Arkiver

NyhederPlatformSoftwareUngt Tech

WiFi frem for havudsigt: Mobilen er din bedste rejseven

Danskerne prioriterer adgang til WiFi højere end både havudsigt, roomservice og minibar, når de bor på hotel i udlandet. Tendensen peger på, at danskerne forventer adgang til WiFi og dagligdagens almindelige services, når de er udenlands.

Danskerne prioriterer adgang til WiFi højere end både havudsigt, roomservice og minibar, når de bor på hotel i udlandet. Det viser en ny undersøgelse fra Wilke. Her svarer 40 procent af danskerne, at de nødigt vil undvære adgang til WiFi på hotellet.

”Vores interne analyser bekræfter tendensen. Vi ved, at smartphonen giver frihed til impulsive oplevelser på ferien. Man slipper for at planlægge dagens seværdigheder hjemmefra, fordi man altid kan Google sig frem til interessante attraktioner i området og bruge mobilens GPS, hvis man skulle fare vild,” forklarer David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3 Danmark.

“Man kan sige, at smartphonen er den moderne rejsendes søkort. Og det er netop på rejsen, at vi virkelig drager fordel af mobilens mange muligheder, når vi bruger apps som Triplt til at holde styr på rejsedokumenter, Uber til at komme fra lufthavnen til hotellet og Google Maps til at finde rundt på destinationen.”

3 har lavet undersøgelsen i forbindelse med konceptet 3LikeHome, hvor de har droppet roamingafgifterne i 28 lande. Teleselskabet har valgt at fokusere på deres kunders muligheder, når de er udenlands, da de ser en tendens til at benytte telefonen som både GPS og turistguide i den by, som man besøger.

Fremtidens rejseven er i din lomme
Også danske startups har været først med på denne tendens. Deal aggregatoren Bownty, der samler, sorterer og formidler deals til forbrugere, begyndte sidste år også at fokusere på det rejselystne behov. I dag tilbyder de en lokationsbaseret service, der fortæller dig, hvilke tilbud du kan bruge her og nu, og funderer som en real-time rejsekompagnon, der muligvis kan erstatte de kendte rejseguides i bogform.

Også den danske platform Startuptravels skal gøre det lettere for iværksættere, der rejser meget, at finde hjælp til et sted at sove, en kontorplads eller ligesindede at drikke kaffe med, når de er på farten.

På samme vis hjælper det danske rejse startup Comundu hostels med at digitalisere deres kommunikation og services til de unge backpackere, der også er mere og mere online.

“For bare fem år siden var backpackere i langt højere grad offline på deres rejse. I dag rejser alle med en smartphone, hvilket åbner op for helt nye muligheder for de hostels, de bor på undervejs. Mange hostels arbejder stadig meget analogt med deres formidling af information og udbud af aktiviteter, hovedsageligt på tavler i receptionen,” forklarede Mia Grosen i forbindelse med deres millioninvestering i maj måned sidste år.

Både 3, Bownty, StartupTravels og Comundu innoverer oven på den stigende forventning om både adgang til WiFi og en opretholdelse af online services, som de kender fra hverdagen derhjemme.

Skriv et svar