E-handlere får gavn af nyt gratis initiativ

Indre Markeds Center (IMC), der er en del af Erhvervsstyrelsen, har netop lanceret et nyt initiativ rettet mod danske e-handlere. Fremover vil det være muligt for virksomhederne at få gratis, skræddersyet rådgivning om de regler og krav, der gælder ved e-handelseksport til andre EU/EØS-lande. Af Sisse Melsen.

Webshops, der sælger produkter til ét land i Europa, skal forpligtiges til at udbyde deres varer til samtlige 28 medlemslande. Sådan lyder det, hvis EU-Kommissionen fastslår at servicedirektivet skal fortolkes således, at webshops ikke må diskriminere kunder i forhold til bopæl og nationalitet. Det betyder altså at webshops ikke længere skal have lov til at sælge til udvalgte EU lande. Formålet med den nye strategi er at nedbryde barrierene for e-handel over grænserne. Det vil nemlig ifølge Kommisionen skabe 3,8 millioner nye jobs.

Er danske netbutikker rustet til EU-Kommissionens plan?

”Mange regler er i dag ikke harmoniseret i EU. Det betyder, at man på en række områder skal sætte sig ind i 28 forskellige regelsæt. I praksis er det en barriere for særligt de mindre og mellemstore virksomheder, men barriererne bliver mindre nu, og det er vi naturligvis glade for,” siger Martin P. Barfoed, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv har længe efterspurgt hjælp til de mindre og mellemstore virksomheder, som ønsker at sælge på nettet til andre lande. Initiativet er en tiltrængt og stor hjælp for dansk nethandel. Initiativet fra Erhvervsstyrelsen kan især komme de danske e-handlere til gode, hvis de senere forpligtiges til at udbyde deres varer til de 28 medlemslande

Læs også: Ny EU-strategi kan blive et mareridt for netbutikker

En virksomhed som længe har drevet nethandel, og som har været med på ”digitaliseringsbølgen” fra starten, er A. C. Perch’s Thehandel, som udtaler:

”Initiativet er rigtig positivt. Det er enormt ressourcekrævende at starte nethandel op på andre markeder og i andre lande, og særligt for den mindre detailvirksomhed kan det være en stor hjælp at have et sted at gå til og hente rådgivning. Jeg kan bestemt godt se os selv benytte muligheden, næste gang vi tager fat i et nyt marked,” siger Christian Hincheldey, medejer af A. C. Perch’s Thehandel.

Planen for det digitale, indre marked blev præsenteret d. 6 maj og vil blive drøftet hen over sommeren i de 28 medlemslande og i Europaparlamentet, inden den skal forhandles på plads til oktober.

Kilde: Dansk Erhverv

Skrevet af

Læs også

Top