Arkiver

CloudNyhederSoftware

Sepiors cloud-sikkerhed skal forbygge det næste ‘Watergate’ i USA

Efterhånden bruger alle konceptet med virtuelle skyer. Det er nemt at dele information og data, og så er de i sikkerhed, hvis computeren går ned. Men spørgsmålet er, hvor sikker skyen egentlig er. 

Som så mange andre virksomheder inden for IT-sikkerhed, så planlægger det danske startup Sepior, der arbejder med krypteringsløsninger til cloudsystemer, at skalere deres produkt til det amerikanske marked.  Dette er blevet muligt efter, at de for nyligt fik tilsagn om en større pulje af EU-midler.

Læs også: Sepior får investering til at beskytte cloud-data mod hacking

Men hvorfor er USA så interessant for europæiske IT-virksomheder i forhold til sikkerhed? USA har jo sit eget blomstrende IT-miljø. Men ifølge Sepior, er det netop derfor, at Amerika er interessant.

”USA er interessant, fordi hovedparten af de store cloud-udbydere, såsom Google, Amazon, Dropbox og Microsoft for at nævne et par, ligger der,” siger Nicolaj Højer Nielsen, serieiværksætter og medstifter i Sepior.

Men med det nye krav fra ‘National Security Agency’ om at få nemmere adgang til udbydernes data, bliver mange af de amerikanske virksomheder forbeholdne over for de amerikanske udbydere og begynder nu at vende blikket mod de europæiske alternativer. Dette gør de, fordi agenturet har fremlagt et krav om at have en åben bagdør, med adgang til data fra ovenstående cloudvirksomheder.

”Derfor oplever vi meget stor interesse for vores krypteringsløsning fra amerikanske udbydere, da de netop gerne vil have en løsning, som beskytter kundernes data, uden at udbyderen selv har adgang til krypterings-nøglerne,” udtaler han.

Men det betyder dog ikke, at Sepior rykker hele virksomheden til USA. De forbliver i Danmark og fokuserer på ikke at brænde unødig kapital af på et fysisk ryk. Noget, mange startups har brændt fingrene på, rent økonomisk, ifølge Nicolaj Højer Nielsen. Rent pris- og produktmæssigt mener han også sagtens, at de kan konkurrere med de amerikanske virksomheder. Hos Sepior vil de hellere fokusere på produktet.

Desuden har de i Danmark adgang til en masse talentfulde udviklere, tilføjer Nicolaj Højer Nielsen.

Sikkerheden har sovet i timen
Som Nicolaj Højer Nielsen tidligere har påpeget, så handler det om sikkerhed- om at beskytte brugernes data.

”Muligheden består kort fortalt i, at “cloud” nok er den største trend, der er sket på internettet, siden det blev “opfundet”, og de første år har virksomheder og forbrugere været lidt ligeglade med sikkerheden, da truslerne blev opfattet som “teoretiske,” siger Nicolaj Højer Nielsen.

Selv har han ikke en synderlig ekspert-baggrund i IT-sikkerhed, han kom faktisk først ind i det for 5 år siden. Men da var han også overrasket over hvor nemt det var, at hacke sig ind i en computer eller et netværk. Ifølge ham, er det nærmest noget, alle kan lære:

”Du skulle bare vide hvor nemt det er at hacke min eller din computer, eller hvor nemt det er, at hacke din virksomheds netværk. Jeg er ikke ingeniør. Men giv mig 2 måneder og noget software, jeg kan købe lovligt på nettet, og så kan jeg gøre det! ”

Nicolaj Højer Nielsen påpeger yderligere, at truslen stiger, efterhånden som både private og virksomheder bruger internettet til alt.

En moderne Watergate?
Nicolaj Højer Nielsen mener, at faren også ligger i, hvor udbredt det er, at snage i private data. Ifølge ham udnyttes den manglende sikkerhed eksempelvist ofte af forskellige statslige agenturer, blandt andet i USA

“- og hvem ved om datastrømningen stopper der?” tilføjer han.

Dataen kan også benyttes af kriminelle til at opnå information- enten om virksomheder eller privatpersoner- der så kan bruges til afpresning. Han nævner eksempler som finansverdenen og sundhedssektoren, hvor et brud på datasikkerheden, potentielt kan lække sensitive oplysninger, der kan skade privatpersoner og virksomheder.

”Hvis vi ikke forbedrer sikkerheden, så sker disse indbrud igen og igen, til skade for dem det går ud over, men også til skade for hele tilliden til de elektroniske systemer.”

Det mener Nicolaj Højer Nielsen, at Sepior kan løse på en nemmere og billigere metode, end konkurrenterne. Nu er Sepior en virksomhed, der opererer på et nichemarked, så han siger, at de ikke umiddelbart har så mange konkurrenter. Den fremmeste er et amerikansk selskab ved navn CipherCloud, som tilbyder det samme som Sepior, men, ifølge Nicolaj Højer Nielsen, er de både dyrere og mere besværligt at anvende, idet der med deres system, skal installeres en fysisk boks hos virksomheden.

1 kommentar

Skriv et svar