Accelerace klar til at spotte nye, lovende startups

Ambitiøse opstartsvirksomheder får gennem Accelerace-programmet en god mulighed for at udvikle deres forretning. Deadline er den 5. maj og programmet holder åbent hus senere på denne måned.

Accelerace er en dansk organisation, der styrker forretningsmulighederne for startups. Det sker gennem et seks måneder langt accelerator-program, der byder på konsulenttimer, netværksudvidelse og møde med investorer.

Det første program blev afviklet i 2008, og nu står den 14. udgave af programmet for døren. Programmet har ansøgningsfrist den 5. maj – ansøgningsskemaet kan findes her.

Der er plads til omkring otte opstartsvirksomheder i programmet i denne runde. Hvis man kommer gennem nåleøjet, kan man se frem til i omegnen af 200 timers vejledning fra en konsulent, der har solid erfaring fra iværksættermiljøet. Programmet slutter af med ’Investor Day’, hvor man præsenterer sit koncept for en række investorer.

Læs også: Danske startups løb med sejre til Accelerace Investor Day

Startups, der har være gennem Accelerace-programmet, har en høj overlevelsesrate. 92 procent af alle de virksomheder, der har været igennem programmet siden 2008, lever stadig i dag. I alt har Accelerace arbejdet med mere end 250 startups, der samlet har fået næsten 900 millioner kroner i investeringer.

”Tvinger dig til at gå i dybden”
Blandt deltagerne i det igangværende Accelerace-program finder man blandt andre Washa. Washa er en virksomhed, der ordner tøjvask over nettet. På deres site bestiller man sin afhentning og får tøjet tilbageleveret, når det er vasket.

”Vi er meget tilfredse med Accelerace-programmet. Konsulenterne tvinger dig til at gå i dybden med din virksomhed og spørge dig selv, hvad den i virkeligheden er,” siger Karim Ben M’Barek, der er direktør og medstifter af Washa. Han uddyber:

”Vi er blevet meget opmærksomme på vigtigheden af vores statistikker, vi tør springe ud i mere seriøs og systematiseret PR, og vi har fået mere indsigt i, hvad vores kunder bør informeres om. Og man stoler på den sparring, man får gennem programmet, fordi den kommer fra erfarne mennesker.”

Han tilføjer, at holdet bag Washa også har gjort brug af det store netværk, som Accelerace har kontakt til – både til advokater, revisorer, udviklere og senere i forløbet investorer.

Snus til programmet med åbent hus
Tirsdag den 21. april er der mulighed for at få en fornemmelse af, hvad programmet er for en størrelse. Accelerace holder nemlig åbent hus, hvor man både kan høre tidligere programdeltagere fortælle om deres oplevelser samt teste potentialet af sin ide overfor konsulenter fra Accelerace.

På scenen kommer Churchdesk, der har udviklet en platform, der gør det administrative arbejde lettere for kirker. Desuden er hensigten, at platformen skal hjælpe kirker til at nå ud til flere medlemmer. Churchdesk har tidligere været en del af Accelerace-programmet, og virksomhedens direktør og stifter Christian Steffensen fortæller om sine oplevelser til Acceleraces åbent hus.

Det samme gør Daniel Hansen, der er direktør og medstifter af Begravelsesguiden.dk. Begravelsesguiden.dk hjælper med de opgaver, der skal håndteres i forbindelse med begravelse og dødsfald. Virksomheden har ligeledes været en del af Accelerace-programmet tidligere.

Åbent hus-arrangementet tirsdag den 21. april er gratis – billetterne kan bestilles her.

Skrevet af

Læs også

Top