Henover Pinsen får du et lille mini-kursus i at bygge en sund linkprofil. Vi har bedt ekspert i online markedsføring og forfatter til Linkbuilding Bogen, Henrik Bondtofte om at forklare de grundlæggende principper bag linkbuilding.
Henrik Bondtofte er CEO og medstifter af online marketing-bureauet Bondtofte og Co. og så har han lige udgivet Linkbuilding Bogen, som giver indblik i, hvad linkbuilding er og hvordan man, som indehaver af en hjemmeside selv kan styre sin linkprofil og dermed få en bedre rangering i søgemaskinernes resultater. I anden del af ‘Linkprofil i Pinsen’ giver han blandt andet sit bud på, hvordan du kan rydde op i din linkprofil og tage styringen tilbage fra de mange spam-sites.
Start med at analysere dine links
Har man allerede en lang række indgående links til ens website, er det vigtigt, at man tager sin forholdsregler og får analyseret på de links. Det er vigtigt, at der er en god variation i den type af links, der peger ind på dit website, – kilder er eksempelvis vigtigt. Er der links fra blogs, nyhedswebsites, kataloger, firmasider, sociale medier, sociale bogmærkesider, listesider, forums?
Et godt website vil som udgangspunkt, have indgående links fra en lang række forskellige kilder. Find derfor ud af hvilken type links du har, og skaf den type links du mangler. Størstedelen af dine links bør dog stamme fra artikler eller sider, hvor linket er placeret i selve indholdet, det er denne type links, der giver den højeste værdi og den type links der også kan give flest besøgende fra det website, der linker og det er af samme årsag, at disse links tæller højere.
Dansk eller engelsk site?
En anden ting, man skal tage højde for er, hvilket sprog websitet er forfattet i, kører du med et dansk website, går det ikke, at 50% af dine indgående links stammer fra udenlandske sider. Google ved godt, at der er en meget lille chance for at tyske brugere, der læser på et tysk website, vil finde dit danske website interessant. Derfor fremstår det også unaturligt at have mange links derfra.
Arbejder man med et engelsk website, er det undtagelsen for reglen, stort set hele verdens befolkning forstår det engelske sprog. Andre sprog der til en vis udstrækning også er dækket ind her, ville være spansk.
Lad være med at snyde!
Udenlandske links er med andre ord også en sladrehank til Google. Det er meget nemt at bestille tusindevis af udenlandske links, på diverse sider runder omkring på internettet.
Dette er en praksis, du ikke skal begive dig ud i!
I bedste fald, får du lidt bedre rankings i en begrænset periode, i værste tilfælde får du en linkstraf, der kan tage årevis at komme ud af, og dit website vil ikke se skyggen af besøgende fra de organiske søgeresultater.
Hvis du finder spammy udenlandske links eller for den sags skyld danske spamlinks i din linkprofil, bør du udarbejde en såkaldt ‘disavow-fil’ til Google, hvor du fortæller Google, at du er opmærksom på de her links, men at du ikke kan stå inde for dem og at du gerne vil have, de ser bort fra dem. Bedste scenarie er helt at få dem fjernet, dette kan dog i mange tilfælde være en tæt på umulig opgave.