
Dette kan eksempelvis gøres med en “Del” knap på produktsiderne, som åbner den besøgendes mail indeholdende et link til produktet. Dette er absolut ingen ny teknologi, men på bekostelige produkter kan det være en fordel at vise dine besøgende denne gestus, evt. med tekst under knappen lydende: “Har du andre der skal tages med på råd inden du køber? – Del her”

Hvad er dit problem?
Hvor provokerende det end kan lyde, er det et af de vigtigste spørgsmål at stille dine besøgende. I retorikkens verden arbejder man med begrebet det retoriske problem, som kendetegnes ved at være et behov for handling, som presser sig på i en given kontekst. Teoretisk set, er der et hav af retoriske påtrængende problemer, som kappes om opmærksomheden i enhver kontekst. Men dit fokus bør være på det, DU kan hjælpe med at løse.

Hvis du har en webshop, er det retoriske påtrængende problem for dine besøgende oftest de produkter/informationer de er på jagt efter. Har du et informativt site, som ikke sælger et produkt, men har til formål at oplyse, så er det påtrængende problem de informationer, som den besøgende søger. Din opgave som afsender er, at hjælpe dine besøgende med at løse det retoriske påtrængende problem bedst, hurtigt og til størst tilfredshed.

Derfor er det vigtigt, at når dine besøgende lander på dit site eller din shop, at de hurtigt og nemt finder det, som de søger. Dette er ikke en nyhed, men alt for mange shops og sites har fortsat store problemer med at sætte sig i den besøgendes sted. Dette kan ofte mærkes på både konverteringsraten, antallet af sidevisninger, afvisningsraten og den gennemsnitlige besøgstid. Her er en række spørgsmål du kan stille dig selv og dit site med henblik på at løse dine besøgendes retoriske problem.

– Hvad er det vigtigste formål med dit site eller din shop?
– Er det nemt at finde det vigtigste på dit site?
– Er dine mest populære produkter hurtige at finde?
– Er dine kernekompetencer tydelige for den besøgende?
– Hvor mange klik er der fra forsiden til produktet er købt? (Jo færre jo bedre)
– Er din produktbeskrivelse nem at forstå?
– Hvad får kunden og hvad får kunden IKKE?
– Er eventuelle produktvarianter/forskellige ydelser tydeligt illustrerede?
– Er der tydelig call-to-actions (“Køb”, “Læs mere”, “Kontakt os her” osv.)
– Hvilke problemer/tvivlsspørgsmål får du oftest på chatten eller din mail?
– Hvordan kan du komme disse tvivlsspørgsmål i forkøbet?

En klassisk og gennemprøvet måde at få syn for sagen, er ved at bestille brugertesting af dit site, hvor du får professionelle til at teste dit site på udvalgte parametre. Et “fattigmands alternativ” til dette, kan være at rådføre dig med familie, venner og alle andre, der gider lytte. -Tegner der sig et billede? – Er det de samme steder de adspurgte snubler gang på gang? – Så er det måske på tide at gøre noget anderledes. Du kan også opsætte split-testing, dog skal du være klar over, at du her får at vide hvad der performer bedst – kvantitativt, men ikke hvorfor. En kombination af begge typer test, er oftest den mest effektive løsning.

Tip: Hvor falder dine besøgende fra? I Analytics kan du opsætte tragtvisualisering, som viser hvor dine besøgende falder fra i det flow, som du ønsker de skal gennemføre. Er der nogle steder som har et særligt højt frafald? Så er der måske noget der bør gøres?

Det er din opgave som afsender, at hjælpe din modtager med at løse deres problem/hjælpe dem med at udføre den handling de skal – uanset om det handler om indsamling af informationer eller køb af produkter. I den henseende er det en god ide at hjælpe dem på vej ved at give dem overblik over fordelene ved, at de får løst deres problem hos netop dig. Her kan goder som “Fri Fragt”, “Dag til dag levering”, “Evighedsgaranti” osv. være overbevisende elementer for din modtager får løst til påtrængende problem hos dig og ikke din konkurrent.

Men først skal du fange de besøgende – uden for dit site – her kan et målrettet title tag og meta descriptions være en informativ, effektiv og GRATIS reklamesøjle til at fange dine potentielle kunder. Alt for mange anvender en standard meta description på tværs af alle deres landingsider. Ud over de åbenlyse problemer med dublikeret indhold som denne tilgang medfører, så snyder du også dig selv for at muligheden for, at målrette dine meta descriptions således, at de vigtigste SPECIFIKKE OG UNIKKE søgeord fremgår af landingssidens specifikke meta description – og hermed fange opmærksomheden i søgeresultatet. Når du tilretter dine meta descriptions og title tags til at være unikke for hver af dine landingssider, giver du, populært sagt, også Google en bedre chance for at indeksere dine landingsider korrekt, og dermed vinde frem på SERP (Search Engine Results Page – det søgeresultat dine potentielle kunder får).

Hermed er vi nået til vejs ende for denne gang. Jeg håber der har været nogle tips og tricks i posen, som du har kunne bruge til noget. Hvis du har spørgsmål til indlægget, ideer eller inputs så tøv ikke med at smide en kommentar nedenfor.

Kilde: MCB

Skrevet af

Læs også

Top