I denne uge blev det annonceret, at den danske startup succes Be My Eyes – som en ud af bare 7 teams og den eneste fra Skandinavien – er kommet med i Singularity University’s accelerator program. Sammen med optagelsen på Singularity University følger en check på 100.000 dollars.
Hvad mangler en blind, når han/hun skal lave mad, vaske tøj eller tjekke om mælken er blevet for gammel? Et par funktionsdygtige øjne i lommen, som kan trækkes frem og skabe syn for sagen. Den danske app “Be My Eyes” gør dette til en realitet, ved at forbinde seende og blinde i dagligdagen.
Da Be My Eyes lancerede deres app i januar 2015, udløste det overvældende 10.000 brugere på kun 24 timer, udover en flodbølge af positiv respons på de sociale medier og i den internationale presse.
En dansk repræsentant fra norden
Be My Eyes har blandt andet vundet Nordic Startup Awards prisen for bedste social tech startup, ligesom de har været med i DARE2mansions accelerator program thinkubator, der kørte for første gang i foråret i det københavnske kontorfællesskab DARE2mansion.
Thinkubators udvalgte startups modtager gratis kontorpladser hos DARE2mansion, et legat på 15.000 kroner til at kickstarte deres projekter, og adgang til viden i verdensklasse hos institutioner som Singularity University. Herfra har Be My Eyes ansøgt om en plads i den prestigefulde accelerator i Californien, og det danske team har konkurreret med startups fra hele verden om de kun syv pladser. Appen der forbinder blinde med seende, bliver også det eneste startup fra hele norden.