Hvornår har du sidst overvejet, om din bank eller forsikring passer til dit behov? En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at vi undlader at skifte leverandør på komplicerede markeder.
Det kan ofte være en jungle at navigere på komplicerede markeder, fordi vi ikke har tilstrækkelig indsigt i branchen. Mange produkter og services kan være så komplekse at vurdere, at vi undgår at skifte leverandør.
Finansielle markeder er en udfordring
En megafonundersøgelse med 5000 adspurgte danskere viser, at inden for de seneste 2 år har 89% undladt at skifte bank, og 81% har ikke skiftet indboforsikring.
”Vi kan se, at der er nogle markeder, især de finansielle, hvor forbrugerne har særligt svært ved at gennemskue, hvad de får for pengene. Det er et stort problem, for hvis forbrugerne ikke holder virksomhederne til ilden, svækker det konkurrencen,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i alt undersøgt 13 markeder, her i blandt: Indboforsikring, bilforsikring, bank, realkreditselskaber, mobilabonnementer og investeringsforeninger.
Vær en aktiv forbruger
”Generelt råder vi jo forbrugerne til jævnligt at tjekke, om de stadig har den bedste aftale. Det kan umiddelbart være svært at overskue, men der er nogle enkle tricks, man kan bruge. Eksempelvis kan man til en start udvælge nogle virksomheder via en sammenligningsside på nettet og så forhøre sig hos dem,” siger Carsten Smidt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens primære budskab er at være en aktiv forbruger, for at opnå det bedste produkt til prisen. Her kan du få gode råd til at skifte leverandør, sammenligne priser og forhandle om prisen.
Undersøgelsen viser, at 70-80% sandsynligvis vil kunne opnå en bedre pris, ved at forhandle med deres leverandør. Hvis du ligesom størstedelen ikke har taget stilling til dine leverandører på ovennævnte markeder, er der hermed argument for at overveje det.