Man kan ikke uddanne sig til iværksætter i Danmark, og hvis du ikke har en uddannelse, er du nul! Det mener 20-årige Kristian Scharling, som til daglig, mærker problematikken via sine to virksomheder. Han er iværksætter, arbejder med iværksætteri i flere afskygninger og vil inspirere andre unge til at blive iværksættere.
Kristian Scharling er iværksætter med rødder i Ålborg, og har startet virksomheden Kvalitetstekster, som er et tekstbureau, der blandt andet arbejder med SEO, blogindlæg og PR. Til daglig driver han ikke blot én virksomhed men to, hvoraf den anden er Versus Consulting, der arbejder med at implementere innovation og iværksætteri på de danske folkeskoler.
Snusede til iværksætteri som 12-årig
Iværksætteriet startede for Kristian Scharling, da han var 12 år. Sammen med sine venner besluttede han sig for at lave en “streethockey klub”. Sin første virksomhed startede han som 17-årig af en meget simpel årsag. Han fik nemlig som 16-årig et job hos en iværksættervirksomhed.
“Da de flyttede til udlandet, stod jeg som frisk gymnasiedreng, glad for at drikke øl og bruge penge, men uden job. Jeg havde prøvet at sidde i Super Brugsen, og det var ingen succes, så jeg valgte at starte min egen virksomhed i stedet,” forklarer Kristian Scharling.
Han har aldrig tænkt på sig selv som iværksætter, men har altid godt kunne lide at koordinere og bestemme, og så kom iværksætteri lidt ved et tilfælde, da han fik et job med stor frihed i iværksættervirksomheden.
Iværksætteri er ikke anerkendt i Danmark
Da Kristian Scharling startede tekstbureauet, stødte han i første omgang ikke på store barrierer, men rykkede hurtigt fra en idé til etablering af et startup. Derimod ser han større barrierer i dag, som han ikke er alene om.
“Iværksætteri er ikke en anerkendt uddannelse og levevej ligesom universitetet. I Danmark har man alt at tabe på at være iværksætter,” siger han og fortsætter: “I Danmark er vi ikke gode nok til at rose hinanden for succeser, og bestemt ikke gode nok for at rose dem, der prøver, selvom de måske fejler.”
Ser vi mod USA, er der større tendens ti at blive anerkendt, hvis man har prøvet at lave sin egen virksomhed, selvom den måtte fejle, men i Danmark er det langt fra sådan, mener Kristian Scharling. Han tror, at det kan afholde mange unge fra at springe ud som iværksætter. Han fortæller også, at der er en mentalitet om, at alt skal være innovativt, og man skal opfinde den dybe tallerken for overhovedet at starte sin egen virksomhed.
Underviser selv i iværksætteri
Kristian Scharling har valgt at blive Global Entrepreneurship Week-ambassadør, fordi han brænder for at inspirere og fortælle sin historie. Han driver selv Versus Consulting, hvor han underviser unge i iværksætteri, og dette falder i god tråd med hans arbejde som ambassadør for Global Entrepreneurship Week.”Kan jeg blot tænde en iværksættergnist i én eller to elever derude, så er min mission lykkedes!” siger han.
Iværksætteri er mere simpelt, end vi tror
Det er vigtigt for Kristian Scharling at få iværksætteri i børnehøjde, fordi det ofte bliver gjort til meget mere, end det egentligt er.
“Iværksætteri går ud på at få ting til at ske, og det er desværre en kæmpe misforståelse blandt den gængse dansker. Når børnene kommer hjem og fortæller om, at de gerne vil være iværksættere, møder de straks en hurdle ved forældrene, fordi de netop også har et forvredent syn på, hvad iværksætteri er,” forklarer Kristian Scharling.
Iværksætteri behøver ikke være det nye Facebook eller Just Eat. Kristian Scharling vil ligesom de andre GEW-ambassadører, som også tæller Christian Stadil og Jesper Buch, besøge landets folkeskoler for at sprede ordet om Iværksætteri.
Global Entrepreneurship Week finder sted i uge 47 og byder på en lang række af events spredt over hele landet lige fra Ålborg til København. Du kan deltage i debatten på #skabfremtiden.