Arkiver

IværksætterlivNyhederSustainable TechUngt Tech

Deemly: Du skal være lige så troværdig online som virksomheder skal

Deemly, Sara Green BrodersenTeamet bag Deemly med Sara Green Brodersen i midten

Der popper flere deleøkonomiske tiltag op på det danske marked, men der mangler en fælles gennemsigtighed på tværs af platformene. For hvad nu hvis, man har en god vurdering på en platform, men ikke kan se den på en anden? Et nyt reputation site vil hjælpe dig med at blive mere troværdig.

Hun står der med åbne arme og en bred streg af et smil tegnet i ansigtet. Det er Sheryl. Hun elsker at rejse, lejer ofte andres lejligheder og bytter sig til modetøj og kjoler. For første gang forsøger hun sig med samkørsel, men hun har ikke nogen tidligere anbefalinger. Det er her, Deemly kommer ind i billedet.

Deemly er et nyt reputation site. Altså et site, der viser dine tidligere scores og omdømme fra flere deleøkonomiske tjenester, og Sheryl er Deemlys tegnede fortæller, som i en kort animationsvideo forklarer, hvad andre, der elsker deletjenester som Gomore og Airbnb, kan bruge Deemly til.

Personlige anbefalinger på tværs af platforme
Deemly viser din troværdighed på tværs af platformene ved at give brugerne mulighed for at samle deres personlige anbefalinger og vurderinger ét sted, fortæller stifter Sara Green Brodersen.

“På den måde er der større gennemsigtighed imellem brugerne, og de kan føle sig mere troværdige og trygge,” siger hun.

Hun fornemmer allerede nu interesse fra andre brancher.

“Hvad hvis man kunne bruge sin Deemly-score til at finde en roommate, søge jobs eller til dating? Der er mange steder, hvor tillid spiller en stor rolle og er bestemmede for, om folk vil interagere med dig,” siger hun.

En lokal løsning
Mange virksomheder arbejder i feltet mellem sikkerhed online og brugerverificering, men ifølge Sara Green Brodersen findes et samlet reputation site, hvor personlige anmeldelser kan overføres på tværs af platform, endnu ikke på det danske og skandinaviske marked.

“Jeg tror på, at mange foretrækker, at deres data ikke deles til USA og andre lande, men at de kan bruge en lokal løsning, som vi nu kan tilbyde,”

Samtidig lancerer Deemly et integreret ratingsystem for de services, som endnu ikke har anmeldelser integreret på deres site.

Deemly starter ud med en freemium-model, mens Sara Green Brodersen og holdet bag Deemly tester forskellige løsninger af. Interesserede kan dog allerede tilmelde sig via deemly.co og få besked, når sitet går live.

Teamet bag Deemly
Bag Deemly står udover stifter Sara Green Brodersen fire andre iværksættere, som tidligere har været med til at stifte virksomheder heriblandt Indiemondo, Obodo, MindTeacher og Heatmat.

Iværksætterne er Jonas Rasmussen, business developer, Jens Farvig Thomsen, frontend developer, Peter Toft Jølving, backend developer og Pernille Spang Rasmussen, marketing, PR og communications advisor.

Deemly er med deres kamp for en mere troværdig online virksomhed endt som finalist i dette års Venture Cup Idea Competition i kategorien Fintech. Vinderen kåres fredag den 29. januar. Du kan se hvem de andre finalister er og booke din billet på dette link.

Deemly promo from Sara Green Brodersen on Vimeo.