Inspiring Fifty har offentliggjort de 50 mest inspirerende kvinder i den nordiske teknologibranche. En af dem er Queue-it COO, Camilla Ley Valentin.
Kvindelige rollemodeller skal gøres mere synlige i Norden. Derfor har det paneuropæiske program, Inspiring Fifty, fået deres netværk til at nominere de mest inspirerende kvinder, der fungerer som rollemodeller for andre kvinder. Det er der kommet halvtreds nomineringer ud af, og blandt dem er Queue-it CCO, Camilla Ley Valentin.
“Camillas indsats og resultater i en mandsdomineret verden er fantastiske, og det var naturligt at vælge hende som én af de halvtreds mest inspirerende kvinder i Norden. Hendes engagement for at få flere kvinder og unge piger ind i teknologibranchen er inspirerende for os alle,” siger Janneke Niessen, Co-initiator og jury medlem af Inspiring Fifty.
Læs mere: Vækst: Queue-it runder 1 milliard brugere
Inspiring Fifty identificerer, opmuntrer, udvikler og promoverer kvinder i ledende stillinger inden for teknologi. Målet er at adressere uligheden mellem kønnene i branchen og skabe positive forandringer, som kan nedarves til de kommende generationer.
“Jeg er beæret og glad over, at jeg er blevet udvalgt, især fordi det er blandt så mange inspirerende og indflydelsesrige kvindelige ledere i teknologibranchen,”siger Camilla Ley Valentin, CCO hos Queue-it, i en pressemeddelelse.
Hun blev sidste år valgt som en af de halvtreds mest inspirerende kvinder i hele Europas teknologibranchen. Her blev hun inviteret til Downing Street 10. I år blev de nominerede kvinder igen samlet i Amsterdam, hvor de diskuterede diversitet i teknologibranchen med den hollandske premierminister, Mark Rutte, og Hollands Dronning Maxima.
Læs mere: Queue-it vinder europæisk teknologipris
“At være en del af Inspiring Fifty har betydet, at jeg har mødt en masse fantastiske kvinder fra hele Europa, som også interesserer sig for teknologi. På samme tid hjælper programmet med at få skabt fokus på manglen på kvinder i branchen, hvilket er det vigtigste i denne sammenhæng. Og det er jeg glad for at være med til at sætte fokus på,” siger Camilla Ley Valentin.