Arkiver

BusinessIværksætterlivNyhederVenturekapital

Unik hybrid vil finde penge til både startups og grown ups

HippoCorn

Et nyt venture company har set dagens lys. Men de er ikke helt som alle andre. HippoCorn er nemlig en tresidet model, der skal forbinde startups og grown ups med investorer og specialister fra hele verden.

Et par ører stikker op over vandoverfladen. De flakser et par fluer væk i heden. Under vandspejlet er resten af dyret. Flodhesten. Det farligste dyr på savannen. En solid klump muskler og skarpe tænder; en balletdanser i vandet, en dræbermaskine på land.

Mens alle taler om erhjørninge – unicorns – så er det ikke for sjov, at Danmarks nye venture company hedder HippoCorn. I stedet for at tale om en eksplosionsagtig vækst som følge af investeringer, burde det handle om at vokse stødt, lægger sig over gennemsnittet og være helt igennem bundsolid, som en flodhest, siger Jakob Mikkel Hansen, managing partner og medstifter af Hippocorn.

”Alle taler om unicorns. De er overvurderede. Derimod er flodhesten det farligste dyr på flodbredden, og vi vil have nogle selskaber, der har noget tungt og solidt i sig, og som bare kører derud af. De må gerne have noget unicorn i sig, men de skal kunne køre steady op ad,” siger han.

Hybriden, der skal hjælpe startups, grown ups og investorer

Og det er dem, HippoCorn hjælper videre. Men ikke kun dem. HippoCorn adskiller sig fra andre venture companies ved at være en tresiders model bygget op over ti kernefolk med et netværk, der strækker sig over 40-50 tilknyttede sektorspecialister, der hjælper danske og internationale startups og finder danske og internationale investorer.

”Når vi får en henvendelse fra en startup inden for en bestemt sektor, som leder efter kapital, vurderer vi casen sammen med vores specialister på området. Det gælder også den anden vej rundt på investorsiden,” siger Jakob Mikkel Hansen og forklarer, at arbejder de med en high tech-startup, sender de dem videre til en business angel eller venture capitalist inden for det felt efter at have lavet en dybdegående due dilligence af selskabet.

”Vi modtager cases fra hele verden, og vores investornetværk er ligeledes globalt. Det vigtigste for os er ikke antallet, men kvaliteten,” siger han.

Der manglede en matchmaker på markedet

Jakob Mikkel Hansen havde længe gået og tænkt over, hvordan han kunne skabe værdi for startups og investorer, og fik ideen til HippoCorn. Det talte han med medstifter og formand for bestyrelsen i HippoCorn, Morten Lund, om, da de samarbejdede på Linkfire, og de så et hul i markedet.

”Der var så mange, der ville starte op selv og så mange, der ville investere. Men der manglede nogle, der kunne sikre det rigtige match og systematisere, hvordan man gør det effektivt globalt. Vi er ligesom et pladeselskab. Vi signer de lovende talenter, finder ud af, hvad de har brug for og hvor de er på vej hen, og så bruger vi vores kæmpe netværk til at få det til at ske,” forklarer Jakob Mikkel Hansen.

Kort sagt er HippoCorn et innovativt netværk af erfarne folk med en tung viden inden for mange forskellige sektorer, der hjælper startups og grown ups med at finde kapital, fortæller han. De har kontor i København og Hong Kong og planlægger allerede nu at åbne i New York og Silicon Valley ved udgangen af 2016.

Interessen for Hippocorn er stor

”Det er vores mål at blive den største markedsplads for startups, grown ups og investorer, og vi er på vej i den rigtige retning,” siger Jakob Mikkel Hansen.

Interessen for savannens nye hybrid er allerede stor. De arbejder lige nu med et tocifret antal virksomheder om at finde og lukke investeringer. Men hvorfor skal man vælge HippoCorn?

”Vi har et unikt globalt netværk, som gør os i stand til at tildele de rette specialister og investorer til hver enkelt case. Vores forretningsmodel har virket fra dag ét, fordi vi skaber værdi fra start af, hvilket vi også hører i vores kunders feedback. HippoCorn og vores netværk varetager alle opgaver, så startups kan fokusere på det, de er gode til – deres produkt,” siger Jakob Mikkel Hansen.

Skriv et svar