Michelle er 25 år og opvokset i Herlev. Hun har en bachelor i HA(psyk.) fra Copenhagen Business School og tog sin kandidat i Beijing i Innovation Management gennem Aalborg Universitet og University of Chinese Academy of Sciences. Nu er hun selvstændig og hjælper konsulenter og eksperter med deres online markedsføring som virtuel personlig assistent. Det gør hun samtidig med, at hun bor forskellige steder i verden såsom Spanien, Chile, Marokko og Brasilien, sammen med hendes kæreste, der også er selvstændig.
Da jeg var ved at blive færdiguddannet sidste sommer, var jeg nødt til at tage stilling til, hvad der nu skulle ske. Mit liv havde været nøje tilrettelagt indtil nu. Folkeskole, gymnasiet, et enkelt sabbatår med frivilligt arbejde i udlandet, og så videre til universitetet. Men pludseligt var jeg færdig og klar, men til hvad? Jeg skulle træffe et valg.
Efter fem år på universitetet ligger det i kortene, at man skal have et godt job. Og har man læst cand.merc., som jeg har, skal det helst være i konsulentverdenen eller i en stor og anerkendt virksomhed. Mens jeg skrev speciale, var det spørgsmål, jeg oftest fik da også: “Hvor har du så fået job henne?”
Folk kiggede lidt underligt på mig, når jeg gav mit ærlige svar. Jeg ville skabe mit eget job.
I mine fem år på universitetet arbejdede jeg målrettet hen mod at blive en god kandidat, så jeg kunne få et godt job. Helst hos Novo hvor det meste af min familie har arbejdet. Det er til at forstå.
Men da jeg stod og skulle træffe det endelige valg, kunne jeg ikke få det til at harmonere med mine egne ønsker om den hverdag, som jeg egentligt gerne ville have. For hvad er et godt job egentlig?
En anden måde at blive hyret på
Jeg ville gerne have erfaring med forskellige typer af opgaver og arbejde med spændende mennesker, jeg ville lære så meget, som jeg overhovedet kunne. Og så ville jeg rejse. Bo i udlandet. Jeg ville noget andet.
Så jeg blev virtuel assistent. De fleste ved ikke, hvad det er for et arbejde. Kort fortalt, så hjælper jeg folk, der sælger viden, med deres online markedsføring og administrative opgaver. Mange troede, at jeg var en slags sekretær, men jeg er nærmere en personlig assistent, der kan assistere selvstændige med deres nyhedsbreve, blog, website og optimering af online tilstedeværelse i det hele taget. Når man hyrer mig, så er jeg der, men jeg er der ikke fysisk. Det er bare en anden måde at hyre en medarbejder eller en konsulent.
Jeg blev mødt af mange spørgsmål om mit valg. Kan man godt leve af det? Er det nu fornuftigt karrieremæssigt? Hvorfor søger du ikke et graduate program?
Indrømmet så var jeg da også selv i tvivl, om det kunne lade sig gøre. Jeg havde jo ikke gjort det endnu. Hvad hvis der ingen kunder kom? Hvad hvis jeg ikke kunne levere? Ville jeg kunne klare det økonomisk? Ville andre folk synes, at det var uambitiøst at starte sin karriere på den måde? Hvad hvis det ikke gik?
Det var bare nogle af de tvivlsspørgsmål, der pressede sig på. Især fyldte det meget, hvad andre ville tænke. Desværre.
Men jeg var fast besluttet på at prøve det af. Så jeg aftalte med mig selv at give det minimum et år, hvor jeg gav den fuld gas. Så kunne jeg altid revurdere derefter. Men det lykkedes! Der kom kunder i butikken, og de var glade, og de blev der og anbefalede mig til andre.
Jeg sparrede meget med min kæreste, der også er selvstændig, og andre selvstændige, der havde stået i samme situation som mig. Når de kunne, burde jeg også kunne gøre det. Og heldigvis blev jeg også mødt af mange, der syntes, det var et sejt spring og som troede på mig.
Nu nyder jeg en hverdag, jeg selv kan tilrettelægge, og jeg har de bedste kunder, som jeg elsker at arbejde sammen med. Dermed ikke sagt, at der ikke også er udfordringer af og til.
Ingen masterplan
Det hele virkede egentlig ret tilfældigt, når jeg ser tilbage, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg endte, hvor jeg er. Eller hvad der venter de næste år.
På trods af 18 års lineær skolegang, så står jeg nu uden en masterplan. Jeg ved kun, at det er fedt lige nu, at jeg er vokset meget det sidste år, at jeg har arbejdet fra seks forskellige lande på ét år, og at der stadig er tusinde ting, jeg gerne vil nå med min lille biks.
Efter så mange år med en plan, vil jeg tillade mig selv at gribe de muligheder, der opstår og ikke hele tiden tænke flere år frem. Jeg ved ikke, hvordan mit liv ser ud om 1-2 år. Jeg ved ikke, hvor i verden jeg befinder mig, eller hvad jeg laver. Mine kommende år er dedikeret til, at jeg vil prøve forskellige ting af, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Det gør faktisk livet lidt mere spændende, og så er det temmelig befriende at slippe kontrollen lidt.
Jeg er hverken særlig modig eller særlig speciel. Måske er jeg lidt mere nysgerrig og sulten på verden. Måske, måske. Men én ting, jeg har lært er, at det meste kan lade sig gøre, hvis du vil det.