Sidste sommer modtog det danske startup Templafy 20 millioner i venturekapital. Pengene skulle bruges til at styrke produktintegration mod enterprisesegmentet og tiltrække de bedste talenter i branchen. Nu har de åbnet deres Nordamerikanske hovedsæde i New York, og løser et niche problem på et globalt marked.
Templafy står bag en cloudbaseret service, der sikrer, at organisationer kan opretholde visuel og juridisk standardisering i skabeloner, dokumenter og præsentationer på tværs af platforme. Med deres løsning sikrer de at al materiale, hvad enten det er en Powerpoint-præsentation eller et nyt forretningsudspil, altid er tilgængeligt og altid on-brand, som de kalder det.
Kort forklaret kan deres software sikre en opdateret både visuel og faktuel identitet på alle organisationens dokumenter, noget der i selv store enterprise virksomheder endnu er en manuel proces.
“Visuel og juridiske ensretning af dokumenter er ikke den mest sexede disciplin i verden, men det er et problem, der har høj efterspørgsel på en løsning, i takt med at større virksomheder bliver både mobile og papirløse,” forklarer Christian Lund, der er stifter og CEO af den danske virksomhed beliggende på Strøget i København.
Allerede et halvt år efter sidste kapitalrunde på et tocifret millionbeløb har Templafy solgt 40.000 licenser i fire lande, og iværksættervirksomheden har blandt andre skrevet kontrakter med store danske virksomheder som ATEA, DSB og Scandinavian Tobacco Group. Nu er Templafy voksent nok til at forsøge sig på det amerikanske marked.
Nichefokus sikrer danskerne en stærk global position
Behovet for visuelt og juridisk standardisering i en organisations dokumenter er nemlig globalt. Mens andre spillere har fokuseret på at sikre tilgængelighed og brugervenlighed i deres services, har Templafy skabt en service, der også virker på tværs af alle applikationer.
“Vi hjælper med at sikre at design- og forretningskritisk indhold, som for eksempel kontrakter og juridiske dokumenter, altid er opdateret. Uanset hvor og hvordan brugeren vælger at tilgå dem,” forklarer Christian Lund, der har arbejdet med intern standardisering af virksomheders dokumenter gennem mere end ti år.
Selv i mindre virksomheder er det en tidsrøver for medarbejderen, at man manuelt skal ind og ændre virksomhedens adresse på hvert enkelt juridisk dokument og brevpapir. Og der findes allerede en del virksomheder, der har forsøgt at gøre processen lettere, men teamet bag Templafy har udviklet en software, der automatiserer det arbejde.
“Kapløbet mellem for eksempel Google og Microsoft har været fokuseret på tilgængelighed og brugervenlighed, men ikke på standardisering af virksomhedens dokumenter. Det er vores niche.”
Iværksættervirksomheden optimerer altså ikke kun en proces, men eliminerer den ved at sikre en standardisering på tværs af virksomhedens afdelinger, uanset hvornår de bliver tilgået – og ligegyldigt om det er fra en computer, en smartphone eller en tablet.
Det var netop dette, der gjorde, at de to ventureselskaber Sunstone Capital og SEED Capital, at investere et tocifret millionbeløb.
“Der er et kæmpe potentiale, og Templafy har identificeret et nyt behov blandt større virksomheder og går benhårdt efter at være de første til at udfylde det,” sagde driftsdirektør Jakob Ekkelund, tidligere investment manager ved SEED Capital, der som investor havde en bestyrelsesplads i Templafy ind til han tidligere i år valgte at tage en stilling i Templafy.
Endnu flere vil arbejde i skyen i fremtiden
Det anslås, at der på verdensplan er omkring én milliard brugere af office programmer. Analyseinstituttet Gartner forventer, at 60 pct af alle disse vil være på en cloudbaseret version allerede i 2022. Netop denne forventning til en generel adfærdsændring er det, som teamet bag Templafy mener, skal sikre dem en stærk position i fremtiden.
“Vores position på det globale marked kan ganske enkelt forklares med, at vi har en service, der har sin motor i skyen, så den virker på tværs af alle programmer, uanset hvor de ligger,” forklarer Christian Lund, og fortsætter:
“Dermed rammer vi direkte ind i en kæmpe efterspørgsel fra de mange virksomheder, der allerede lægger de fleste af deres programmer i skyen. Her er vi ved at sætte os på en markedskategori, hvor ingen andre har sat sig endnu. Derfor har vi et kæmpe potentiale.”
Templafy lancerede i 2014 som et spin-off af den danske virksomhed SkabelonDesign, som er den største skabelon-styrings virksomhed af sin slags i verden. Siden lanceringen har Templafy blandt andet vundet Traction Award-prisen ved DEMO i USA og The Battle of the Vikings pitch-konkurrence til Nordic Startup Conference.
https://www.youtube.com/watch?v=zFxRo9L5euA
1 kommentar