Arkiver

DebatNyhederUngt Tech

Mangler Danmark udviklere eller talent?

Danmark har ikke nok udviklertalent. Det er en udmelding, man ofte hører i det danske startupmiljø. Men hvad kan vi gøre for at løse problemet? Det har Trendsonline sat sig for at undersøge. Vi har derfor spurgt en række iværksættere om deres erfaring med problemet – og ikke mindst hvordan de mener, vi kan komme det til livs.  

Lara Neumann er 24 år og studerer innovation og management på ITU i København. Sammen med sine tre medstiftere har hun startet non-profit organisationen Codher, der er en eventrække, som skal lære kvinder at kode. De er nemlig trætte af, at der ikke er flere kvindelige kodere i Danmark. Noget Lara hver dag konfronteres med på sit studie, hvor hun er den ene af de i alt 2 kvindelige studerende på sin årgang.

“Jeg startede Codher, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er flere kvinder, der er gode til at programmere. Jeg læser selv på ITU, hvor jeg er ved at lære java nu, og de fleste af mine medstuderende er drenge,” fortæller Lara Neumann og uddyber:

“Det tror jeg dels skyldes, at de fleste ser kodning som et ‘mande-fag’, og dels at de fleste kvinder tror, at det ikke er et særligt kreativt fag. Men det mener jeg i høj grad, at det er. Med Codher er min ambition derfor at vise kvinder, at kodning rent faktisk kan være kreativt og feminint, og at det forhåbentligt kan medvirke til, at flere kvinder får lyst til at skabe sig en karriere inden for IT-branchen.”

Ifølge Lara Neumann er problemet altså ikke, at der generelt mangler udviklere i Danmark. Problemet er, at der ikke er nok kvindelige udviklere, og at de der er ikke er dygtige nok.

Det er således grunden til, at hun har startet sin organisation, hvor hun jævnligt holder arrangementer, hvor inspirerende talere kommer for at dele ud af deres viden.

Vi skal blive bedre til at dele viden og sparre med hinanden
Lara er ikke den eneste, der mener, at problemet ikke skyldes, at vi mangler udviklere. Kenneth Auchenberg, der sammen med vennen Daniel Frost står bag ColdFront Conference, Danmarks første konference for front-end udvikling, mener også, at vi har massere af udviklere i Danmark. Det der derimod mangler er en kulturændring hos de danske softwareudviklere. De mangler engagement, siger han.

“Vi har allerede en række communities, hvor udviklere kan hente inspiration, sparre med hinanden og derved blive dygtigere, men vi mangler et større engagement,” siger Kenneth Auchenberg.

Hans løsning var derfor at tage sagen i egen hånd og skabe ColdFront Konferencen, der i september blev afholdt for andet år i træk.

“Hvis Danmark skal kræve sin plads på den globale scene i forhold til udvikling, er vi nødt til at gå sammen, sparre med hinanden og hente inspiration udefra. Men vi mangler engagement i Danmark! Den almindelige danske ansatte går hjem til familien, når klokken slår fem, i stedet for at bruge en time eller to på at deltage i et community eller efteruddanne sig selv. Og det er et problem. Det skyldes måske vores 9-17 kultur i Danmark, men i høj grad også at vi har en kultur, hvor det ikke er kutymen at dele det, vi går og laver, med hianden”

ColdFront Conference og andre lignende communities er således, ifølge Kenneth Auchenberg, første skridt i den rigtige retning til at løse udviklerproblemet i Danmark. Men de danske virksomheder skal også indse, at det er deres ansvar at sørge for at efteruddanne deres udviklere.

“Det er vi nødt til, hvis vi vil sikre os, at virksomhederne finder deres udviklertalent indenfor grænserne og ikke udenfor,” lyder det afslutningsvis fra Kenneth Auchenberg.

1 kommentar

Skriv et svar