Rekruttering er evigt ‘hot-topic’ for startups, som på den ene side har brug for vildt talentfulde medarbejdere, og på den anden side ofte ikke kan tilbyde enorme lønninger. De midler, der er til rådighed skal udnyttes maksimalt – og der er rigtig gode penge at spare ved at bruge Linkedin.
Den gode nyhed er, at du ikke behøver bruge penge på at slå dit job op på en dyr job-side, i stedet kan du bruge Linkedin nærmest kvit og frit – og ofte mindst lige så effektivt. Især hvis du har tænkt dig at headhunte en medarbejder, er der rigtig gode penge at spare ved at bruge Linkedin.
En headhunter koster nemlig normalt mellem 50.000 og 200.000 kroner, mens du på Linkedin kan være din egen headhunter for bare et par tusinde kroner. Jarl Rosenlykke, projektleder i Rainmaking og Danske Banks nye rekrutterings-hub kommer her med deres bedste råd til rekruttering på Linkedin.
Læs også: Nyt initiativ skal spare startups for deres tre største problemer
1 Definer dine minimumkrav
På LinkedIn har de fleste allerede et job, så jo mere specifik du kan være jo bedre. Hvis du for eksempel er på udkig efter en udvikler, skal du sørge for at definere dine tech-krav. For at lokke dem væk fra et eksisterende job er du nødt til at skrive om alle de saftige, banebrydende teknologier, du vil bruge.
Du er nødt til at kende opgaven i din virksomhed rigtig godt og bruge de termer, som man bruger i den akademiske gren, din nye medarbejder kommer fra. Udviklere kan eksempelvis lugte det på lang afstand, hvis du bruger en masse voksen-ord, men ikke selv forstår det – så gør dig umage for at forstå det.
2 Lav en virksomhedsside på Linkedin
Opret en firma-side på Linkedin. Ansøgere der er interesserede i dit opslag vil højst sandsynligt tjekke den ud og give et “like”. Det giver dig en god talentmasse af “likere” at kontakte senere.
Sørg også for at dine nuværende ansatte angiver på Linkedin, at de arbejder for din virksomhed. Folk vil gerne have fantastiske kolleger, og på denne måde er det let at undersøge, hvem ens mulige kolleger er.
Skriv en appetitlig tekst om din virksomhed på din Linkedin-side. Fortæl om jeres værdier og hvordan I kommer til at ændre verden. Til sidst er det også vigtigt, at du har et lækkert cover-billede til siden, så folk kan se hvilket team og hvilken kultur, I har.
3 Opdater din personlige profil
Se Linkedin som et rekrutteringsværktøj – alt, hvad du gør på Linkedin kan føre til en rekruttering. Folk er normalt mere motiverede, når de er på en mission, så selv i din personlige profil, skal du skrive om virksomhedens mission og hvorfor det er vigtigt! Brug din profil til at skrive om hvor cool virksomheden er, og hvorfor I er et attraktivt sted at arbejde.
Endelig ville et par personlige anbefalinger ikke skade. Spørg et par mennesker, du sætter pris på.
4 Opgrader din konto
Du skal opgradere din Linkedin-konto så du kan få Inmails. Inmails er Linkedins måde at sige, at du skal betale for at være i stand til at kontakte folk, du ikke kender. Opgradering af din konto er ikke billig. Du bliver nødt til at hoste op med 5-600 kroner per måned.
Det er dog ikke alle der har brug for opgradering. Det er kun nødvendigt, hvis du gerne vil ‘headhunte’ folk. Hvis du leder efter ansøgere i en sektor, der normalt får en masse ansøgere, så skal du ikke gøre det. Hvis du er på udkig efter en udvikler, og din virksomhed ikke er Google, så bør du helt sikkert gøre det.
5 Skriv et fedt opslag
Husk: hvis du forsøger at tiltrække en udvikler, så snak om de spændende, banebrydende teknologier, som du bruger eller gerne vil bruge i virksomheden. Dine udviklingsprocesser vil også være et godt emne.
For at tiltrække dygtige kandidater bliver du virkelig nødt til at sælge din virksomhed. Lad være med at skrive om hvad du ikke ønsker i en udvikler, men skriv om din virksomheds værdier, raison d’être og din store kultur. Skriv om de fordele, som din virksomheden kan tilbyde den nye medarbejder.
6 Læg opslaget op
Nu er det tid til at slå jobannoncen op på Linkedin. Det kommer til at koste dig omkring 1500 kroner. Det er omkring det halve af hvad en annonce på eksempelvis Jobindex koster. Du kan betale for ekstra eksponering for mellem 7 – 12 kroner per klik, men jeg anbefaler at forsøge uden det først. Man får nemlig allerede stor eksponering fra den normale annonce.
Vær specifik om, hvor du vil have folk til at henvende sig. Hvis folk ansøger både på Linkedin og e-mail gør det det vanskeligere at følge op og holde et overblik. Jeg anbefaler mail, eftersom folk normalt fortæller mere om sig selv i en e-mail.
Hvis du forsøger at overbevise nogen om at forlade deres job for din virksomhed, er det bedst, at jobbet bliver indsendt af en CEO eller Managing Director. Hvis en praktikant eller assistent gør det, vil det ikke fungere særlig godt for små virksomheder. Hvis du er for optaget, så giv en anden adgang din Linkedin.
7 Headhunt dine kandidater
Jagtsæsonen er gået ind: Nu skal du blot begynde at lede efter kandidater i søgefeltet.
Du skal gennemsnitligt igennem omkring 30 – 50 kandidater før du kan ansætte den rigtige, så bliv ved med at prøve. Søg efter tech udtryk som python, php, iOS, backend, webudvikler, full stack. eller hvad du har brug for. Brug dine 30 Inmails til at skrive en overbevisende besked til mulige kandidater om, hvorfor de er den helt rigtige person til din virksomhed. Ubesvaret e-mails vil blive returneret efter et par dage, så du kan roligt spamme løs!
Skulle du imidlertid tænke, at det er en lidt større mundfuld, end du har lyst til at bide over, så er der god hjælp at hente hos thehub.dk. God jagt!