Kan det betale sig at få solceller på dit hus? Det har Picodat skabt en software, der kan give dig svaret på. Teamet bag den grønne startup fortæller her om deres første møde med hinanden til et hackathon, deres nye samarbejde med Climate-KIC, om fremtiden – og om at være med til at frakoble københavnske bygninger af elnettet.
Picodat er navnet på en ny dansk startup virksomhed, der har skabt en software, som kan regne ud, om det kan betale sig at sætte solceller op på specifikke bygninger. Det betyder, at husejere kan beregne, om der vil være en økonomisk og klimamæssig besparelse ved at installere solceller på taget.
”Vi vil gerne gøre skridtet til at skifte til grøn energi kortere. Så nemt og rentabelt som muligt,” fortæller Lars Holtse Bonde, CEO og Data Scientist ved Picodat, og uddyber:
”Helt basalt er vi en flok computer- og matematiknørder, der mødtes til et hackathon, hvor vi udviklede ideen til Picodat – en software baseret på en algoritme, der samler informationer om blandt andet beliggenhed, højdekort, antal årlige soltimer, vinkler og retninger på hustage. Alt sammen offentligt tilgængelige oplysninger, men der er ingen, der har brugt den her big data på samme måde, som vi gør med Picodat.”
Lars Holtse Bonde forklarer videre, at al den data, som Picodat bygger på, er offentligt tilgængeligt – og det har den sådan set været længe. Men det er nyt at samle informationerne til at beregne, om eksempelvis solceller på en specifik adresse kan betale sig. Her adskiller Picodat sig fra de etablerede virksomheder, der arbejder med såkaldt ‘big data’.
Hackathon gjorde fremmede til forretningspartnere
Da holdet bag Picodat mødtes til et hackathon, som Lyngby-Taarbæk Kommune stod bag i samarbejde med blandt andre Vidensby, DTU og Climate-KIC, var det kun et par af de unge mænd midt i tyverne, der kendte hinanden en lille smule. Hovedparten af de seks stiftere af Picodat havde aldrig mødt hinanden, før de deltog i hackathonet.
”Vi er et hold bestående af 6 unge mænd i alderen 23-29 år. Én er fra CBS – han står for vores forretningsudvikling. Derudover er vi to gedigne software- og computernørder og tre talknusere – matematikere, der beregner algoritmen bag teknologien,” griner Lars Holtse Bonde.
Efter deltagelsen i hackathonet blev holdet opfordret til at videreudvikle deres koncept og derudover at søge ind i Climate-KIC’s Accelerator program for grønne startups. Det har ikke været en hindring for holdet, at de ikke kendte hinanden i forvejen. De har kastet sig ud i et professionelt samarbejde for at gøre vejen til flere solceller på danske – og måske i fremtiden flere europæiske – hustage nemmere.
Ifølge Lars Holtse Bonde vil projektet sagtens kunne rulles ud i hele Europa, da al den data, som de har brug for til at kunne lave algoritmen, findes.
”Så det er bare med at eksekvere! Også før nogle andre får samme idé. Det er nu, vi skal handle og komme ud af starthullerne,” lyder det fra Lars Holtse Bonde.
Planerne for fremtiden er at starte ud først med Lyngby-Taarbæk Kommune og siden udvide til flere af landets kommuner – for derefter når lejligheden byder sig at rykke mod udlandet.
Picodat skal være en gratis tjeneste
På nuværende tidspunkt arbejder Picodat på deres forretningsplan – hvordan kan de tjene penge på deres koncept? Lars Holtse Bonde fortæller, at de i teamet er fast besluttet på at gøre deres tjeneste gratis. Så måske skal virksomheden tjene penge på at hjælpe folk videre i processen. Det er endnu ikke besluttet, men indtil videre har Picodat indgået samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og Vidensbyen, der vil tilbyde et gratis solcelle-tjek til borgerne i kommunen. Det bliver Picodats første test af deres software i en større skala.
”Vores produkt er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger, og vi mener, at det bør være en gratis tjeneste for brugerne. Men vi er selvfølgelig i gang med at finde ud af, hvad der giver mening i forhold til stillinger og løn i fremtiden,” fortæller Lars Holtse Bonde.
Startup virksomheden er stadig splinterny, og den ene halvdel af holdet arbejder fuldtid i andre virksomheder, mens den anden halvdel stadig studerer. Ingen er ansat på fuldtid i Picodat endnu, så projektet kører teamet primært om aftenen og i weekenden.
Københavnske bygninger skal kobles af elnettet
Picodat er netop kommet med i Accelerator programmet hos Climate-KIC. Faktisk er det så nyt, at de endnu ikke har deltaget i nogle af programmets workshops. Men holdet bag Picodat har haft løbende kontakt til Climate-KIC, siden de deltog i det famøse hackathon i 2014. Og for nylig blev de derfor inviteret med til innovationsprojekt i Københavns Kommune, hvor målet er at koble hele bygninger af elnettet.
”Climate-KIC skaffede os kontakten til Innovationsprojektet i København. Det er jo egentlig et ret godt eksempel på deres arbejde med at koble private og offentlige instanser med startups for at skabe innovative, grønne løsninger,” udtaler Lars Holtse Bonde.
Innovationsprojektet i København vil trække på flere samarbejdspartnere og finde grønne løsninger. Her kigges både på sol, vind, energilagring og flere andre aspekter af bæredygtige løsninger, forklarer Lars Holtse Bonde afslutningsvis.
1 kommentar