Til sommer vil det blive dyrere for dig at klikke varer hjem online. Så er du vild med at handle billigt over nettet, skal du ud af farthullerne og handle amok inden Skat til august afskaffer e-butikkernes momsfri levering.
Fra den første august i år, vil Skat afskaffe den momsfri levering, som e-butikkerne indtil nu har nydt så godt af. Ifølge Politiken, vil der blive pålagt momsgebyr på virksomheders forsendelser af varer til privatpersoner i forbindelse med internethandel. Men vil du sende en pakke til din kammerat via Post Danmark, fra privatperson til privatperson, kan du dog stadig gøre det momsfrit.
E-kunderne kommer til at betale
Det vil dermed betyde, at shopper du over nettet, og får leveret varerne via post, vil det blive dyrere for dig.
E-handlen bliver dyrere for kunderne, da momsen med al sandsynlighed vil betyde en stigning i prisen på varerne. Henrik Theil, som er kommunikationschef i FDIH, spår at danskerne på den præmis kommer til at handle mindre over nettet.
”Det vil betyde, at det bliver dyrere for kunderne at handle hos e-forretningerne. Vi har en forventning om, at det enten vil få direkte indflydelse på varernes priser eller betyde, at fragtgebyret overdrages fuldt ud til kunden. Det er en stor udfordring for netbutikkerne at kunne løbe rundt, dels på grund af omkostninger til fragt og betalingsløsninger, som de i konkurrencens hellige navn ønsker at fritage kunden fra,” uddyber Henrik Theil.
Skidt for de danske e-butikker
Men det er ikke kun de danske forbrugere, som normalvis nyder så godt af den billige e-handel, der bliver påvirket af det nye tiltag fra Skat.
Som et led i den dyrere e-handel, forklarer Post Danmark, at der kun er udsigt til, at fragt generelt vil blive dyrere i Danmark. Det kommer derfor i sidste ende til at ramme e-butikkerne, da deres konkurrenceevne på det internationale marked forventes at blive forringet.
”Det er meget svært at forestille sig, at vores konkurrenter vil svare igen med lavere priser, når markedets største aktør får tvunget priserne op på trods af, at det strider mod postloven. Derfor vil priserne på fragt formodentlig stige generelt i Danmark, det vil blive dyrere at være e-handler, og det vil formodentlig give en dårlig konkurrenceevne for e-butikkerne internationalt set,” siger Morten O. Nielsen, der er kommunikationschef for Post Danmark.
Ikke nok med, at det er skidt for forbrugerne og e-butikkerne, forventer Post Danmark at afskaffelsen af den momsfri fragt vil koste dem op til et trecifret millionbeløb.