Arkiver

NyhederPlatformSustainable Tech

Deleboom sætter fut under investorerne: Står på spring for at skyde millioner i joller og luksusbåde

Boatflex, deleøkonomi

Deleøkonomi-feberen har ramt danskerne. Den hype nyder også bådplatformen Boatflex godt af; de har sikret et nyt kapitalindskud på omkring 1,3 millioner kroner.

Båden duver blidt på bølgerne, og sollyset glimter i overfladens krusninger som tusind stjerner. Du ligger henslængt på dækket med en flaske rosé i den ene hånd og en tube solcreme i den anden. Ikke en bekymring i sigte. Der er bare dét, at det koster knaster at købe en båd for ikke at tale om at leje en bådplads. For mange bliver det derfor ved drømmen, men den danske deleplatform for både, Boatflex, vil gøre det nemmere at sejle en tur ud på sundet og mere attraktivt at eje en båd.

Boatflex har nemlig skabt en forretning om den bølge af deleøkonomi, der er skyllet ind over Danmark. Platformen gør det muligt at udleje sin båd til private. På sitet findes alt fra små joller til luksusbåde, og siden lanceringen i 2015 har Boatflex formået at vise så lovende resultater, at de danske investorer nu kvitterer med endnu et kapitalindskud.

Boatflex vil disrupte bådcharterbranchen

Virksomheden har fået tilskudt yderligere 1,3 millioner kroner. Ambitionen er at disrupte bådcharterbranchen og bliver AirBNB på vandet. Boatflex er lige begyndt at strukturere næste investeringsrunde, og de har allerede oplevet stor interesse fra investorer.

”Vi har modtaget henvendelser fra etablerede venture-kapitalfonde, der er stærkt interesserede i konceptet og ikke mindst det stærke skandinaviske brand, vi er ved at opbygge. Man skal huske på, at tillid mellem brugerne er en fuldstændig afgørende faktor for at få succes i deleøkonmien. Her har vi en unik ressource ved at være placeret i Skandinavien, hvor der generelt er god tillid mellem mennesker,” siger Mik Thobo-Carlsen, bestyrelsesformand for Boatflex, i en pressemeddelelse.

Billederne er fra udlejerne William Lütz, Michael Flindt, Morten Oliver Wagner og Smart Charter Ibiza Ibiza, som er tilknyttet Boatflex.

Blandt investorerne sidder tidligere direktør for North Sails, Jens Hakon Christensen, som nu er bestyrelsesmedlem i Boatflex. Han ser et stort potentiale i det danske startup.

”Private både befinder sig i et deleøkonomisk sweet spot, da de på den ene side er dyre aktiver og på den anden side bliver brugt så sjældent, at det ofte bedre kan betale sig at leje end at købe. Med deres hidtidige track record og deres stærke base her i Skandinavien, som huser verdens største koncentration af private både, har Boatflex en unik mulighed for at blive den førende spiller internationalt,” siger han i en pressemeddelelse.

Platformen gør drøm til virkelighed for sejlglade danskere

Boatflex er da også allerede at finde uden for de danske havne med 660 både primært i Norge, Danmark og Middelhavet. Ifølge stifter og direktør Jakob Fast Bojesen i en pressemeddelelse er ambitionen at inspirere nye målgrupper til at sejle.

”Almindelige mennesker er tiltrukket af drømmen om at sejle. Det kan vi eksempelvis se på seertallene for tv-programmet ‘Kurs mod fjerne kyster’. Med vores platform er det nu muligt at gøre drøm til virkelighed – også selvom man ikke selv har et sejlbevis. For nu kan man nemlig leje en privatbåd med kaptajn. Her i starten af 2016-sæsonen har vi oplevet en kraftigt stigende efterspørgsel på de både, vi har på sitet.”

 

1 kommentar

  • Skal vi ikke snart være tilfredse med at have en positiv forretning med en solid bundlinje, end hele tiden at snakke om at være den næste “Uber for this” and “Airbnb for that”. Ingen virksomheder kommer til at komme op i den kaliber, så hellere bruge et mere realt og fornuftigt term. Intet til konceptet som er spændende og jeg ønsker alt held og lykke til holdet med fremtiden, men selve ordvalget er udmattende.

    Vi vil gerne være Airbnb for overskydende mad som man ender med at smide ud.
    Vi vil gerne være Airbnb for bøger som samler støv i hjemmet.
    Vi vil gerne være Airbnb for mennesker som har brug for en at snakke med.
    Vi vil gerne være Airbnb for toiletter som man kan bruge hos private.

    Byd endelig ind med flere …

Skriv et svar