Arkiver

Nyheder

Fem tips til at crowdfunde dit Fashion-startup

Mode og tech går hånd i hånd hos det nye tøjmærke Bowery & Fourth. Her fortæller en af modestartuppets stiftere Sarah Louise Hansen om hvordan de tænker tech ind i en analog branche.

Mit tøjmærke Bowery & Fourth, fokuserer på “business wear” til kvinder. Målet er at udfylde det tomrum, der er i modemarkedet, når det kommer til pænt og feminint tøj til kvinder i erhvervslivet. Fra starten har det altså været helt essentielt for mærkets eksistensberettigelse, at det er forbrugeren, der er i fokus. Derfor er designs og brand blevet pilottestet blandt potentielle kunder meget tidligt i processen.

Modestartups er ‘pretty vanilla’
Crowdfunding er en fin måde at få lidt bredere markedseksponering tidligt i processen og teste sit koncept med begrænset risiko.

Fordi forbrugernes præferencer er så essentielle for Bowery & Fourth, har crowdfunding kampagnen været en fast del af min forretningsplan fra starten. Jeg opfordrer også alle, der sidder med en forretningsidé, til at give sig i kast med det, så snart de har et nogenlunde omsætteligt produkt; som iværksætter kan man nemlig godt gå hen og blive en smule ensporet af at sidde og pille sig selv i navlen, hvis man ikke får feedback fra omverdenen.

At lancere et tøjmærke ved hjælp af en crowdfunding kampagne kan være lidt af en udfordring. Udfordringen ved tøj versus eksempelvis tech er, at du med lanceringen af et tøjmærke sjældent bringer noget nyt og banebrydende til markedet. Selvfølgelig kan der være elementer af innovation i dine designs og din produktionsmetode, men sammenlignet med det hav af gadgets du finder på crowdfunding platforme, så er dit produkt altså ’pretty vanilla’.

Hvis du samtidig lancerer en kampagne med mode til kvinder, har du også demografien imod dig; mellem 58 og 70% af alle backers er nemlig mænd.

Selvom du måske har oddsene lidt imod dig, er det ikke en umulig opgave og der findes succes historier i blandt –  Roccamore og Enkel blot for at nævne et par. Nedenfor har jeg delt et par erfaringer, som jeg har gjort mig med min kampagne.

Du er ikke nogen superstjerne
Mange lancerer en crowdfunding-kampagne med forventning om at man bliver jordens omdrejningspunkt i det sekund, der bliver lanceret. Det er ikke tilfældet. Crowdfunding-sider som Kickstarter, Indiegogo og danske Boomerang stiller platformen til rådighed, men faciliterer altså ikke kontakten til medierne.

Ligeledes bruger journalister ikke timevis på at kigge tusindvis af kampagner igennem for at finde lige netop din kampagne. Det er altså op til dig selv at få din historie ud. Det første og vigtigste råd er derfor, at du har en knivskarp mediestrategi på plads inden du lancerer. Allier dig evt. med nogen, der har mere forstand på den slags, hvis du ikke er helt sikker på, hvordan dette skal gribes an.

Fokus på historien bag
Som jeg tidligere påpegede, er den største udfordring ved mode crowdfunding at ens produkt kun er innovativt i begrænset omfang. Og hvad gør man så, når man ikke ligefrem har patent på bukser?

Hvis du skal fange folks opmærksomhed, skal der i endnu højere grad fokuseres på historien bag. Identificer nogle grundelementer, som din historie består af og brug en eller flere af disse til at bygge din historie op. Hvilke grundelementer du fokuserer på, afhænger af, hvilket medie du henvender dig til. Hvis du henvender dig til et medie, der primært fokuserer på start-ups, kan det være en god idé at fremhæve crowdfunding vinklen. Skriver du derimod til en modeblog, så er det din kollektion og dig som designer, der skal i fokus.

For du skal nemlig i fokus. Mediesky eller ej. Når det kommer til modekampagner, er det nemlig i høj grad dig og din historie, der skal i fokus. ”Der er en lille grad af prostitution i det at køre crowdfunding kampagne” udtalte en bekendt, der selv havde kørt en crowdfunding kampagne for et års tid tilbage.

Stilleperioder
De færreste kampagner formår at bevare momentum igennem hele forløbet. Oftest vil der være en stille uge eller to, hvor der godt kan være en dag eller to mellem bidragene. Det kan være enormt frustrerende at ’skulle lade stå til’ mens uret tikker og datoen for kampagneafslutningen nærmer sig.

Sørg for at bruge dine stilleperioder konstruktivt i stedet for at sidde og surmule, mens du genopfrisker din browser hvert 5. minut. Kom de stille perioder i forkøbet og lav en liste med prioriterede opgaver, som du kan give dig i kast med for at fremme din kampagne.

Skru ned for glamouren
Mit største kritikpunkt har været, at min kampagne er for velpoleret, og at det hele ser lidt for professionelt ud. Det, synes jeg, er grænsende til tragikomisk, fordi jeg ved, hvor kaotisk der er her bag kulissen – til hverdag, såvel som under optagelserne.
Din kampagne skal selvfølgelig være professionel og troværdig. Dette er især vigtigt i kraft af, at du som sådan ikke har nogen juridisk forpligtelse til at levere det lovede produkt, når kampagnen er slut. Det er derfor vigtigt at du signalerer tillid.

Omvendt skal folk også have en fornemmelse af, at du rent faktisk har brug for pengene. Først og fremmest er grundprincippet omkring crowdfunding, at man skal hjælpe iværksættere, ikke virksomheder. Dernæst er det med til at skabe et element af intimitet mellem dig og dine backers. Igen er vi tilbage til det dér med at prostituere sig selv; folk vil gerne have en lille del af dig og din historie.

Skriv personligt til de folk, der støtter dig
Indrømmet, dette råd er til dels bygget på gisninger, men ikke desto mindre, så vil jeg råde til altid at skrive personligt til dine backers, så snart de har “pledget”. Det er med til at skabe et personligt bånd mellem dig og din backer og kan være med til at sikre, at vedkommende ikke trækker sit sponsorat tilbage under kampagnen.

Indtil videre har jeg haft én backer, der trak sit pledge (7-9-13). Jeg havde en del om ørene lige i de dage og som den eneste af mine backers, fik jeg ikke skrevet til hende og sagt tak. Min teori er, at hun blev lidt loren ved konceptet efter ikke at have hørt fra mig. Dette især i kraft af at det var første gang, hun sponsorerede nogen på Kickstarter. Givet, jeg kan ikke vide med garanti at dette var grunden til at hun hoppede fra. Om ikke andet, så er det bare go’ skik.

Bowery & Fourths kickstarterkampagne har indtil videre rejst over 80.000 kroner af de 100.000 de har bedt om. Kampagnen udløber den 11. december.

Skriv et svar