Arkiver

Nyheder

Trustpilot-stifter: Man er hele tiden i alarmberedskab

Hvordan får man 500 millioner i risikovillig kapital? Og bliver det lettere? Der er ikke mange danske iværksættere, der kan svare på de spørgsmål, men den kun 32-årige Peter Holten Mühlmann svarer ‘hårdt arbejde’ og ‘nej’.

Af Pia Ella Elmegård

“Snapchat-fyrene får Zuckerberg til at ligne en gammel mand,” siger Trustpilot-stifteren, når vi taler om, hvordan de holder øje med nye konkurrenter.

“Vi holder selvfølgelig øje, men der er jo altid en risiko.”

Direktøren for danske Trustpilot siger selv, at anmeldelser med fem stjerner næsten allerede er 90’er-agtigt, så der er selvfølgelig altid en risiko for, at nogen kommer og forandrer markedet.

“Man er aldrig en sikker ting,” siger Peter Holten Mühlmann, der dog indtil nu har holdt sine investorer glade og tilfredse. Det gør han, fordi han fokuserer på at skabe resultater.

”Vi havde sat os nogen mål, dem nåede vi,” fortæller Peter Holten Mühlmann fra hans kontor i deres danske bygning i indre København.

Iværksætterlivet bliver ikke mindre stressende

”Nu har vi rejst 500 millioner, det var dét. Men du har ikke vundet noget. Det tager 10 år, før du kan se tilbage og sige, at nu er det overstået,” siger Peter Holten Mühlmann, men er ikke engang sikker på, at det kan gøres op efter 10 år. Han forklarer, at man skal have nogle delmål.

En gængs misforståelse ved iværksætteriet ligger i, at vi tænker for lineært. Vi tror, at det bliver lettere i næste uge, næste måned eller næste år – når vi har rejst de penge, landet den kunde eller ansat den person. Men sandheden for Peter Holten Mühlmann er, at han ikke laver mange ting, som han ikke har prøvet før – men der er stadig ikke nogen sikkerhed og ro.

“Man er hele tiden i alarmberedskab. Det er da lidt stressende efter otte år,” griner iværksætteren, da tastaturet larmer inde på hans beskedne kontor med den københavnske udsigt.

”At man når nogle milepæle er ikke en sikkerhed for din virksomhed, men for dig – som menneske – betyder det, at du står i en bedre situation. Måske har du fået en erfaring, der åbner døre til andre spændende projekter.”

“Det vælter ind med bud på projekter, som folk mener, at jeg nu er kvalificeret til,” fortæller Peter Holten Mühlmann, der forholder sig ydmyg til tilbud om bestyrelsespladser og meget andet. Han indrømmer dog også, at der ikke er mange danske iværksættere med hans erfaring – og resultater.

I morgen byder på mere af det samme

Med de første 1,8 millioner spurgte den private investor, som var stifterens fars fætter, om han kunne lave et produkt, som nogen ville bruge. Med de første 5,5 millioner fra SEED Capital i 2011 spurgte de, om Trustpilot kunne opbygge en salgsstyrke. Den store runde på 137 millioner kroner i 2014 stillede spørgsmålet om, hvorvidt Trustpilot kunne ekspandere til England og gøre det samme igen der.

Sidste måneds imponerende investering på 500 millioner kroner ønsker at se den danske virksomhed overtage verdensherredømmet for ‘online reviews’.

”Du får ikke en halv milliard til at lave eksperimenter,” forklarer Peter Holten Mühlmann, ”du får dem til at lave mere af det, som du allerede har bevist, du kan.”

Lære at kode – eller cykle en lang tur

Hvis Peter Holten Mühlmann ikke skulle lave ‘mere af det samme’, så ville han give sig selv en lang (og velfortjent) ferie.

”Til at starte med ville jeg rejse en masse. Og komme i meget bedre form,” griner Peter Holten Mühlmann og fortsætter:

”Et halvt års total pause ind til det blev kedeligt. Så ville jeg nok tage en periode, hvor jeg hjalp andre iværksættere. Og så ville jeg nok starte noget igen efter en 3-4 år,” siger han og tænker lidt.

”Måske ville jeg lære at kode. Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg ikke forstår de redskaber bedre, og så savner jeg at sidde med noget logisk.”

”Måske cykle en tur i en måned,” siger han pludselig, som om han kom i tanke om, at det var planen hele tiden.

Men Peter Holten Mühlmann er ikke på vej ud af Trustpilot. Med de seneste millioner på bankkontoen handler det nu igen om at bevise forretningens potentiale over for investorerne. Cykelturen må vente.

2 kommentarer

Skriv et svar