En tre-årig samarbejdsaftale mellem Danmark og Brasilien skal sætte gang i digitaliseringen af den offentlige sektor i Brasilien – et område Danmark er stærk på. Til gengæld skal aftalen bane vejen for danske virksomheders vækst i landet.
Stegt flæsk og frikadeller, korte somre og frostbidende vintre og så; jungle, samba, eksotiske frugter og larm. Danmark og Brasilien er to meget forskellige lande og kulturer, men en ny samarbejdsaftale skal nu knytte de to lande tættere sammen. Det skal afhjælpe Brasiliens økonomiske problemer og bane vejen for dansk eksport af digitale løsninger og tech-virksomheder.
Men netop fordi de to lande er så forskellige, kan der være udfordringer for at få den smukke drøm om et flydende samarbejde op at køre. Det forklarer Søren Friis Larsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
”Der skal oversættes nogle ting i mere end en forstand. De administrative systemer, forvaltningskulturen og sproget er anderledes fra vores. Men der er givetvis et behov for at få styr på de offentlige udgifter,” siger han.
Digitalisering kan være en løsning på problemerne
Noget, der bliver fremhævet er netop Brasiliens økonomiske udfordringer, som til dels er skabt af, at der ikke er styr på udgifterne i den offentlige sektor.
”Det er noget, digitalisering kan være med til at løse og understøtte en effektivisering af; det er vi ret gode til herhjemme. Derfor er der en idé i, at tænke i eksport af disse løsninger, men det er ikke nemt. Det skal dog ikke forhindre os i at prøve, vi skal bare have de udfordringer i baghovedet, at økonomien ikke buldrer derudaf,” siger Søren Friis Larsen.
Brasilien havde i 2015 en betydelig negativ vækst og Dansk Erhverv forventer, at det samme vil gøre sig gældende for 2016. Så selvom landet er rimeligt stabilt politisk, så giver en sådan afvækst noget uro, forklarer Søren Friis Larsen.
Brasilien er i den mest alvorlige recession siden 1930erne. I 2015 var der en negativ økonomisk vækst på 3,7 procent. Der forventes en negativ vækst på 2,7 procent i 2016. Inflationen steg til 10,5 % i 2015, og arbejdsløsheden steg til 6,4 % og forventes at stige yderligere i 2016. Samtidig kæmper Brasilien med store underskud på de offentlige finanser – 10,5 % af BNP i 2015. Dog forventes dette at falde til 7,5 i 2016.
Kilde: Markedsrapport Brasilien
”Det er ikke for at være pessimistisk, men går man ind i det, skal man vide, at man har noget at byde på og noget at sælge til et marked i recession,” siger han og tilføjer:
”Det kan man nu godt forestille sig, at Danmark har. Hvis man laver noget, der kan hjælpe en økonomisk udvikling på vej og som ikke er konjunkturfølsomt, så kan man godt overveje det. Det er ikke for at slukke håbet, men man skal ikke tage derud, hvis man tror, man kan ride på en bølge af voksende forbrug.”
“Vi har meget at tilbyde brasilianerne”
Den tre-årige aftale blev underskrevet af Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen den 16. marts i år. Da udtalte ministeren:
”Det er et interessant samarbejde, hvor Brasilien skal lære af de innovative og digitale løsninger og services, som vi har i Danmark. Her har vi meget at tilbyde brasilianerne. Samtidig er det forhåbningen, at projektet vil åbne døre for danske virksomheder i Brasilien, der med sine 200 millioner indbyggere og et stort behov for digitale services byder på fornuftige muligheder.”
Et af de første initiativer bliver oprettelsen af et innovationslab i hovedstaden Brasilia med inspiration fra danske Mindlab, som er en intern innovationsenhed i den offentlige sektor. Medarbejdere fra Mindlab skal i den tre-årige periode arbejde på laboratoriet i Brasilia med at udvikle projekter til den offentlige administration i Brasilien.
Laboratoriet skal efter planen åbnes i august 2016 af Troels Lund Poulsen og den brasilianske minister for økonomi, planlægning og administration, Valdir Simão.
Hovedkomponenterne i den danske vareeksport til Brasilien bestod i perioden januar til oktober 2015 af:
7 procent færdigvarer
17 procent forarbejdede varer
24 procent maskiner og transportmidler
52 procent kemikalier og kemiske produkter
Kilde: Danmarks Statistik og Udenrigsministeriets eksportudsigt