Arkiver

Nyheder

Danske Podio sætter IT-giganter til vægs

En ny og omfattende undersøgelse baseret på tre års arbejde og research viser top 100 over mest skalerbare startups. Her har danske Podio listet sig ind på en 20 plads foran en række IT-giganter.

Af Morten Frederiksen

Gennem de seneste tre år har Singularity Hub analyseret på succesfulde startups stiftet i 2005 og fremefter samt andre store selskaber. Alle de virksomheder, som Singularity Hub har haft i fokus, har været igennem en omhyggelig og grundig vurdering og fået en samlet score, hvorefter en top 100-liste er blevet udarbejdet. Listen er en gennemgang af de 100 mest skalerbare startups.

Skalerbarhed betyder, at ideen, konceptet og produktet skal kunne flytte sig til et højere niveau samtidig med, at det skal kunne øge sin udbredelse. Skalerbare virksomheder skal kunne masseproducere deres produkter, gøres massetilgængelige og rumme mange brugere.

Anerkendelse til danske Podio
På 1. pladsen ligger GitHub, som fik en samlet score på 76 ud af 84 point. På GitHub har man mulighed for at dele sine programmeringer og koder med venner, kollegaer og fremmede. På den måde kan man dele ud af sin viden og erfaringer.

Man skal ikke alt for langt ned på listen for at finde et navn, der er interessant, når man har de rød-hvide briller på. På 20. pladsen – foran giganterne Twitter, Skype, Facebook, Instagram og Snapchat – ligger danske Podio, som har opbygget en platform til digital projektstyring for virksomheder og andre, der ønsker at kunne samarbejde, organisere og kommunikere online.

“Det er selvfølgelig super fedt at komme på en liste med så fint selskab. Der er mange af de virksomheder, som vi synes, flytter den måde vi gør tingene på i dag, som står både før og bag Podio. Det er meget tilfredsstillende, at folk derude kan se, at det, vi ligger og roder med, giver mening,” siger Podios medstifter Kasper Hulthin.

kasper hulthinIfølge Kasper Hulthin er årsagen bag Podios store succes deres fremadrettede visioner.

“Fra start har vi haft en vision om at tænke fremadrettet. Vi ville gerne ændre folks måder at arbejde på og gøre det hele meget nemmere. Derfor har vores planer altid været langsigtede, hvilket har betydet, at vi har måttet tilpasse vores strategier derefter og træffe nogle særlige valg,” siger han og fortsætter:

“Vi havde et ønske om at ændre folks måde at arbejde på, hvilket er lykkedes. Det betyder, at vi i dag har en stor kundebase med tilfredse og glade brugere, hvilket selvfølgelig er super vigtigt,”  tilføjer Kasper Hulthin.

Fokus på organisationsstrukturen
Tidligere har skaleringen gået i én lang lineær linje, hvorimod den i dag oftere vokser eksponentielt. Det betyder, at udviklingen pludseligt kan stige voldsomt. Virksomheder, som anvender denne struktur, kaldes Exponential Organizations (ExOs). Det er disse virksomheder, som har mulighed for at gennemgå en pludseligt rivende udvikling og gå fra hundrede til millioner af brugere på meget kort tid.

Virksomheder, som gennem fundraising har fået en værdi på en milliard dollars eller mere, kaldes Unicorns, uanset om de har en lineær eller eksponentiel skalering. 35 procent af virksomhederne på top 100-listen betragtes som Unicorns, hvilket tydeliggøre ExOs gode udviklingsmuligheder.

Omfattende research ligger til grund
Enkeltpersoner i researchgruppen bag top 100-listen har tidligere arbejdet hos de forskellige startups, og derfor har deres vurderinger også haft en indflydelse på den endelige bedømmelse. Desuden blev der tilføjet tillægsspørgsmål om beliggenhed, antallet af ansatte og lignende.

Der blev spekuleret i, hvordan disse nystartede virksomheder fik så stor succes på så kort tid, og derfor sammensatte Singularity Hub for tre år siden denne researchgruppe bestående af 160 ExO-eksperter fra 45 forskellige lande. De havde til opgave at foretage en diagnostisk analyse af virksomhederne, for på den måde at kunne bestemme omfanget af skaleringen i de enkelte organisationer.

Skriv et svar