Aarhus Kommune barsler med et udstillingsvindue, hvor man kan se og prøve det nyeste inden for velfærdsteknologi.
Af Torben Kloster
Der er gang i en masse nye byggerier på havnen i Aarhus. Et af dem er bygningen Dokk1, hvor blandt andet et nyt bibliotek og det fremtidige Borgerservice kommer til at høre hjemme. Men ikke nok med det. Det får nemlig også selskab af et samlingssted for velfærdsteknologi.
Arbejdstitlen er ’Velfærdsteknologisk Eksperimentarium’, og stedet skal fungere som udstillingsvindue, hvor folk har mulighed for på egen krop at afprøve forskellige velfærdsteknologiske løsninger og komme i dialog med medarbejdere, udviklere, forskere og producenter om ønsker, behov og forslag til innovative løsninger.
”Vi vil udbrede brugen af velfærdsteknologi – ja, hele definitionen af velfærdsteknologi – til borgere i alle aldre. Udstillingen skal fungere som showroom, hvor man kan afprøve de forskellige produkter i realistiske omgivelser,” siger velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune, Ivan Kjær Lauridsen, til kommunens hjemmeside.
Apps til børn og automatiske vinduer
Dokk1 åbner den 20. juni 2015, mens indvielsen af selve det velfærdsteknologiske eksperimentarium er planlagt til at ske i december 2015. Stedet kommer til at indeholde alt fra apps til børn med læsevanskeligheder til stemmestyret vinduesautomatik for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser.
”Et sted, hvor markedsaktørerne kan mødes, udveksle erfaringer og etablere samarbejder. Samtidig vil vi have et levende sted, hvor vi alle som borgere kan se, prøve, diskutere og være med til at udvikle teknologiske løsninger, der stiller os bedre, friere og mere uafhængige – enten ved at vi selv køber løsningerne eller at de stilles til rådighed for os via det offentlige sundhedssystem”, siger Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S).
Læs også: Skal Danmark leve af velfærdsinnovation?
Udover at fungere som udstillingsvindue for borgere i alle aldre, skal stedet også være til rådighed for uddannelsesinstitutioner samt have tilstødende laboratorier, hvor forskere kan afprøve nye produkter.
Aarhus Kommune har afsat 6,3 millioner kroner til eksperimentariet, der i første omgang skal køre som et testprojekt fra slutningen af 2015 og frem til foråret 2018.