Arkiver

NyhederPlatform

Træt af reklamer? Finansier i stedet dit site via undersøgelser

Du kender det. Man klikker ind på en side og er straks ved at fare vild i reklamer, men samtidig kan man også godt forstå, at hjemmesiderne er afhængige af dem for at finansiere driften. Så hvad gør man? Afinstallerer man Adblocker, eller lader man sitet sejle sin egen sø? Nyt startup præsenterer nu en tredje mulighed.

Opinodo.com har lanceret en online markedsplads for enhver med en hjemmeside, der ikke ønsker at være afhængig af reklamer for at finasiere siden. Sitet forbinder onlinemedier og hjemmesider på den ene side med markedsundersøgelsesbranchen på den anden side. Gennem Opinodo kan hjemmesiderne rekruttere sine besøgende til at deltage i markedsundersøgelser. Den besøgende får endda et økonomisk incitament for at deltage og hjemmesiderne får indtægter, hver gang en besøgende har fuldført en undersøgelse. Derudover tilhører de indtastede data fra de besøgende, den hjemmeside, der videresendte dem.

Det betyder, at man som hjemmeside får adgang til alle sine rekrutterede besøgende, som man så kan inkorporere i sin egen email-database.

Et dashboard giver overblik over, hvor mange besøgende man har fået videresendt, og de indtægter man har fået ind på at videresende.

“Dashboardet fungerer lidt som mange kender det fra Google Adsense. Her er det bare ikke indtægt fra annoncer, men indtægt fra fuldførte interview,” fortæller Niels Thimmer, stifter af Opinodo, i en pressemeddelelse.

Startede som en tester

Ideen til platformen startede, da Niels Thimmer selv kastede sig ud i at lege med at rekruttere egne besøgende fra sine hjemmesider til at deltage i undersøgelser, og pludselig kunne han se en interesse fra andre i samme situation. Konceptet tog hurtigt fart.

“Pludselig lavede vi flere hundredetusinde fuldførte interviews online årligt. Flere hjemmesideejere fandt simpelthen ud af, at de ofte kunne tjene flere penge på undersøgelser end på annoncer eller affiliate,” fortæller han.

Derfor lancerede han Opinodo.com i marts i år, hvor der er fuld adgang for alle med en hjemmeside.

“Allerede nu har vi fået flere nye partnere – lige fra et af Latinamerikas største datingsites til små blogs i Danmark. Mange ser brugerundersøgelser som en god måde til at gøre sig mindre afhængige af udsving i annonce- eller abonnementsindtægter,” siger Niels Thimmer.

Fordi Opinodo selv tager en andel af de indtjente penge, har konceptet egentlig været selvkørende fra starten, fortæller han.

“Vi har endnu ikke haft brug for at rejse kapital for at sikre vækst eller udvikling af vores platform,” siger Niels Thimmer.

I 2015 faciliterede Opinodo.com da også over 200.000 online interviews til forskellige kilder. Og det endda før, de reelt lancerede.

1 kommentar

Skriv et svar