Drivr, Boliga og seneste AutoUncle er alle eksempler på, hvad der kan ske, når innovative nye virksomheder rykker ved den etablerede opfattelse af kutymen i en branche. I dag har AutoUncle vundet en lille sejr over internetgiganten eBay.
Af Tina Søndergaard
I dag er der faldet kendelse i en af de tre verserende retssager, som eBay fører mod startuppet AutoUncle. Vestre Landsret har stadfæstet Byrettens kendelse fra februar i år, som siger, at AutoUncle ikke overtræder fogedforbuddet mod at anvende data fra websites såsom Dba.dk og Bilbasen. eBay hævdede ellers at AutoUncle brød fogedforbuddet ved at benytte data fra bilforhandlernes egne hjemmesider på AutoUncles prissammenligningsside for brugte biler.
Den efterhånden lange række af søgsmål fra eBay mod AutoUncle begyndte i 2013, og kredser alle om AutoUncles ret til at benytte data om brugte biler til salg i Danmark på deres brugtbilssøgemaskine. Indtil videre har AutoUncle vundet tre sager, tabt en, mens der stadig afventes en kendelse i to sager.
Du kan få et overblik over sagernes forløb her, eller i grafikken herunder.
Forvirring om hvem der ejer data
Med den seneste kendelse indikerer retten, at det er bilforhandlerne, som har ejerskab over den data, de gør tilgængelig på deres websites. Tidligere kendelser har ellers skabt mere tvivl end klarhed omkring retten til data på internettet.
Tvivlen opstår på grund af kendelser i bland andre sagen om startuppet Boliga, der sammenligner boligpriser på tværs af ejendomsudbydere, ligesom AutoUncle gør det for brugtbilsmarkedet. Her fastslog Konkurrencerådet, at det er ulovligt for ejendomsmæglerne at boykotte Boliga, og at startuppet dermed har ret til at benytte informationer på ejendomsmæglernes hjemmeside. Der mangler altså en overordnet enighed, om hvem der har retten til data på internettet.

Netop denne problemstilling åbner de Radikales transportordfører Andreas Steenberg op for i et interview til Trendsonline.dk.
”Vi er generelt positive over for prissammenligningstjenester. De er jo med til at skabe mere konkurrence og jo mere konkurrence, vi får på et marked, jo mindre bliver priserne, og jo bedre er det for forbrugeren, ” siger han.
”Jeg har selv lige købt ny bolig og brugte prissammenligningstjenesten Boliga, hvor private jo også kan sælge deres bolig igennem. Jeg ser ingen grund til at det koncept, som fungerer i boligbranchen ikke skulle fungere for bilbranchen også. Men vi må afvente retssagen, og så må vi jo se, om det er noget, vi skal tage op på lovgivningsniveau, ” siger Andreas Steenberg og åbner dermed op for, at der skal lovgives på dataområdet inden for den nærmeste fremtid.
Innovative startups prikker til erhvervslivet
Det er ikke første gang at et startup har skabt konflikt i sit marked. Sidste sommer så vi eksempelvis konflikten mellem det Uber-lignende danske startup Drivr og de århusianske taxachauffører. Her førte mødet mellem taxachaufførerne og Drivrs chauffører til chikane, som til sidst drev Drivr til helt at trække sig fra Aarhusområdet.
I den forbindelse foreslog brancheforeningerne IT Branchen og Dansk Erhverv, at der var brug for en ændring i taxa-lovgivningen, som efter deres mening var forældet, så der kan blive plads til innovative tiltag, som Drivr og Uber.
Læs også: Daniels time-out: Man må ikke drive fremtiden ud af byen
Rune Fick Hansen, som er kommunikationschef i brancheforeningen IT Branchen forklarer, at foreningen generelt har en positiv tilgang til nye teknologier og forretningsområder.
”Nye disruptive spillere er godt for markedskonkurrencen og forbrugerne, og de tvinger typisk de eksisterende spillere til at videreudvikle deres forretningskoncepter. Det kan skabe vækst og også bedre produkter og services for forbrugerne, ” siger han.
IT Branchen håber da også, at der kan blive plads til endnu flere nyskabende teknologier på det danske marked.

”Nogle gange formår de etablerede spillere at tilrette egne produkter eller udvikle nye – inspireret udefra. Andre gange vinder udfordrerne markedet. Og nogle gange ser man nye samarbejder mellem etablerede og nye spillere. ”
”Men uanset hvordan det ender, så hilser vi som branche de nye forretningsmodeller velkomne, fordi det typisk bringer innovation, vækst og konkurrence om bedre produkter og brugeroplevelser med sig, ” forklarer Rune Fick Hansen.
Der forventes kendelse i de to resterende sager mellem eBay og AutoUncle i løbet af sommeren. Her skal gyldigheden af det oprindelige forbud afprøves, samt tages stilling til eBays krav om at udvide forbuddet til også at omfatte data fra bilforhandlernes egne websites.